Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Bastillens fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FRANSKE REVOLUTION
Beretningerne om de blodige Begivenheder i
Provinserne var hidtil kun komne enkeltvis til
Nationalforsamlingen, og denne havde indskrænket sig til at
udtale sin Beklagelse over det forefaldne og til at
paalægge Embedsmændene ude omkring i Provinserne
at behandle Folket med Venlighed og Imødekommenhed
og ikke pukke paa sin Myndighed. Derpaa var
Forsamlingen gaaet over til at væve videre om
»Menneskerettighederne«, der skulde danne
Indledningen til Forfatningsværket. Men den 4. August
oplæste et Medlem af Undersøgelseskomiteen, Salomon,
en Rapport over Frankrigs Tilstand. Over for dette
samlede Billede af et helt Land i Flammer vaagnede
endelig Nationalforsamlingen op af sine prømme.
Selv de mest
ophøjede
Filosofer kunde
ikke blive
uberørte af den
Elendighed,
der herskede
paa deres
Hjemsteder.
Og
medFransk-mændenes urolige Nervøsitet,
maaske ogsaa
med en Smule
ond
Samvittighed over at
have tøvet saa
længe med at
udrette noget
praktisk, løb
man nu paa
en Gang Storm
mod det gamle
Samfund, hvis
Indretninger
havde bragt
saamegen Nød
over det
franske Folk.
Paa ingen
gjorde
Salomons Rapport
saa stærkt
Indtryk som paa
en Skare unge
Adelsmænd, der samme Dags Middag havde været
samlede lios Hertugen af la Roehefoucauld-Liancourt.
Blandt dem var Hertugen af Aiguilion, en af
Frankrigs rigeste Adelsmænd, Vicomte de Noailles, der
havde udmærket sig under sin Fætter la Fayette i
Amerika, Grev de Montmorencjr, Vicomte de
Beauharnais, Charles og Alexandre de Lameth, Baron
Menou og Hertugen af Lévis. Hjerterne brændte i
dem ved at høre om Landets Nød. »Hvad er
Grunden til den Ophidselse, som hersker i Provinserne?«
raabte de Noailles, der var styrtet op paa
Talerstolen. I et begejstret Foredrag viste han, at
Urolighederne skyldtes Folkets Forbitrelse mod
Lensrettig-hederne, den Uvished, det gik i med Hensyn til
disse, om det vedblivende skulde lide under dem,
eller om de skulde afskaffes. Han endte til sidst
med at stille Forslag om at ophæve dem med det
samme.
Det var i Virkeligheden Hertugen af Aiguillons
Tanker, som de Noailles her gjorde til sine. Hin
havde Aftenen i Forvejen oplæst et Forslag til
Privilegiernes Ophævelse i Club Breton uden Hensyn
til, at han selv vilde miste 100,000 Francs om Aaret
i Indtægt. Han var en Søn af Madame du Barrys
Yndling, den tidligere Minister d’Aiguillon, og søgte
nu ved sin frisindede Optræden og sine personlige
Ofre at bøde paa den Fortræd, som hans Fader i
sin Tid havde forvoldt. Nu støttede han loyalt sin
unge Ven. Deres Ord tændte med ét en
Begejstrings-flamme og frembragte en Enighed, som
Nationalforsamlingen
ellers ikke
kunde glæde sig
ved. En efter
en iler
Medlemmerne med
at foreslaa
Forandringer i det
gamle
Regc-ringssystem:
Alles Lighed
for Loven,
Afskaffelsen af
den forhadte
•»taille« og
Accisen, af
Lensherrernes Birkeret og af
Jagtretten,
Ophævelse af
Livegenskabet og
af Tienden,
Forbud mod
Køb af Einbe;
der osv. osv.
Man kappes om
at lægge sin
Offervillighed
for Dagen, og
til sidst maa
endogsaa et
Medlem
beklage, at der
ikke er levnet
andet for ham
end at foreslaa Ophævelsen af Godsherrens
Eneret til at holde Dueslag, »Det lægger jeg som
min Skærv paa Fædrelandets Alter.« Derefter gik
man over til Ophævelsen af Byernes og Provinsernes
Særrettigheder. Overalt hørte man Raabet: én Lov
og ét Folk! Og dette, Rettens Lighed, Arbejdets og
Grundejendommens Frihed og Statens Enhed, var
det betydningsfuldeste Resultat af denne begejstrede
og forvirrede Nat, hvor man i tre Timer omstyrtede
alle gamle Institutioner. I sin ædelmodige Iver gav
Nationalforsamlingen endogsaa de pavelige Afgifter
bort, som den ikke havde nogen Ret til at lægge
Haand paa, og inddrog uden videre Byen Avignon, der
fra Middelalderens Dage havde tilhørt Pavestolen.
Kun faa Stemmer havde i denne Begejstringsrus
ladet sig høre for at tilraade Ro og Besindighed.
Fig. 111. Drabet paa Flesselles den 14. Juli 1789.
235
224
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
