Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN NORDAMERIKANSKE FRIIIEDSKRIG
Point tilbage og haabede i alt Fald nu, at
Washington maatte komme Fortet til Undsætning. Men da
han naaede op til Fortet, saa’ han, at det var
forladt. Washington havde ikke fundet, at det kunde
betale sig at ofre noget paa Stony Point, der ikke
havde nævneværdig Betydning ved Siden af West
Point.
Derimod var det med hans fulde Billigelse, at
den unge Major Henry Lee, der var af amerikansk
Slægt og ikke havde noget som helst med
Englænderen Charles Lee at gøre, ved et eventyr-dristigt Togt
ind i New Jersey overrumplede det stærke engelske
Fort paa Paulus Hook, fornaglede Kanonerne og
førte Besætningen bort som Fanger. Han var en
Søn af en Ungdomsveninde af Washington, for hvem
han havde næret en dyb og haabløs Kærlighed; og
det fortælles, at den alvorlige Overgenerals Øjne
straalede af Glæde, da »Harry Rapfod«, som Major
Lee kaldtes af sine Soldater, kom lykkelig tilbage
— og med Sejr — fra sit farlige Togt.
Efterretningen om den franske Flaades Ankomst
havde fyldt Washington med Haab; thi han kunde
ikke tro andet, end at d’Estaing først vilde løbe op
til New York og hjælpe ham at faa Sir Henry
Clinton drevet bort derfra. Hvad Washington haabede,
det frygtede Clinton for. Lige saa stor som den
førstes Skuffelse var over det fejlslagne Angreb paa
Charleston, lige saa stor var den sidstes Glæde. Nu,
da han ikke behøvede at frygte for den franske
Flaades Besøg i New York, besluttede han at gaa Syd
paa og hjælpe til ved Charleston. Han havde ikke
glemt sit Nederlag i 1776 ved Fort Moultrie og
længtes efter Oprejsning. 1ste Juledag 1779
indskibede han sig i New Yorks Havn med Lord
Corn-wallis og 8000 Mand og satte Sejl for Savannah.
Flaaden led meget af Storm og Uvejr; de
amerikanske Kapere gjorde ogsaa en Del Skade, men da
Clinton landede i Georgia og forenede sig med General
Prévost, talte den engelske Hær 10,000 Mand. Han
regnede imidlertid ud, at Washington maatte ofre saa
meget Mandskab til den amerikanske Sydhær, at han
ikke vilde kunne foretage sig noget imod New York.
Han tilkaldte derfor endnu 3000 Mand fra den i
New York efterladte Besætning og kunde saaledes i
Februar 1780 med 13,000 Mand rykke frem mod
Syd Carolina, som Lincoln forsvarede med 7000
Mand.
Under saadanne Forhold havde der ikke været
andet at gøre end at følge Washingtons forsigtige
Krigsførelse; men Lincoln, en brav og tapper
Soldat, var ingen Washington. Han trak sig ganske vist
tilbage, men gjorde det uheldigste, som gøres kunde,
idet lian med hele sin Styrke lagde sig ind i
Charleston, der den 19. April 1780 blev indesluttet fra
alle Sider. Allerede den 12. Maj maatte Byen
overgive sig, og Lincoln og hans Armé blev taget til
Fange. Syd-Carolina var nu fuldstændig blottet for
amerikanske Tropper og laa for Øjeblikket aabent for
Fjenden.
Det syntes, som om Clinton skulde faa let Spil.
En stor Del af Befolkningen, der ansaa Sagen for
tabt, aflagde paa ny Hyldingsed til Kong Georg og
fik Tilgivelse for alle politiske Forseelser. Men
Clinton begik den Uforsigtighed at udstede en
Proklamation om, at enhver, der ikke vilde vde ham sin Med-
virkning til Genoprettelsen af de gamle Tilstande,
vilde blive behandlet som Oprører. Thi en stor
Mængde Mennesker blev derved tvunget til at tage
Parti, og Staten deltes i to fjendtlige Lejre, der
bekæmpede hinanden med stor Grusomhed og indførte
et fuldstændigt Rædselsherredømme. De mest
beslutsomme af Fædrelandsvennerne flygtede til
Bjergene og Skovene paa Grænsen og førte derfra under
dristige Førere som Francis Marion og Thorn. Sumter
en hidsig Guerillakrig mod Englænderne og deres
kongeligsindede Landsmænd.
Men Kongressen kunde ikke saaledes overlade
Syd Carolina til sig selv, og Landeværnet blev rejst
i alle Stater Syd for Pennsylvanien for at jage
Englænderne ud. Washington anbefalede indstændigt
Kongressen at sætte den dygtige General Greene i
Spidsen for det. Men den mente, at »Sejrherren fra
Saratoga«, som man stadig kaldte General Gates, vilde
gøre bedre Fyldest. »Pas paa, min gode,« skrev
Forræderen Charles Lee til sin fortrolige
Hjertensven Horatio Gates, »at dine nordlige Lavrbær ikke
forvandles til en sydlig Sørgekrans.«
Det var netop det, der skete. Gates’ Felttog i
Sommeren 1780 var en Række af Fejlslutninger, en
Kæde af Dumheder. Den erfarne Baron de Kalb (Portr.
Sp.83) som gjorde Tjeneste under ham, søgte Gang efter
Gang at retlede ham, men Gates lod sig i sit
Hovmod og sin Halstarrighed ikke sige. Saaledes kom
det den 16. August til Kamp ved Camden, atter
fra-raadet af Kalb, i hvilken denne med sit Liv maatte
bøde for Gates’ Uduelighed; Amerikanerne led et
stort Nederlag. Gates maatte redde sig ved Flugten
og havde for stedse forspildt sin Berømmelse.
Det var Lord Cornwallis, som havde gjort det
af med Gates — Clinton var alt i Juni taget tilbage
til New York — og han forberedte sig nu paa med
Brask og Bram at føre Krigen ind i Nord-Carolina.
Amerikanerne var nærved at blive trætte. Fire
Aar var forløbet siden Uafhængighedserklæringen, og
endnu var Fjenden ikke drevet ud af Landet;
tværtimod, Clinton holdt stadig New-York besat, medens
Cornwallis rykkede sejrrig frem i Syden. Det blev
vanskeligere og vanskeligere at skaffe Soldater, og
det var næsten umuligt at skaffe Penge til at
underholde de Tropper, der endnu havdes i Behold. Der
var endnu ikke indsat en bestemt Regering, udrustet
med Myndighed til at udskrive Skatter, og
Kongressen havde stadig ingen anden Udvej end at udstede
Papirspenge. I Begyndelsen af 1780 var en
Papirs-dollar (3 Kr. 75 Øre) gaaet ned til at have en Værdi
af 2 Cent, og før Aaret var til Ende, kunde man for
1 Cent (omtr. 4 Øre) købe 10 Papirsdollar. Det var,
som Washington sagde: For en Vognladning
Papirs-penge kan man maaske faa en Vognladning Proviant.
1 Pd. Smør kostede 12 Dollars, 1 Pd. Te 90 Doll.,
1 Pd. Kød 8 og 1 Fjerding Mel 1,575 Doll.
Det at maatte gaa barfodet, lide baade Kulde og
Sult og risikere at blive lemlæstet eller skudt oven i
Købet, kunde Soldaten endda finde sig i. Men mere
fortvivlende var det, at han for de Penge, som lian
endelig efter saa og saa mange Maaneders Tjeneste
kunde faa, ikke en Gang var i Stand til at købe Korn
til en Bagning Brød til sine sultne Børn. Det var
under saadanne Forhold ikke at undres over, at der,
for hver Dag der gik, blev flere og flere Overløbere,
105
102
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
