Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244
Helt — ja, jeg kan næsten si fanatisk optat
av sit havearbeide er han egentlig bare om
vaa-ren, naar løvetanden lyser som guld henover
markerne. Synet av dette ukrudt gjør ham rasende;
han erklærer det krig paa liv og død.
Ustanselig og uavladelig stikker den hodet op,
og ustanselig og uavladelig er Garborg efter den
med ljaaen. Og naar aftenen falder paa, ser
haven svært pyntelig ut; men næste morgen staar
løvetanden der paany, frisk og frodig og gul —
likesom av skadefryd over at ærgre digteren.
Saadan gaar det dag efter dag. Det er
likefrem til at fortvile over . . .
For tiden er det Georgismen, som optar hans
tanker. Han har forsonet sig med livets
vanskeligheter og tror paa fremtiden.
Og hvad han end tænker om begivenheterne
i 1905, saa er det fremfor alt kjærligheten til
Norge, som gjennemsyrer alt hans rike virke.
Vakkert og inderlig gir dette sig uttryk i et
brev til Jonas Lie, dengang denne var flyttet hjem
til Fredriksværn:
Hvalstad 20-2-07.
Kjære Jonas Lie!
— — Snodigt nok. Havde nogen sagt os
dette for et snes aar siden, at i aar 1900-og-nogen
skulde vi pludselig have norsk konge og fuldt
udstyr og ikke spor af svenskespektakel, — v
havde vei helst raadet den mand at henvende sig
til en nervelæge. Nu er det altsammen hændt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
