Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 167-168 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Paris - Hungersnød

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

hjemme i deres Huler; først da Lidenskaberne brød
løs, kom de frem og forfærdede alle ved deres
Udseende.

Ordenspolitiet, det ældgamle Vægterkorps,
bestod af lidt over 1000 Mand, til Hest og til Fods.
De kunde maaske nok gøre Gavn over for Tiggere
og fulde Folk paa Gaderne, men hvad formaaede de
over for en Folkerejsning? Garnisonen talte 3000
Mand, den franske Garde, næsten alle indfødte
Parisere, der ikke havde været uden for Byens Mure i
de siste 25 Aar; ved Ægteskab eller Familiebaand
var de paa det nøjeste knyttede til den borgerlige
Befolkning og til de underordnede Officerer, som de
alene havde noget at gøre med, thi de overordnede
var naturligvis ved Hoffet. Der var ikke synderlig
stor Udsigt til, at de skulde ville lade sig bruge mod
deres Bysbørn.

»Dersom man ikke straks dæmper Parisernes første
Opblussen, dersom de ikke mærker Politiets og
Soldaternes stærke Haand i Nakken, vil der ingen
Grænse være for deres Udskejelser. Befriet fra den
Tøjle, som den saalænge har været vant til, vilde
den lavere Befolkning hengive sig til Voldshandlinger,
der vilde blive forfærdelige, da ingen vilde være i
Stand til al holde op igen. Netop fordi Mytteri er
noget saa sjældent i Paris, vilde en virkelig Opstand
— dersom man kunde tænke sig en saadan Mulighed
— faa de alvorligste Følger«.

»Dersom man kunde tænke sig en saadan
Mulighed!« Saaledes skriver Mercier, den dybeste Kender
af-Pariser Forhold kort før 1789, og saaledes tænker
alle. Sorgløse og glade, med forekommende Smil og
Talemaader spadserer de paa Randen af en Vulkan.

Frygten for Sulten bragte i Foraaret 1789
Muligheden til Veje, og Sulten selv gjorde kort efter
Muligheden til Virkelighed, drev den fattige Daglejer,
med Ørene endnu fulde af sine Børns Raab om
Brød, ud af sit Hul, for at gaa med bare Hænder,
maaske væbnet med en Kæp eller med Gadens
Brosten, mod Bajonetter og dragne Klinger. Og det var
atter Sulten, der ude fra det aabne Land tilførte
ham Tusinder og alter Tusinder af Lidelsesfæller,
der dreves hjemmefra af Mangel og Nød og i den
store By haabede at finde Arbejde og Mulighed for
at tjene del daglige Brød. Men de fandt kun
almindelig Standsning af Forretningslivet — allerede
i August 1788 var der, i St. Antoine alene, over
20,000 Arbejdsløse! — og en Elendighed, der var
langl større end den, de kom fra; de bidrog kun til
at forøge de Hungriges store Skare med en Hær af
ophidsede, graadige og desperale Mennesker, for
hvem Livet var saa usselt, at Døden næslen var en
Befrielse. Hvad Under da, om de satte det paa
Spil med Fortvivlelsens Mod! — selv om de bukkede
under i Kampen, var Ulykken ikke saa stor.

HUNGERSNØD.

De store Haglnedslag i Juli 1788 havde
tilintetgjort ethvert Haab om en tilstrækkelig Høst, og i
Marts—April 1789 begyndte Manglen i Byen. Man
regner alt tidlig paa Aaret, at 120,000 Personer er udsatte
for at sulte ihjel, og at over det dobbelte Antal kun
med Møje ved egen Hjælp holder Livet oppe. Hvad

forslaar den storartede Hjælpsomhed, som udvises
over for denne Elendighed? Erkebiskoppens 400,000
Frcs., som han uddeler i milde Gaver, de fornemme
Damers store Indsamlinger — thi Parises Damer
udfoldede ved Siden af deres Saloner, Teatre og
Koncerter en storartet Virksomhed, med dagligt,
personligt Arbejde i de Fattiges Interesse — eller den
Godgørenhed, som mangfoldige enkeltvis lagde for
Dagen for at lindre den herskende Nød, ikke mindst
den velstaaende Brygger Santerre ude i Forstaden
St. Antoine. Hvad hjælper det, at Regeringen, for
at skaffe Sysselsættelse, lader 12,000 Mand daglig
arbejde med at trille Jord op paa Montmartre?
Nøden voksede Dag for Dag. »Enhver Bagerbutik
var belejret af en Masse Mennesker, til hvem man
med ængstelig Nøjagtighed uddelte Brødet, som i
Reglen var klægt, sort og bittert og fremkaldte
Halsbetændelser og Mavesygdomme.« Og for at faa en
ringe Del af dette elendige Brød maa Folk vente i
mange Timer og slaas for al beholde deres Plads i
Rækkerne. Hvem faar Tid til at gaa paa Arbejde,
naar hele Dagen gaar med til at søge at skaffe Brød?
Og livem tænker ikke med Fortvivlelsens Angst paa,
hvordan det skal gaa den Dag i Morgen?

Stænderne skulde efter Bestemmelsen være traadt
sammen den 27. April. Men om Morgenen red
kongelige Herolder rundt i Gaderne og forkyndte
under Trompetskrald og Fanfarer, at det havde
behaget Hs. Majestæt at udsætte Aabningsmødet til den
4. Maj. Muligvis er denne Udsættelse af de
-nis-tænksomme Parisere bleven opfattet som, at man
vilde holde dem for Nar, og at det slet ikke vilde
blive til noget med Rigsstænderne, der først og
fremmest skulde skaffe Folket Brød. Aa, der var
naturligvis nogle Skurke, der havde bildt den gode
Konge ind, at der ingen Nød var paa Færde!

Pludselig, uden at nogen ved hvorfra, dukkede
det Rygte op, at den rige Réveillon, der ude i St.
Antoine boede saa at sige Dør om Dør med
Elendigheden, paa et Valgmøde i Distriktet St. Marguerite
havde brugt den Ytring, at en Arbejder med Kone
og Børn godt kunde leve af 15 Sous om Dagen.
Havde man givet sig Tid og spurgt sig for lios en
af de 3—400 Arbejdere, som han beskæftigede, vilde
man snart have forstaaet, at selv om han havde
sagt noget saadant, handlede han dog ud fra en
anden Opfattelse; thi Réveillon, der havde arbejdet sig
op fra smaa Kaar og kendte Arbejdernes Stilling saa
godt som nogen, betalte sine Folk fra 25—50 Sous
om Dagen og var ved Siden deraf en meget
godgørende Mand. Men han var en rig Mand og stod i
Forbindelse med Hoffet! — Rygtet bredte sig og
salte ondt Blod; snart hed det sig, al lian havde
haanet det udpinte Folk ved at erklære, al der ingen
Nød var. Han var en Forræder, og der maatte tages
Hævn.

Samme Aften og næste Morgen samledes der en
Skare paa c. 4000—5000 Mennesker uden for
Ré-veillons Hus, der i rette Tid var bleven besat af en
Sikkerhedsvagt paa 30 Gardister, medens Beboerne
flygtede for at undgaa Folkets urimelige Raseri.
Sergenten vovede imidlertid ikke at lade Soldaterne
skyde paa den fremstormende Menneskemasse, der
trængte dem tilbage, sprængte Dørene og styrtede
ind i det store og rigt udstyrede Hus, spredende sig

167

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>