Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 243-244 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Officerernes Fest — Oktoberdagene i Versailles - Nationalförsamlingen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ske Borgerskabs Fanger, men Befolkningens fra de
fattige Gader og usle Smøger, den, som kun havde lært
Livet at kende fra den haarde Side, som var bleven
hærdet i Elendighed, og som ikke kunde formodes at
ville tage blødt paa dem, den betragtede som sine
Modstandere.

NATIONALFORSAMLINGEN

Kongeparrets tvungne Flytning til Paris var
Signalet til en almindelig Udvandring. Alle de
Adelsmænd, som vidste, at de paa en eller anden Maade
stod ilde anskrevne hos Folket, forstod nu, at det var
paa Tide at bjerge sig. Alle, der havde Blik for
Virkeligheden, forstod ogsaa, at Kongen og Dronningen
svævede i den største Fare ved at sidde i Paris som
Folkets Fanger, og at det vilde være ude med dem
og med Kongedømmet i Frankrig, om ikke de slåp
bort derfra i Tide.

Kongeparret delte selv denne Frygt, og Ludvig
XVI troede kun i Nationalforsamlingen at have et
Værn mod Folkets skiftende Stemninger og bad og
besvor den derfor om at følge ham til Paris.

Forsamlingen var heller ikke blind for de Farer,
den selv vilde udsætte sig for ved at forlægge sit
Sæde til Hovedstaden, men fandt dog, at den ikke
kunde undslaa sig, og i November Hyttede den til
Paris og holdt sine Møder i Tuileriernes store Ridehus.

Under det friske Indtryk af de alvorlige
Begivenheder, der havde bragt den til at forlade Versailles,
og af nye blodige Uroligheder i Paris mandede
Forsamlingen sig op til at indlede retslig Undersøgelse
mod Ophavsmændene til disse og til Toget mod
Versailles og vedtog paa Mirabeaus Forslag en Oprørslov.

Men dermed var Kraftanspændelsen ogsaa forbi;
saasnart Forsamlingen atter gik over til
Forfatningsarbejdet, viste dens Mangel paa politisk Indsigt og
paa praktisk Sans sig paa ny. I hele Frankrig
fandtes maaske næppe mere end 5—600 praktiske
og erfarne Mænd, der var vante til som
Embedsmænd at omgaas med Befolkningen og havde
Kendskab til administrative Forretninger. Det store Flertal
af Medlemmerne i Salen havde Hovederne fulde af
selvlavede — og derfor saa meget kærere — politiske
Systemer, som de havde dannet sig efter en eller
anden Yndlingsfilosof, særlig Rousseau.

Og med den ejendommelige franske Forfængelighed
var alle som besatte af Raseri elter at staa frem for
Nationen og udfolde deres Veltalenhed. Man var saa
lidt vant til det parlamentariske Liv i Frankrig, at
ingen havde tænkt paa at bestemme de simpleste
Former for Arbejdet i Nationalforsamlingen eller
blot vedtage en Forretningsorden. Den almindelige
Mangel paa Disciplin viste sig ogsaa her. Talerne
raabte og skreg i Munden paa hinanden og rev
hinanden ned af Talerstolen. Slagsmaal mellem
Medlemmerne var ikke ualmindeligt/ Tilhørerne afbrød
uafladelig Forhandlingerne eller sprang ned i Salen og
ruskede i Medlemmerne. Gadesælgere gik rundt i
Forsamlingen og falbød deres Varer, og ved
Afstemningerne hændte det, at ganske uvedkommende
Personer liste’de sig ind imellem Medlemmerne og stemte
med. Og støjende og larmende Processioner og
teatralske Optog drog ind i Salen, uden Hensyn til den

Forstyrrelse, de voldte, og afbrød Forhandlingerne
med deres Taler til Præsidenten.

Og blandt Medlemmerne selv var der en Del,
som gjorde alt muligt for at lægge Arbejdet
Hindringer i Vejen og volde Uro og Forstyrrelse. Det
var det yderliggaaende Højre, det konservative Parti,
som holdt fast paa alle det gamle Regimentes
Indretninger.

Det moderate Højre, som ansaa Reformer, men
ikke yderliggaaende Reformer, for nødvendige, indtog
en mere anset Stilling i Salen. Det var dette Parti,
som Kongen med sin velvillige, imødekommende
Natur nærmest burde have sluttet sig til. Men det
maatte snart sande, at han var den daarligste Støtte,
det kunde have, selv i Spørgsmaal, der paa den
alvorligste Maade berørte hans eget Vei. Thi han
kunde, naar det kom til Stykket, dog aldrig finde
sig i den mindste Antydning af, at den kongelige
Almagt, som Ludvig XIV havde skabt og
efterladt til sine Efterkommere, af Hens}rn til
Fædrelandets Vei nødvendigvis maatte indskrænkes. Og
naar Necker, der var bleven ham paatvungen som
Minister, og som ganske manglede Evner til at være
den ledende Mand under saa vanskelige
Omstændigheder, greb ind i Regivenhederne og indvirkede paa
Kongen, var det kun for at faa ham til at begaa
uoprettelige Taabeligheder, som da han fik Kongen selv
til at udtale sig for det begrændsede Veto.

Venstre var ikke Højrepartiet synderlig overlegent
i Antal, men talte en Mængde fremragende og
betydelige Mænd i sin Midte. Det var heller ikke synderlig
bedre organiseret end Højre, men alligevel var det
langt stærkere. Thi her var i alt Fald Enighed paa
et væsenligt Punkt, nemlig i Hadet mod det gamle
System. Her var Tredjestands-Mændene med den
friske Følelse af længe at have været fortrykte og
forurettede; her var Folk, som personlig havde lidt
under det gamle Systems Uretfærdigheder, her var
alle Ærgerrighederne, som ventede paa at faa et Ord
at sige, og her var endelig alle de, som, i ædel
Begejstring for at skaffe Fædrelandet en lykkelig
Fremtid, ved deres personlige Offervillighed var fuldt
overtydede om, at deres politiske System netop var
det eneste lykkebringende. Ved Siden af højadelige
Navne som Hertugen af la Rochefoucauld og Abbed
Talleyrand-Périgord, træffer man her Præster,
Jurister og Videnskabsmænd. Lederne var Triumviratet
(de tre Mænd) Adrien Duport, Rarnave og Charles
Lameth.

Det yderste Venstre, et faatalligt Parti, som bestod
af de fuldblods Demokrater, havde alt ladet høre
fra sig, da den unge Advokat Robespierre tog Ordet
imod Vedtagelsen af en Lov mod Oprørerne.

Det var imidlertid kun de aktive Politikere, et
forholdsvis ringe Antal af Nationalforsamlingens
Medlemmer, som dannede disse Partier. Godt og vel
Halvdelen udgjorde Centrumspartiet, Medlemmer, som
ikke vilde lade sig indskrænke i sin politiske
Frihed ved at indrullere sig i et bestemt Parti, men
som forbeholdt sig Ret til hver Gang at afgive
Stemme efter øjeblikkeligt Forgodtbefindende. Det var
Centrums Evne til at lade sig bedaare af ædle
Tanker, udtrykte i glødende og skønt klingende Ord, der
i halvandet Aar gav »Triumviratet« Magten i
Nationalforsamlingen.

244 29(i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>