Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Rædselsherredømmet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O EN FRANSKE REVOLUTION
hende, thi der kommer den Dag, da de skal indtage
hendes Plads. — »Om Borger d’Estaing, tidligere
Greve og Kommandant i Versailles, kender Enken
Capet«, spørger Fouguier-Tinville med sin haarde
Stemme — thi hendes Identitet maa først
godtgøres — »om Borger Bailly, tidligere Borgmester i
Folkets gode Stad Paris, kender hende? De kom jo
ved Hoffet begge to.« Det sidste siges med et
ildevarslende Smil.
Jo, de kender hende; den Maade, hun bærer
Hovedet paa, den Holdning og det Blik; intet af det
er forandret. Det er Maria Theresias Datter, der
en Gang som Dronning besteg Frankrigs Trone.
Anklagen læses op; Enken Capet hører paa den,
rolig og fattet, kun hendes Fingre bevæger sig
krampagtig, »som om hun spillede Klaver«. Hendes Svar
er korte, klare og træffende, værdige og beherskede.
Men om hun havde været en Helgen, kunde hun
alligevel ikke reddes. Om hun end med Sandhed
kunde erklære sig uskyldig i mange af de forelagte
Beskyldninger, var der dog mange, hun ikke kunde
benægte, og af alle Kræfter havde hun modarbejdet
Revolutionen. Nu var hun den -slagne, og hun
vidste og følte med sig selv, at hvis Sejren var bleven
hendes, vilde mange være komne til at gaa samme
Vej, som hun nu skulde gaa.
Den 16. om Morgenen Kl. 4 faldt hendes Dom.
For Forbindelse med fjendtlige Magter, for at have
understøttet dem med Penge, forraadt Marchplaner
o. s. v. til dem og aabnet dem Adgang til det franske
Rige dømmes Enken Capet til Døden.
Om hun har noget at sige?
I den store mørke Sal kaster kun Lysene fra
Dommerbordet et Skær paa den hvide
Kvindeskikkelse foran det. Hun ryster paa Hovedet, — hun
finder ikke Ord, og tavs forlader, hun Salen for at
berede sig til at dø.
Straks efter at Dødsdommen var afsagt, kaldte
Alarmtrommerne Folket til Vaaben i Sektionerne.
Ved Solopgang var alle under Gevær, Kanoner
stilledes paa alle Broer, alle Torve og ved alle
Gadehjørner fra Justitspaladset til Revolutionspladsen.
Kl. 10 besatte 30,000 Mand Strækningen, og Kl. 11
blev Enken Capet ført ud, iført en Morgendragt af
hvidt Piqué. Hun blev bragt til Skafottet ganske
som en almindelig Forbryder, bunden paa en Kærre,
med en beediget Præst i Lægmands Dragt ved sin
Side; Masser af Soldater til Hest og til Fods efter
Vognen. Hun syntes at betragte alt med
Ligegyldighed, og hendes Ansigt viste hverken Frygt eller
Stolthed. De stadige Raab »Leve Republiken!« og
»Ned med Tyrranniet!« syntes hun ikke at give Agt
paa. Derimod tiltrak de utallige trefarvede Flag og
Vimpler paa Husene sig hendes Opmærksomhed,
ligesom de republikanske Indskrifter paa Murene.
Hun talte kun lidet med sin Skriftefader. Da hun
naaede Revolutionspladsen, søgte hendes Øjne straks
Tuilerierne, og hun viste Tegn paa stor
Sindsbevægelse. Med roligt Mod besteg hun Skafottet. Kl.
121/* faldt hendes Hoved under endeløse Hurraraab
for Republiken.
Denne Kvindes Død er ikke nødvendig for
Republiken, havde Danton sagt. Men Dantons overbærende
Politik blev ikke længer fulgt. Man kunde have
vundet politiske Fordele ved at udlevere hende til
340 29(i
Østerrig, men det var for fristende at statuere et
Eksempel paa hende. Saa kunde da intet redde en
fra Folkets Hævn. Naar de ikke nøjes med Kongens
Død, naar endog hans Hustru, Dronningen, maa
bestige Skafottet, hvilken Skæbne venter da os andre?
Svarene faldt hurtig og klart nok. Otte Dage
senere, d. 24. Oktober, stævnedes de fredløse
Giron-diner. Af de 29, som Konventet d. 2. Juni havde
belagt med Husarrest, var de 21 slupne bort. Brissot
dog kun for straks at blive fanget ind igen; andre,
Buzot, Petion, Quadet med 17 Venner for at flygte,
stedse færre og færre i Tal, forfulgte som vilde
Dyr fra det ene Tilflugtssted til det andet. Quadet
stolede paa at finde Skjul for sig og sine
Kammerater hos sin Fader i St. Emilion. Men han fik i
Tide Underretning om, at Huset blev saa skarpt
bevogtet af Konventstropperne, at det næppe vilde være
dem muligt at slippe ind. En Svigerinde kom ham
til Hjælp i Nøden og anviste dem et sikkert
Tilflugtssted i et gammelt romersk Stenbrud paa sin
Ejendom uden for Byen. Kun gennem en dyb og smal
Brønd kunde man komme ned i de underjordiske
Huler.
Og her slåp Buzot og Barbaroux ned, i Selskab
med Pétion og fire andre Ulykkesfæller. Madame
Rolands aandrige Venner havde fundet et underligt
Sted at samle sig paa.
Men hvordan skulde det gaa, naar November
kom med sin stærke Regn? Saa bliver der vist for
lavt til Loftet i det gamle Stenbrud. Saa har de,
der blev i Paris, det næsten bedre. Vergniaud,
Gensonné og Valazé, de mest fremragende af de otte,
der blev tilbage, troede sikkert, at deres Uskyld vilde
blive lagt klart for Dagen, og vilde desuden ikke
følge de øvrige Mænd af deres Parti i deres farlige
Bestræbelser efter at fremkalde en Borgerkrig. I
Konventet selv arbejdede gamle Venner trofast for
dem. Men den føderalistiske Rejsning i Normandjet
og fremfor alt Mordet paa Marat bortvejrede enhver
Mulighed for deres Frelse. Saa stor var Frygten for,
at Vergniaud og hans syv Venner skulde slippe bort
og sætte sig i Spidsen for Oprørerne, at man ikke
nøjedes med at fængsle dem i Luxembourg-Slottet,
der i den Anledning delvis blev indrettet til Fængsel,
men knap en Uge senere spredte dem omkring i de
forskellige Fængsler i Paris.
Vergniaud havde flere Gange tilskrevet Konventet
og fordret at blive sat under Anklage, for, som han
ansaa for afgjort, at de forskellige Beskyldninger
kunde blive afviste som ubeføjede. Men man var
altfor optaget af Ordningen af det nye
Regerings-maskineri til at tage Hensyn til hans Ønsker. Saa
snart alt var i Orden, kom deres Sag imidlertid for,
og den 3. Oktober vedtog Konventet, at 21
Giron-diner straks skulde sættes under Anklage, samt at
de 73, som havde underskrevet den før omtalte
hemmelige Protest, skulde arresteres som mistænkte.
Den 6. Oktober blev de 21 førte til la Concieryerie,
der alt var kommen til at staa i den almindelige
Bevidsthed som Guillotinens Venteværelse. Og den
24. stilledes de alle paa én Gang for Skranken. »Hvis
vi faar Lov til at tale,« havde Vergniaud sagt ved
Bortgangen fra Fængslet, »kommer vi tilbage, hvis
ikke, saa Farvel for bestandig.« Men Ord kunde
ikke redde dem, om end Vergniauds Veltalenhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
