Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Ludvig Capet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
O EN FRANSKE REVOLUTION
sig Vinterdagens Skygger, og døsige Lamper tændes:
men uafladelig Nat og Dag, Time efter Time, ses
Medlem efler Medlem at stige op paa Talerstolen,
for højt der oppe i det klarere Ovenlys at udtale sit
Dommens-Ord og derpaa synke tilbage i Mørke og
Trængsel. Gengangere i Midnatstimen, spøgelseagtige
Skygger fra Underverdenen! Aldrig ledede Præsident
Vergniaud eller nogen anden jordisk Præsident en
lignende Forsamling. En Konges Liv — og alt, hvad
der afhænger af det — paa Vægtskaalen. Op og
ned! Mand efter Mand stiger op; for hver der viser
sig, standses Forsamlingens Summen ved hviskende
Hyssen, indtil han har tait: Død, Landflygtighed,
Fængsling, til Krigen er forbi. Philippe Egalité, af
kongeligt Blod, kan ikke for sin Samvittigheds Skyld
andet end stemme for Døden. Der høres en gysende
Mumlen gennem Salen. Robespierres Dom kan ingen
tvivle om; han taler længe. Man ser Sieyes dukke
op, han standser
næppe for at si-___
ge: La mort sans
phrase (Død uden
Betingelser) —
glider forbi og
forsvinder.
Underjordisk spøgelseagtigt!«
»Konventets Bude
optræder oppe
paa Bjerget som
Logelukkere i
Operaen og
aabner og lukker
Logerne i Galeriet
for privilegerede
Personer.
Pyntede Damer rasler
med Kniplinger
og trefarvede
Baand. Artige
Deputerede vimser
ud og ind imellem
dem, byder dem
Is og
Forfriskninger og hvisker og
tisker. Højere oppe sidder Sælgekonerne med
Strikkestrømper og Snusdaaser. Der lyder skraldende Latter,
naar Dommen: Døden! høres fra Talerstolen. Der
spiser man og drikker som i et fuldstændigt Værtshus.«
Men nede i Salen sidder Medlemmerne og falder
i Søvn. Budene kommer og vækker dem, raaber
deres Navne med skarp, skingrende Klang: »Borger
Deputeret, op at slemme!«
Endelig er Afstemningen forbi. I dyb Tavshed
rejser Præsident Vergniaud sig og siger med
sorgfyldt Røst: I Konventets Navn erklærer jeg, at
Ludvig Capet er dømt til Døden.
Og Søndag Morgen Kl. 3 falder den sidste Dom:
Ingen Opsættelse, Døden inden 24 Timer.
Men Søndag Aften sidder Lepelletier St. Fargeau,
en forhenværende Adelsmand, ved sin Middag i
Févriers Restaurant i Palais Royal. Pludselig staar
en Mand for ham, Påris hed han, Soldat af Kongens
tidligere Livgarde. »Er De Lepelletier?« — »Ja, det
er mig.« — »Stemte De i Kongens Proces?« — »Ja,
Fig 135. Ludvig Capet (Ludvig XVI) som anklaget for Konventets Skranke.
min Ven, for Døden uden Opsættelse.« — »Slyngel,
tag dette!« Og Lepelletier synker tilbage i sin Stol
med en Kniv i Hjertet, men den forhenværende
Livgardist er sporløst forsvunden.
Ludvig Capet var bleven skilt fra sin Familie i
Oktober Maaned, men havde dog stadig vedligeholdt
Forbindelser med Dronningen ved hemmelige Breve
og Billetter. Man vedblev imidlertid, selv efter at
Processen var begyndt, at behandle ham som før;
han levede paa samme Maade, fik Bøger og Kort
og kunde modtage sine juridiske Raadgivere i Enrum.
Deraf havde han sluttet, at hans Sag ikke stod saa
ilde, og det faldt ham næppe ind, at han virkelig
kunde komme til at bøde med Livet.
Søndag Morgen den 20. Januar stod Garat,
Justitsministeren, for ham og oplæste Dødsdommen. Tre
Dage endnu! kun tre Dage! beder han. Men
Dommen er afsagt, og en Skriftefader er alt, hvad der
kan tilstaas ham.
Men ingen Præst
af dem, der liar
aflagt Ed paa
Forfatningen, — nej,
Kong Lndvigs
Hjerte havde
aldrig slaaet for
dem; Abbed
Ed-geworth, en
Irlænder af Fødsel, faar
Lov til — skønt
ubeediget — at
berede Ludvig
Capet til Døden.
De tilbragte
hele Dagen
sammen. Om
Aftenen kom det
pinligste , Afskeden
fra dem, som han
maatte forlade.
Kl. 7^2
aabnedes Døren til
Forværelset; Dronningen kom ind
med sin Søn,
dernæst Madame Royale (Kongeparrets Datter) og Prinsesse
Elisabeth. De kastede sig alle i Kongens Arme.
Der herskede nogle Minuters Tavshed, man hørte
kun Suk og sagte Jamren. Dronningen gjorde en
Bevægelse henimod Døren til det indre Værelse,
hvor Abbed Edgeworth opholdt sig, men Kongen
standsede hende. »Nej, lad os gaa ind i Spisesalen;
kun dér har jeg Lov til at tale med Jer.« »De gik
derind, og jeg« — det er Kongens Kammertjener,
Cléry, der taler — »lukkede Glasdøren efter dem.
Kongen satte sig og tog sin Søn mellem sine Knæ,
Dronningen sad ved hans venstre, Prinsesse Elisabeth
ved hans højre Side og Madame Royale lige foran
ham. De lænede sig alle imod ham og omslyngede
ham med Armene. I to Timer og tre Kvarter sad
de saaledes; vi hørte intet, men kunde se, at hver
Gang Kongen talte, græd Damerne saa meget stærkere,
og først naar de nogenlunde var komne til Ro igen,
begyndte Kongen paa ny at tale til dem.«
Skilsmissens Time var kommen.
320 29(i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
