Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 83-84 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Men med al sin Ufortrødenhed og Gaaen-paa kom
han paa Grund af de ufarbare Veje kun langsomt
frem; først efter en Uges anstrengende Marche var
han naaet saa langt, at han kun havde fem Mil til
Fort Stanvix. Det gjaldt nu at komme Besætningen
til Hjælp saa hurtigt og saa usvækket som muligt.

Medens General Arnold en Dag brød sin Hjerne
med at udregne, hvorledes han mest afgørende og med
mindst Tab kunde tvinge St. Leger til at hæve
Belejringen af Fortet, blev der bragt nogle opsnappede
Spioner som Fanger ind til hans Lejr, og blandt
dem en halvforrykt Sigøjner, Jan Just, der viden om
var bekendt for sine underlige Indfald og sine skarpe
og bidende Svar. Indianerne, der betragter alle
Sindssyge med sky Ærefrygt, eftersom de tror dem
besat af mægtige Aander, havde en umaadelig
Ærbødighed for Jan Just. Men det hjalp ikke her; efter
et kort Forhør blev han og hans Fæller dømte til
at hænges. I sidste Øjeblik kom hans Moder og
Broder styrtende
ind i Lejren og
bad med
hjerteskærende Skrig om
Naade. Arnold fik
pludselig en lys
Idé, og efter at de
en Tid havde
tigget og bønfaldt ham
om at skaane den
stakkels Jan Just,
gik han ind paa at
skænke ham Livet
paa den Betingelse,
at han — der altid
havde holdt til
med Regeringens
Tropper — vilde
paatage sig at
indjage St. Legers Indianere og Soldater en saadan
Skræk, at St. Leger maatte blive nødt til at gaa til
bage. Jan Justs Rroder blev holdt tilbage som
Gissel for, at han ikke narrede Arnold, og en Del
af dennes Indianere blev sendt med for at passe paa
ham.

Fig. 58. Baron de Kalb.

Den følgende Dag kom der flere indianske
Spejdere til St. Legers Forposter og fortalte dem, at der
gik Rygter om, at Amerikanerne havde vundet et
stort Slag østerpaa (over Burgoyne), og at de nu kom
op imod dem. De foruroligende Nyheder naaede
om Aftenen ind til Lejren, og snart saa’ man
Officerer og Soldater i smaa Grupper ivrig drøftende deres
Sandsynlighed. Paa én Gang blev alle opskræmt af
Jan Just, St. Legers dygtigste og paalideligste Spejder,
der med Rædsel i alle Miner kom jagende som et
vildt Dyr ind i Lejren. I Begyndelsen kunde han
kun pege paa sin gennemskudte Hat og Bluse, men
efterhaanden som han blev i Stand til at tale,
forklarede han med forvirrede Ord og Fagter, at han
med Nød og næppe var undsluppen en stor
amerikansk Fortrop en 4—5 Mil borte. Indianerne
udspurgte ham og oversatte derefter hans uklare
Tale for St. Leger og hans Folk. »De er saa talrige
som Blade i Høst!« sagde de og tænkte paa den
Ødelæggelse, Herkimers Haandfuld Folk havde
anrettet paa deres Stamme i Kløften ved Oriskany.
Samme Nat begyndte de at snige sig bort; Soldaterne
smittedes af deres Skræk, drak sig fulde og lavede
Optøjer; St. Legers Trusler og Løfter nyttede intet,
og den næste Formiddag saa’ han sig nødsaget til at
bryde op og flygte. Aldrig saa snart opdagede
Besætningen i Fortet dette, før den gjorde Udfald og
bemægtigede sig hele Lejren med Kanoner, Telte og alt.
St. Legers Hær spredtes som Avner for Vinden, og
de enkelte Flygtende blev et let Bytte for de
troløse Indianere, der forfulgte dem, myrdende og
skalperende, lige op til Oswego. Kun ganske enkelte
Mænd af hele Hæren, blandt dem St. Leger selv,
naaede tilbage til Canada.

Fra Nordvestkanten var der altsaa ikke megen
Hjælp at vente for den stakkels Burgoyne, der daglig
saa’ Fjenderne vokse i Styrke baade foran sig og i
Ryggen paa sig. Nu var man langt hen i August,
Sommeren var næsten forbi, — hvor blev dog
General Howe af?

Ja, hvis ikke Koloniministeren havde forlangt flere
Kruseduller paa Bogstaverne i den skriftlige Ordre
til Generalen, havde han forlængst kunnet være her,
og al Burgoynes Kvide — og maaske Amerikanernes
Frihed — havde mulig været endt.

Men Skæbnen vilde det anderledes. Et Lysglimt
viste sig endnu for General Burgoyne; det var, da
Kongressen, paavirket af Massachusetts Skinsyge
overfor og gamle Nag til alt, hvad der kom fra New
York, afsatte den gamle fortjente New-Yorker
Schuyler som Overgeneral over Nordarméen og erstattede
ham med den uduelige og pralende Horatio Gates
(Portr. Sp. 49), hvis eneste Evne var at holde sig
gode Venner med Kongressens indflydelsesrige Mænd
og tilegne sig selv Æren for sine underordnedes
Bedrifter. Men til Held for Fædrelandet var Schuylers
Ven, General Arnold, ved Hæren endnu, og det var
ham, som — trods Gates’ Fornærmelser og Vægring
ved at understøtte ham — forhindrede Burgoynes
Forsøg paa at slaa sig igennem den amerikanske
Overmagt den 19. September og den 7. Oktober ved
Freemann’s Farm, og som endelig tvang ham til at
overgive sig med hele sin Hær ved Saratoga den 17.
Oktober 1777.

Den Dag var General Howe, som Burgoyne med
saa store Ofre havde ventet paa, og hvis Forening
med ham og St. Leger havde været Hovedpunktet i
Regeringens hele Krigsplan, fjernet fra ham ved en
Afstand af omtrent 100 Mil. Da han ikke havde
faaet bestemte Ordrer til at gaa op ad Hudsonfloden,
men skulde handle efter Konduite, hvad som bekendt
ikke alle kommer godt fra, var han gaaet Syd paa.
Vejen Nord paa var saa bestemt anvist af alle
politiske og strategiske Grunde, at Washington kom i den
største Spænding ved at høre, at Howe endelig var
gaaet Syd paa. Thi han var saa elskværdig at
forudsætte, at der laa en dyb Kløgt bag, som han ikke
kunde finde ud af.

Men da Howe med sine 18,000 Mand paa 228
Skibe i Juli 1777 landede i Chesapeake Bugten,
mente Washington, at det var bedst at holde ham
dernede, indtil de amerikanske Generaler Nord paa
havde faaet Bugt med St. Leger og Burgoyne. At
Howe vilde bemægtige sig Philadelphia, »den
oprørske Hovedstad«, var klart nok; mindre klart var det
derimod, hvad Fordel han vilde have deraf, da han

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>