Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 55-56 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Medens Tiden saaledes modnedes for den endelige
Uafhængighedserklæring, maatte Amerikanerne gøre
et Indfald i Canada. Tidligere Erfaringer havde vist,
at Angreb paa New York let lod sig sætte i Værk
gennem St. Lorenzflodens Dal, og eftersom New York
var Amerikas strategiske Midtpunkt, maatte en saadan
Mulighed skaffes ud af Verden. Derfor havde man
straks efter Lexington Affæren bemægtiget sig Fortet
Ticonderoga. Nu, i Sommeren 1775 gik der Rygter
om, at den engelske Guvernør i Canada agtede at
gøre et alvorligt Forsøg paa at sætte sig i Besiddelse
af Ticonderoga, samtidig med at han paa sin
Regerings Vegne søgte at ophidse de grusomme og
blodtørstige Irokeser-Stammer til at angribe Ny Englands
Grænser. Da det øjensynlig maatte betragtes som
nødvendigt Selvforsvar, beordrede Kongressen General
Montgomery, der havde gjort udmærket Tjeneste under
Wolfe i Krigen mod Frankrig, til med 2000 Mand at
søge at sætte sig fast i Montreal (montril) i Canada.

Fig 45. Sir Henry Clinton.

Sidst i August brød Montgomery op fra
Ticonderoga, erobrede paa Vejen St. Johns, der var blevet
taget tilbage af Englænderne i Sommerens Løb, og
drog den 12. November ind i Montreal. Omtrent
paa samme Tid havde Washington sendt Oberst
Benedict Arnold med 1300 Mand, deriblandt Morgans
berømte Skarpskytter, op imod Quebec.

Det var et eventyrligt Togt, rigt paa farefulde og
romantiske Begivenheder. Snart maatte Tropperne
med Øksen i Haand bane sig Vej gennem Maines
tætte Urskove, snart ro op ad den rivende Kennebec
Flod, snart med Baade og Aarer paa Skulderen vade
gennem Sumpe og Moser eller kravle over takkede,
spidse Fjelde. Deres Klæder blev flaaede itu af Tjørne,
deres Sko flængede af de skarpe Sten, og efter
en Maaneds Marsch slap deres Fødemidler op. Da
de endelig den 13. November sejlede over den brede
St. Lorenz Flod og besteg Abraham-Højderne
udenfor Quebec, var Skaren smeltet sammen til 700 Mand.
Fæstningens Besætning fandt derfor ikke, der var
nogen Grund til at overgive sig, og Arnold maatte
dæmpe sit eventyrlige Mod og vente, til Montgomery
kunde støde til ham fra Montreal, hvilket skete den
3. December.

Det eventyrlige Togt fik en eventyrlig Afslutning.
Paa Aarets sidste Dag om Natten Kl. 2 i en
forrygende Snestorm angreb Montgomery og Arnold
Quebec, hver fra sin Side. Englænderne blev i den
Grad overraskede, at de opgav de ene Stilling efter
den anden, og Arnolds Folk var allerede inde i Byen,
da han selv blev haardt saaret. Morgan tog straks
Kommandoen og trængte videre frem, men intetsteds
saa’ han noget til sine Staldbrødre. Derimod var han
tilsidst paa alle Kanter omringet af Englænderne, og
uden Udsigt til at kunne slaa sig igennem maatte
han endelig overgive sig. Først nu fik han at vide,
at Montgomery straks i Begyndelsen var falden i
Spidsen for sine Folk, og at hans Fald i den Grad
havde lammet dem, at de straks havde grebet Flugten.

Hvor maatte Arnold ikke have ønsket sig
Montgomerys Skæbne, om han havde kunnet løfte en Flig
af Fremtidens Slør og se den Forbandelse, der senere
kom til at hvile paa hans Navn!

Fig. 46. Georg III.

De amerikanske Vaabens Uheld i Canada blev
mere end opvejet ved Massachusetts Befrielse i Marts
1776. Belejringen af Boston havde ikke hidtil været
synderlig virksom paa Grund af Manglen paa
Belejringsskyts. Washington havde i Vinterens Løb trukket
sine Tropper saa tæt sammen om Byen som muligt,
men ikke før den 1. Marts fik han det nødvendige
Skyts. Kanonerne var slæbt paa Slæder til Boston
hele Vejen fra Ticonderoga. Han besatte Natten til
den 4. Marts Dorchester Højderne, der paa Sydsiden
beherskede Byen ligesom Bunker Hill paa Nordsiden,
og samtidig begyndte Batterierne
mod Vest og Nord en heftig
Kanonade for at aflede
Englændernes Opmærksomhed fra
de vigtige Højder, hvor 2000
Mand var i travl Virksomhed
med at opkaste Skanser og
bringe Kanoner paa Plads. Den
næste Morgen fik General
Howe Bud fra Chefen for den
engelske Flaade, som laa paa
Bugten, at han maatte sætte
Sejl og gaa til Søs, hvis ikke
Amerikanerne uopholdelig blev
jaget bort fra Dorchester
Højderne, da hans Skibe var
fortabte, naar de begyndte at
skyde. Nu først gik det op
for Howe, at han havde taget
sig Tingene for let, og efter afholdt
Krigsraad gav han Lord Percy
Ordre til at storme
Forskansningerne med 3000 Mand og
kaste Amerikanerne tilbage. Men Angrebet paa Bunker
Hill og Amerikanernes morderiske Ild var i altfor
frisk Minde, til at nogen havde Lyst til at gentage
noget saadant, og Aftenen og Natten gik hen, inden
der blev foretaget noget. Og imens gravede
Amerikanerne; deres Volde voksede i Højde og Drøjde, og
da Solen stod op igen, blev General Howe og hans
Officerer enige om at se at slippe bort saa billigt
som muligt. Washington gik ind paa at afholde sig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>