Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nu salte Regeringen ganske sin Lid til de 10,000
Mand, som var under Vejs til Boston.
Men de naaede først derud i Slutningen af Maj,
og i den Tid laa Amerikanerne ikke paa den lade
Side. I Begyndelsen af Maaneden gjorde Benedict
Arnold og Ethan Allen et hurtigt Togt op mod Nord
og erobrede Fortet Ticonderoga, der paa én Gang var
en Udfaldsport mod Canada og et Punkt af stor
strategisk Vigtighed for at holde en Fjende borte fra
New York. De tog Fortet ved Overrumpling. »For
Pokker! Hvem kommer I fra?« udbrød den intet
anende Kommandant, der blev vækket i sin sødeste
Søvn, ved at Allen og hans Green Moutain Boys
(Drengene fra de grønne Bjerge) brød ind i
Sovekommeret. »Den store Jehovah og Kongressen har
sendt os!« svarede Ethan Allen. En Mængde Kanoner,
Bøsser og Ammunition blev her og ved den samtidige
Erobring af to andre Forter, Crown Point og St. Johns,
et velkomment Bytte for de med Vaaben slet
forsynede Amerikanere.
Kongressen var imidlertid traadt sammen i
Philadelphia (10. Maj). Den kaldte sig — ligesom den
foregaaende — den
anden
Kontinental-Kongres for at betegne
sig som Organ for hele
det amerikanske
Fastland. Den vedtog at
give
Landeværns-Hæren, der belejrede
Boston, Navnet
Kontinental-Arméen og
besluttede at udnævne en
højstkommanderende
General til at føre den.
Hvem denne Mand
skulde være, var et
Spørgsmaal af den
allerstørste Vigtighed.
Thi Koloniernes hele
Fremtid var
afhængig af dette Valg. Der
var fra sidste Krig flere erfarne Generaler at vælge
imellem; men ingen nød en Anseelse og Tillid som
George Washington fra Virginia, Landmaaler og Oberst
for Landeværnet i sin hjemlige Koloni. Han var
ikke blot kendt paa Grund af sin udmærkede
Tjeneste i Krigen mod Frankrig, men ogsaa paa Grund af
sin store diplomatiske Kløgt.
Washington (uaasjngt’n) (Portræt S. 5) var 1775 en
Mand paa 53 Aar, en over tre Alen høj Skikkelse med
et imponerende Ydre, rolig, betænksom og retsindig
til det yderste. Han kendte ikke til Frygt, og hverken
Had eller Venskab formaaede at forvirre hans klare,
forstandige Blik. Han var en Mand med voldsomme
Lidenskaber, men med en Evne til at beherske dem,
som alene var tilstrækkelig til at gøre ham til en
overlegen Mand. Men brød hans Vrede løs, var
han frygtelig, og de stærkeste Mænd rystede for ham
som Børn. George Washington var kort sagt en
klog Mand, en hæderlig Mand og en Mand med en
Vilje af Jern.
Valget af ham, Manden fra Virginia, til at
kommandere en Hær, der særlig bestod af Folk fra Ny
England, symboliserede Koloniernes Enighed. Det
viste, at stedlige og personlige Hensyn veg Pladsen
for Hensynet til Fædrelandet. Da hans Udnævnelse
den 15. Juni var vedtaget i Kongressen, rejste han
sig og sagde: »Eftersom det er Kongressens Ønske,
vil jeg ikke undslaa mig for at overtage dette
betydningsfulde Hverv og anvende alle mine Kræfter i en
saa ærefuld Sags Tjeneste. Men jeg beder
udtrykkeligt om, mine Herrer, at det aldrig maa glemmes,
naar jeg med dybeste Alvor udtaler, at jeg føler, at
mine Evner ikke staar paa Højde med den Stilling,
som man viser mig den Ære at overdrage mig.«
Tillige erklærede han, at han ikke vilde modtage
Lønning eller Betaling af nogen Slags. Han skulde
holde nøjagtigt Regnskab over sine personlige
Udgifter, som Kongressen saa senere, naar Krigen var
endt, og den fandt det passende, kunde holde ham
skadesløs for.
To Dage efter at Washington havde faaet sin
Udnævnelse, og inden han kunde støde til Hæren, var
Fjendtlighederne blevne genoptagne. General Gage
havde nu faaet andre Tanker om Amerikanernes Evne
til at slaas og begyndte at frygte for, at de skulde
gøre ham Opholdet i
Boston — hvor hans
Hær forøvrigt paa
Grund af Belejringen
led Mangel paa alt —
saa hedt, at han maatte
fortrække. Forstærket
med General Howe’s
Tropper den 25. Maj
troede han sig
imidlertid sikker paa at
kunne befæste og holde
et vigtigt Højdepunkt,
Bunker Hill, der paa
den anden Side Floden
beherskede Byen. Den
12te Juni udstedte han
en Proklamation, hvori
han lovede Tilgivelse
til alle Oprørere, som
straks nedlagde Vaabnene — de to værste
Forbrydere Samuel Adams og John Hancock dog undtagne
— hvorimod enhver, som blev grebet med Vaaben i
Haand, var Galgen vis.
 |
| Fig. 42. Slaget ved Bunker Hill. Kirketaarnet er Vest-Kirken i Boston. Paa Halvøen ligeover for ses Bunker Hill til højre for Kirketaarnet og Byen Charlestown i Brand. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
