Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Direktoriet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN FRA.NSKE REVOLUTION
tage alle udenrigske og alle militære Sager, den anden
den hele Administration.
Dette var i Hovedtrækkene Sieyes
Forfatnings-forslag, »den store Forfatningsmagers« Mesterværk.
Det havde kun den Fejl »at passe mere for en død
Ståt end for en levende Organisme«. Naar
Bonaparte var alene med Folk, han kunde stole paa,
morede han sig kosteligt over sin Forbundsfælles
sindrig udtænkte Statsmekanisme. Særlig var
Topfiguren, Over-Valgherren, der var uden Magt og
Myndighed og ikke havde andet at gøre end at
repræsentere og underskrive Love, Skive for hans Spot.
»Denne kongelige Dagdriver«, kaldte han ham, »dette
Mæskesvin«. Men Sieyes Forfatning maatte have alle
de Skavanker, den vilde, den var ham dog en
Himlens Gave, thi den fordrede, at de gamle Magthavere
skulde gaa af, og den indeholdt ingen indskrænkende
og generende Bestemmelser med Hensyn til de nye
Regeringsmedlemmers Alder.
Medens Sieyes filede efter paa sin Forfatning og
glædede sig over sit Værk, undersøgte Bonaparte
Stemningen i de militære Krese i Hovedstaden. Den
var ham saa gunstig som muligt. Nationalgarden
havde han ganske vundet for sig efter 13.
Vendé-miaire, og de fleste af dens Officerer skyldte ham
deres Stillinger. Paa dem kunde han altsaa trygt
stole; og af Byens øvrige Garnison havde flere
Regimenter gjort Felttoget med i Italien og var rede til
at gaa i Ilden for den forgudede Chef.
Udførelsen af Statskupet blev bestemt til 18.
Bru-maire (9. November). General Bonapartes yngre
Broder, Lucien, havde med dette for Øje sat
igennem at blive valgt til Præsident i de Yngres Raad
for dér at kunne støtte sin Broder. Sieyes
intrigerede i de Ældres Raad for at vinde Flertal
for sine Planer. De Medlemmer, han ikke mente at
kunne stole paa, blev tilsagt til et Klokkeslet længe
efter, at det afgørende Møde var forbi, og saaledes
afholdt fra at protestere.
Den 18. Brumaire Kl. 7 om Morgenen traadte de
Ældres Raad sammen. Under almindelig Bestyrtelse
gav et Medlem Oplysning om, at Jakobinerne igen
var paa Spil. Store Farer truede Republiken,
Aadsels-gribbe sad spejdende paa Vagt for at slaa ned paa
Skelettet af den — thi stort andet var der jo ikke
tilbage — og slaas om de kødløse Ben. De Ældres
Raad maatte handle og straks — i Medfør af
Forfatningens § 102 — forlægge den lovgivende
Forsamlings Sæde fra Paris til St. Cloud, hvor det næste
Møde skulde finde Sted den følgende Dags Middag.
General Bonaparte fik overdraget Kommando over
den lovgivende Forsamlings Garde, over
Nationalgarden og Garnisonen i Paris og fik Ordre til at
vaage over Kamrenes Sikkerhed.
Den altid forudseende General havde for at have
Militærmagt ved Haanden, om noget skulde komme
paa, ladet en Del Tropper opstille i en af Tuileriernes
Gaarde under Paaskud af en Revu. Medens han efter
at have overtaget Kommandoen, inspicerede Tropperne,
der hilste ham med Begejstring, og opflammede
Officerer og Soldater med en kort Tale, nedlagde Sieyes,
Ducos og Barras deres Mandater som Direktorer.
Regeringsmaskineriet var dermed i Virkeligheden gaaet
i Staa; da de to andre Direktorer, Gohier og Moulins,
paa Rygterne om det skete ilede til Tuilerierne for
at protestere, svarede Bonaparte dem, at Direktoriet
ikke eksisterede mere. Han lod dem derefter bevogte
i deres Boliger i Slottet Luxembourg.
Medens alt dette stod paa, var Paris fuldstændig
roligt. Politiministeren Fouché, den tidligere
Revolutionsmand, der selv hørte med til de sammensvorne,
havde mod Bonapartes Ønske ladet tage forskellige
Sikkerhedsforanstaltninger. »Hvortil al den
Forsigtighed?« havde han sagt. »Vi har Nationen med os
og gaar kun frem ved dens Magt.« Sieyes, som
havde gennemlevet hele den franske Revolution, havde
raadet til i Løbet af Natten at arrestere 40 af de
mest fjendtligsindede i de Yngres Raad. Ogsaa dette
havde Bonaparte modsat sig. Han vilde saa vidt
muligt undgaa ethvert Skin af Vold. »Det gik jo
godt i Dag,« sagde han smilende til en af sine
Adjutanter om Aftenen. »Nu skal vi se, hvordan det
stiller sig i Morgen.« Men inden han gik i Seng,
ladede han mod Sædvane sine Pistoler.
Det vanskeligste stod dog tilbage, Da
Medlemmerne af begge Raad den næste Dag mødtes i St.
Cloud, forøgede de mange Militærposter og
Troppe-opstillinger ganske naturlig den Forbitrelse, som
Di-rektoriets Tilhængere maatte føie i Anledning af ’den
foregaaende Dags Tildragelser, hvilke de endnu kun
kendte af Rygte. Selv i de Ældres Raad var der i
Dag en helt anden Stemning end i Gaar. De, der
ikke i Tide var blevne indkaldte til det afgørende
Møde, slog Alarm, og da Sekretæren, paa en
Udtalelse om, at man maatte være sikker paa, at
Direktoriet var paa sin Post, aabent svarede, at flere
af Direktorerne havde nedlagt sine Embeder, og at
andre holdtes bevogtede af General Bonaparte, brød
Stormen løs. Man forstod nu, at hele Magten var i
Hænderne paa ham alene, og at det gjaldt en
For-fatningsforandring og ikke et Personskifte. Midt i
Larmen og Forbitrelsen traadte Bonaparte ind i Salen;
i de Yngres Raad, vidste han, var Ophidselsen endnu
større end her; der var kun ét at gøre, at byde
Modstanderne Trods. Han talte, og man hørte ham i
Tavshed. Hans snildt beregnede Ord gjorde
Indtryk og omstemte til Dels Sindene. Da rejste et
republikansk Medlem sig: »Borger General, vi bifalder
alt, hvad De har sagt. Sværg blot med os Lydighed
mod Forfatningen af Aar III (Direktorialforfatningen),
som alene kan opretholde Republiken.« Det var det
ømme Punkt, hvor alle Omsvøb maatte strande. Men
Bonaparte havde ogsaa Mod til at lægge Kortene
aabent paa Bordet. »Forfatningen!« raabte han. »Den
har I selv krænket den 18. Fructidor, som I krænkede
den den 22. Floréal og 30. Prairial. Forfatningen!
alle Partier beraaber sig paa den, og alle har
forgrebet sig paa den. Den kan ingen Frelse yde os
længer, thi ingen agter den mere! Naar Forfatningen
er krænket, maa man have en ny Overenskomst og
nye Garantier.« Stormen var endt. Forsamlingen
rejste sig og hilste Bonapartes Tale med Bifaldsraab
og Haandklap.
I de Yngres Raad havde man under voldsom
Tumult aabnet Forhandlingerne og begyndt med at
vedtage, at Medlemmerne enkeltvis skulde aflægge Ed
paa Forfatningen. Man var netop i Færd hermed,
da Bonaparte, som havde endt sin Tale i de Ældres
Raad, traadte ind i Forsamlingen fulgt af nogle faa
Grenaderer; disse lod han blive staaende lige inden
395
368
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
