Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Den lovgivende Forsamling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
KRIGSERKLÆRINGEN
og afskyeligt Barbari og udfoldede i Klubberne al
deres Veltalenhed i Protester imod den. Robespierre,
som man saa ofte har beskyldt for Fejghed, viste
stort Mod ved, stik imod den offentlige Mening under
det almindelige Raseri mod Emigranterne, at erklære,
at der ikke var Anledning til at vedtage særlige
Lovbestemmelser imod dem. Den fredelskende Kejser
Lec^pold, havde ikke noget imod, at den franske
Kongemagt, der havde været saa truende for
Østerrig, paa forskellig Maade blev indskrænket, og havde
kun tænkt sig Muligheden af at skride ind i Tilfælde
af, at Kongeparrets Liv blev udsat for Fare. Han
havde derfor stadig bøjet af, til Trods for den
lovgivende Forsamlings mere og mere udfordrende
Politik. Men da han pludselig afgik ved Døden 1.
Marts 1792, og Ludvig XVI samtidig nødtes til at
tage et girondinsk Ministerium stod Krigen med ét
for Døren. Thi den 24aarige Kejser Frans havde
ikke arvet sin Forgængers Langmodighed og
Besindighed, og for Girondisterne stod Krigen som en
Livssag.
Det nye Ministerium var bleven dannet i den
skønne og frihedsbegejstrede Fru Rolands Salon, der
var et Mødested for Girondisternes aandrige og
poetiske Selskab. De mest fremtrædende Medlemmer i
Ministeriet var hendes Mand, den brave og retskafne
men kortsynede og ikke synderlig begavede Roland,
der blev Indenrigsminister, samt den ærgerrige og
dygtige General Dumouriez, der blev
Udenrigsminister. Det var dette Ministerium, — det første af
Oppositionspartiet — der fik Navnet le ministere
sans-culotte d. e. det langbuksede Ministerium. Thi
Gi-rondinerne, der endnu ikke havde faaet Øjnene op
for det farlige ved at lefle med de lavere
Folkeklasser, bejlede endnu til disses Gunst og havde benyttet
Lejligheden til ved en stor Fest, som det radikale
Parti i Marts 1792 havde foranstaltet til Ære for 41
til Galejerne dømte, men senere benaadede Soldater
fra Oprøret i Nancy, at anlægge det arbejdende Folks
Dragt. I Stedet for den gamle Mode, Frakke, Vest,
Knæbukser (culottes), Silkestrømper og Spændesko,
dertil pudret Haar med Nakkepisk og trekantet Hat,
traadte nu Carmagnolen (en kort Trøje), lange
Benklæder og Støvler, upudret Haar og endelig det
vigtigste af det hele, den uldne langsnippede, røde Hue.
Det var vel kun de færreste, der — som Marat —
anlagde den hele folkelige Beklædning. Men
»Friheds-huen« maatte enhver god Borger anlægge.
Man kunde da nu i April 1792 have det Særsyn
at se Udenrigsministeren, General Dumouriez
(dumu-rié) staa paa Talerstolen i Jakobinerklubben med
den røde Hue paa og sværge at ville følge Folkets
Ønsker i et og alt. Da Robespierre, som var for
alvorlig en Mand til at indlade sig paa saadanne
Narrestreger, kort efter viste sig paa Talerstolen i
sin altid pilne sorte Dragt, med Knæbukser, pudret
Haar og Nakkepisk, kastede et af Medlemmerne en
rød Hue op til ham, for at han skulde tage den paa.
Men Robespierre viste atter her sit Mod og sin
Overlegenhed over Mængden og over dem, der
smigrede den. Han rev Huen af, kastede den paa
Jorden og trampede paa Frihedens Symbol, idet han
med et hvast Blik og en fast Stemme sagde til
Dumouriez, at han, saa længe han arbejdede for Folket,
kunde stole paa Hjælp og Bistand fra alle Venner af
Forfatningen, men han skulde tage sig i Agt for at
spille Halløj med dem.
Men medens Franskmændene i det Ydre
gennemførte Lighedsprincipet, trak mørke Skyer op i
Horisonten. Den 14. April havde Dumouriez maattet
meddele i den lovgivende Forsamling, at den franske
Gesandt ved Wienerhoffet forlod sin Post i Anledning
af en Skrivelse til Kongen af Frankrig fra Kejseren,
hvori denne forlangte Oprejsning og Erstatning til
Paven for den ham fratagne By Avignon og til de
tyske Fyrster i Elsass, hvis Rettigheder var blevne
krænkede ved Bestemmelserne af 4. August.
Skrivelsen blev oplæst i Forsamlingen den 19. April under
Medlemmernes spottende Latter, og Dagen efter
erklærede Ludvig XVI, med dirrende Bøst og
taare-fyldte Øjne, Krig mod Kejseren af Tyskland.
Udenrigsministeren led straks en Skuffelse, idet
hans fiffige diplomatiske Forsøg paa at bringe
forskellige europæiske Stater, særlig England og
Prøjs-sen, over paa Frankrigs Side fuldstændig mislykkedes.
Og det Held, som Dumouriez saa sikkert havde
beregnet paa Krigsskuepladsen, fulgte heller ikke hans
Planer, en ganske naturlig Følge af den fuldstændige
Opløsningstilstand, som den franske Hær befandt sig
i. La Fayette og andre Generaler rykkede med
25,000 Mand ind i Belgien, men Folkene tog Benene
paa Nakken ved det blotte Rygte om Fjendens
Nærmelse. Et Armékorps flygtede tilbage til Lille, hvor
Soldaterne myrdede deres General, Dillon, som de i
deres Ophidselse beskyldte for at være bestukket af
»den østerrigske Komité«, der fra Tuilerierne, med
Dronningen i Spidsen, antoges at staa i Ledtog med
Landets Fjender. Dette var ikke ganske grebet ud
af Luften; Ludvig XVI havde samme Dag, som
Krigen blev erklæret, sendt et hemmeligt Bud til det
østerrigske Hof, at han kun paa Skrømt havde
erklæret sig enig med Nationen i dens krigerske Lyster.
Marie Antoinette gik endnu videre og sendte Hoffet i
Wien Meddelelser om Dumouriez’s Felttogsplan.
Under det første Indtryk af Krigens uheldige
Begyndelse mente Regeringen at maatte spare alt, hvad
der kunde kaldes militær Luksus og opløste derfor
Kongens konstitutionelle Garde, der var blevet ham
tildelt i 1791 som Sikkerhed og Æresvagt. Ludvig
XVI, der med blandede Følelser havde modtaget
Meddelelsen om de franske Vaabens Uheld paa Grænsen,
fandt sig rolig deri. Han havde endnu
Schweizergarden til sin personlige Livvagt og nærede del
stille Haab, at de østerrigske Tropper snart vilde
kunne beskærme ham. Men den 4. Juni fremsattes
i den lovgivende Forsamling det Forslag, at der
skulde lægges 20,000 Mand i Lejr umiddelbart
uden for Paris som Reserve for Tropperne ved
Grænsen. Girondinerne, for hvem et saadant Troppekorps’s
Nærhed var meget ønskeligt, gik med Glæde ind paa
Tanken og vedtog Lejrens Oprettelse den 8. Juni.
At give denne Lov sin Sanktion var for Ludvig
XVI det samme som at lægge de længselsfuldt
ventede Befriere alvorlige Hindringer i Vejen. Og netop
nu satte han mere end nogen Sinde sit Haab til
deres Ankomst; thi den lovgivende Forsamling havde
i Spørgsmaalet om de Præster, som vægrede sig ved
at aflægge Eden, drevet ham til det yderste. Han
havde ved sit Veto i November 1791 foreløbig
forpurret de Radikales Planer imod disse Mænd, som
277
278
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
