Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Du kan være rolig for mig, mor.»
Hun vendte sig helt om, satt snudd og så på
moren med de rare øinene.
«Jeg har tenkt lenge og vel før jeg bestemte mig.
Jeg har kjent mange gutter, mor. Men det er Otto
jeg vil gifte mig med.» Plutselig gikk lysning av
smil over det nervøse ansiktet. «Han har une
phy-sique agréable, som tante Kristine sier, når hun er
på det fineste. Og han er enkel og lettlest mor, i ham
står det ikke noget, du må «hyle» over. Og jeg —
jeg er glad i ham, for det lian kan elske mig sånn
som han gjør. Jeg trodde ikke det fantes noget sånt.»
«Men — du er så ung, Line. Og — og fremtiden
er så lang, Line.»
«Det er nutiden som er lang. Denne nutiden» —
med ett klamret hun til om fingrene sine. «Og
noget barn er jeg ikke — å nei, mor — vi går
ikke og er barn, kan du tro! Og nå skal jeg
ikke bli tilsnakket på gaten mer, og nå skal det
være slutt med utryggheten — og med alt det
vemmelige nede på kontoret også!»
«På kontoret?» Stor i blikket så Hanna på den
lyse profilen, der leber og øienbryn skalv.
Datteren rettet sig op, næsten fiendtlig vendte
hun sig mot moren.
«Har du ikke opdaget at jeg er svært pen, mor?
Svært fattig og svært pen? Det er nok det, nok til
mye innvendig ugreie også, og nok til tusen
fornærmelser!»
«Det har du aldri fortalt mig!» Hanna Mowitz
holdt på å reise sig — blodet jagde mot hjertet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
