Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Den lovgivende Forsamling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
KONGEDØMMETS FALD
gende og derefter plante Maj-Træet (Frihedstræet) paa
Feuillanternes Terrasse.
Det var Pétion, der som Borgmester skulde
meddele eller nægte at meddele den begærede Tilladelse,
og han kom slemt i Knibe. Han var ikke et
Øjeblik i Tvivl om, at det var hans Pligt at forhindre
enhver saadan større Samling af Mennesker; thi
Erfaringen havde noksom vist, at Myndighederne ikke
kunde magte Situationen. Men han var bange for at
sætte sin Popularitet paa Spil ved at sige Nej; og
paa den anden Side frygtede han for — hvis Optoget,
hvad der var al Sandsynlighed for, skulde faa en
blodig Udgang — at blive draget til Ansvar for sin
Eftergivenhed. Til sidst fandt en af Andragerne paa,
at Pétion skulde beordre Nationalgarden til under
Gevær at følge Processionen for at kunne skride ind,
om Ro og Orden skulde blive brudt, og Pétion gav
nu Tilladelse til, at Patrioterne maatte samle sig.
Nj’heden om Kongens
dobbelte Veto blev udbredt i
Byen den 19. Juni, omtrent
samme Dag og Time som
man opnaaede den
omhandlede Tilladelse fra
Borgmesteren. Og den Forbitrelse,
som Nyheden vakte hos
Pariserne, varslede ikke godt for
den paatænkte Processions
Fredelighed. Nu besluttede
man ikke at vente til den 23.,
men at sætte den i Værk
straks den følgende Dag,
Aars-dagen for Kongens Flugt. Og
om Aftenen var Ophidselsen
saa stor, at Pétion blev
urolig over det Skridt, han havde
taget, og sendte sin Kollega,
General-Prokurøren Roederer,
Meddelelse derom samt
beordrede Politimyndighederne til
at sætte sig i Forbindelse
med Nationalgardens
tjenstgørende Chef.
Roederer indsaa straks, at
Pétion havde begaaet en
Taabelighed, og lod Departements-
styrelsen sammenkalde til Møde næste Morgen Kl. 5.
Denne kasserede straks den af Pétion givne Tilladelse og
sendte Meddelelse derom til Politimyndighederne samt
til Nationalgardens Kommandant og Bataillonschefer
om, at Processionen ikke maatte finde Sted. Disse,
som Aftenen i Forvejen havde faaet Ordre til at
skulle følge Processionen, havde saaledes modstridende
Befalinger og vidste fra den tidlige Morgenstund
hverken ud eller ind.
Tidligt paa Formiddagen satte Andragernes to
Processioner sig i Bevægelse. Mændene fra St.
Antoine med Santerre i Spidsen drog ud fra
Bastille-pladsen, de fra St. Marceau gik fra Place la Salpétriére
og sluttede sig til de første i Rue de Rivoli. De
talte tilsammen en seks—syv Tusinde Mand, men
voksede snart ved den uhyre Tilstrømning af
nysgerrige og oprørslystne Mennesker til mange Tusinde,
der stuvedes tæt sammen i de snævre Gader omkring
Ridehuset, Capuciner- og Feuillanterklostrene. Da
Fig. 124. Jean Paul Marat. Født 1744 i Neuchatel i
Svejts; myrdet af Charlotte Corday 1793.
Santerre i Spidsen af Toget standsede uden for
Ridehuset, trykkede Bagtroppen paa, og der opstod
en umaadelig Trængsel, der vilde være bleven
livsfarlig for en Mængde Mennesker, om ikke Portene
til de nærliggende Klosterhaver var blevne lukkede
op, saa Mængden kunde slippe derind og faa Luft.
Medens Folket her under Jubel, Dans og Sang
af Qa ira og Carmagnolen rejste Majtræet til
Frihedens Ære i Capucinernes Have, forhandlede den
lovgivende Forsamling i to stive Klokketimer om,
hvorvidt Andragerne efter Santerres Forlangende
skulde modtages eller ej. Højre sagde Nej, og Venstre
Ja. Til sidst blev det vedtaget, særlig ved
Giron-dinernes Anstrengelser, at Forsamlingen skulde høre,
hvad de havde at sige, og Andragernes Fortaler,
Huguenin, fik Lov til at forebringe deres Ønsker.
Men Støjen og Larmen udenfor var for stor til, at
nogen kunde give Agt paa hans Tale, og da
Forsamlingen havde givet sit Minde
til, at Processionen maatte
defilere gennem Salen, blev
Dørene slaaede op, og
Mængden væltede ind.
Det var den sælsomste
Skare, der nu drog gennem
den høje og velvise
Forsamlings Sal. Arbejdsmænd og
Sælgekoner, Haandværkere og
Sypiger, Børn og Oldinge,
Mænd bevæbnede med
Bøsser, Sabler, Leer, Høtyve,
Spyd o. a. 1., mange bar
Stænger med trefarvede Baand og
Flag, nogle var drukne, andre
ædru, nogle Arm i Arm,
andre med hinanden i Haanden,
men alle dansende og
syngende af fuld Hals. En bærer
en Stang med et Tverstykke
foroven, ved hvilket der er
fastbundet et Par sorte
Silke-Knæbukser, og underneden
dem hænger en Plakat med
store Bogstaver: Tremblez
tyrans, voila les Sansculottes!
(Skælv Tyranner, nu kommer
Sansculotterne!), en anden bærer et Spyd, paa hvis
Spids man ser et Oksehjerte med Paaskrift: Coeur
d’Aristocrate! (Aristokrat-Hjerte!).
Men dette finder den høje Forsamling, er en
upassende Spøg, og Manden med Oksehjertet faar Tilhold
om at forsvinde.
Ved Foden af Talerstolen staar Santerre og St.
Huruge og leder med deres kraftige Stemmer
Optogets Marche. Kl. 3x/2 er alt forbi i Salen.
Mængden var kommen ud paa den anden Side,
i Ridehusets Gaard. Nu vilde man se Kongen og
snakke et Ord med ham. Gennem de lange snævre
Gange pressede Masserne sig frem, drejede til højre,
drog gennem Tuilerihaven og ad Terrassen forbi
Slottets Façade og kom ud paa Seine-Bryggen. De
vagthavende Nationalgardister, som stod opstillede langs
Slotsgitteret, led ingen Overlast. Mængden
indskrænkede sig til at synge: Ned med Hr. Veto og ned
med hans Kone! De, der i det hele havde nogen
281
282
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
