Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
EUROPA VED AARHUNDREDSKIFTET
som durkdrevne Prangere tinge med den engelske
Kunde om Prisen paa Menneskekød, — deres egne
Undersaatter.
Og det tyske Folk! Ja, hvor var det tyske Folk?
Det fandtes intet Steds. Der gaves kun Hesser og
Sachser, Bajrere og Hannoveranere, Würtembergere
og Prøjssere, Anhaltere og Bøckeburgere og hvad de
alle monne hedde, men et tysk Folk eksisterede ikke.
Følelsen af en fælles Enhed kunde umulig opstaa og
trives under saadanne Forhold. Selv de bedste
Mænd i det hellige romerske Rige ansaa enhver
Forestilling om et fælles Tyskland som et
Hjernespind. I den Grad var man gaaet op i Beundring
for det franske, at tysk Literatur og
Videnskabelighed tog sig ved Siden af den franske ud som det
rene Barbari og enhver Sammenligning føltes som
en Ydmygelse. Over for Udlandet fuldstændig
Afhængighed, i det romerske Rige selv det mest
trykkende og ulidelige Despoti, udøvet af en Række
Smaafyrster, der ikke havde Sans for andet end at
nyde Livet. Udadtil ingen Nationalitetsfølelse —
indadtil ingen Borgerfølelse. »Arveundersaatterne,«
skriver en navnkundig tysk Historiker, »lod sig al Ting
byde; og maaske har Verden aldrig set en mere
faareagtig Underdanighedsbevidsthed end den, de
stakkels Tyskere lagde for Dagen netop paa den Tid,
da deres Tænkere og Digtere hævede sig til Aandens
dristigste Frihedsflugt.«
Den Ringeagt, som Frederik II. og mange med
ham i Sværmeriet for gallisk Kultur havde næret
for tysk Literatur og Videnskabelighed, skulde snart
vise sig i Længden at blive uberettiget. Lessing
fremstod som den første tyske Digter og Kritiker;
men som saadan nøjedes han ikke med blot at pege
paa alle de gamle Skader, den fordummende
Ortodoksi sg det taabelige franske Afguderi eller med at
udpege Tarveligheden i den tyske Literatur, men
han angav tillige, hvilken Vej man skulde gaa for at
raade Bod derpaa. Det var hans Kritik af Wieland’s
Oversættelse af Shakespeare, der befordrede
Kendskabet i Tyskland til den store racebeslægtede Digter;
— Shakespeares Digterverden og Rousseaus
Naturevangelium berusede paa én Gang den tyske
Ungdom og frembragte den voldsomste Gæring, den tyske
»Stormtid og Trængselstid«. »Ungdommen rejste sig
med Løsenet »Frihed og Natur!« og begyndte
overalt at rokke ved det overleverede, der bar det
bestaaende ligesom Søjlen bar Filistrenes Tempel. Alt
ormstukkent og gammeldags i Tænkemaade, Skikke
og Paaklædning erklærede man Krig, alle Stands- og
Lavsfordomme bød man Trods, og alle Samfundets
stivnede Former stormede man løs imod, med
Begejstring, Spot og Satire.«
Fjernt fra disse vilde Rørelser sad i sit stille
Studerekammer i den gamle By Kønigsberg Filosofen
Immanuel Kant (1724—1804) og bestemte med
Klarhed og Nøgternhed Grænserne for den menneskelige
Erkendelse. Ved sin Grundsætning, at Mennesket i
al sin Tænkning er begrænset til det rent
menneskelige, og at alle Forestillinger om noget
overmenneskeligt er Fantasier, der nedarves fra Slægt til Slægt,
lagde han, midt i den forvirrede, storm- og
taage-fulde Tid, den faste Grundvold, paa hvilken den
tyske Aands Frigørelse hviler.
Dog ud over og højt op over Stormtidens og
Trængselstidens Bersærker hævede sig ved Siden af
Kant to Digtere, Johan Wolfgang Goethe (1749—1832)
og Frederik Schiller (1759—1805). Mange af deres
Ungdomsarbejder vise tydeligt Oprindelsen af Tidens
»Sturm und Drang« — »Gøtz v. Berlichingen« og
»Røverne« især, — men Voldsomheden og den
uklare Lidenskab kom snart hos dem til Afgæring,
og med deres digteriske Kraft, skolet af Kendskab
til og Begejstring for den klassiske Oldtids store
Linjer og rolige Harmoni, naaede de i deres Værker
den tyske Digtnings Højder. Og for alle, som talte
det tyske Sprog, skabte de en samlende Enhed, en
fælles tysk Literatur. »Tyskeren havde et aandeligt
Fædreland, før han fik et legemligt.«
Vi er under denne Tankeudflugt imidlertid naaet
til Segeberg, den sidste Skiftestation før Hamborg,
og faar dér nye Heste, som skal trække os det sidste
lange Stykke Vej, 7 Mil. Efter kloge Folks Raad
har vi vor egen Te og Kaffe med i Vognen, saa vi,
uafhængige af Kroer og Gæstgiversteder, altid kan
faa os en Forfriskning
i et eller andet
tilfældigt Bondehus, og da
vi ud paa Eftermiddagen
ved et saadant faar at
vide, at der endnu er
c. 3 Mil til Hamborg,
erklærer Postillonen, at
vi umulig kan naa
Byen og slippe inden for
Portene den Aften. Men
det er et Fif, som alle
Rejsende kender, og som
kun betyder Ønske om
rigelige Drikkepenge.
Hvis altsaa ikke noget
Uheld indtræffer med
Vogn eller Heste, kan
vi niende Dagen efter
vor Afrejse fra
Kjøbenhavn rulle ind i den
gamle Hansestad, hvor vi tager ind i Gæstgiveriet
»Kongen af England«.
Rigsstaden Hamborg, der under den amerikanske
Krig og senere under Revolutionskrigen saa’ sin
Handel og Skibsfart mere end fordoblet, er nu en
By paa 150,000 Indb. Den gør i Øjeblikket Indtryk
af at være næsten lige saa meget fransk som tysk
paa Grund af de mange Tusinder af Emigranter,
som her har søgt et Tilflugtssted og overfyldt
Byen i den Grad, at Hamborgerne er blevne saa
vante til at se fine Folk, at de ikke længer regner en
Greve eller Baron for noget. Her som alle Vegne
har Emigranterne bragt den franske Demoralisation
med sig, og det staar just ikke højt til med
Sædeligheden i den gamle Fristad. Men det synes ogsaa,
at Hamborgerne har optaget noget af den franske
Behagelighed i Omgang; thi medens danske Rejsende
blot 40 Aar tidligere fandt dem noget grove i Væsen,
omtrent som Hollænderne, maa danske Damer i 1802
rose dem for deres Høflighed og Forekommenhed,
der i høj Grad adskiller dem fra de mutte
Kjøbenhavnere. Kun i én Retning synes de danske Herrer
409
422
Fig. 167. Wilhelm III af Prøjssen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
