Eli var såre matt efter sygdommen; moren sat over henne nat og dag, og var aldrig nede. Faren var da oppe sin sædvanlige tur på hosesokkerne og med huen lagt efter utenfor døren. Arne var ænnu på gården; han og faren sat sammen om kvællene; han var kommet til at holde så av Bård. Bård var en vellært, dyptænkt mann, men var likesom litt rædd det han visste. Når nu Arne hjalp ham til rette, og fortalte ham hvad han ikke før visste, var Bård meget taknemmelig.
Eli kunde snart sitte oppe stundimellem, og efter hvært som det nu gik fremad, fik hun flere infall; således var det en kvæll at Arne sat i stuen nedenunder, hvor Eli lå, og sang viser med høj røst; da kom moren ned, og bad fra Eli, om han ikke vilde komme <--- ! --->didop<--- ! ---> og synge, så hun kunde få høre ordene. Arne hadde nok sittet og sunget for Eli, der han sat; ti da moren nu sa dette, blev han rød og rejste sig, som vilde han nægte hvad han hadde gjort, skjønt ingen hadde sagt det. Han tok sig snart, og sa undvigende at det var så lite han kunde synge. Men moren mente det lot ikke så, når han sat alene.
Arne gav efter og gik. Han hadde ikke set Eli siden den dag han hjalp til at bære henne op; han følte at hun nu måtte være meget forandret, og det gjorde ham likesom litt rædd. Men da han sagte åpnet døren og trådte in, var det stummende mørkt i værelset, og han så ingen. Han stanste ved døren. "Hvem er det?" spurte Eli klart og sagte. "Det er Arne Kampen," svarte han varsomt, forat ordene skulde falle bløtt. "Det var snillt du kom." - "Hvorledes står det til med dig, Eli?" - "Takk, nu er det bedre."
"Du får sætte dig ned, Arne," sa hun en stund efter, og Arne følte sig fremover til en stol som stod ved sengefoten. "Det var så godt at høre dig synge, du må synge litt for mig heroppe." "Bare jeg kunde noget som passet her." - Der blev stillt en stund; da sa hun: "syng en salme," og det gjorde han, det var noget av en konfirmationssalme. Da han sluttet, hørte han at hun gråt, og derfor turde han ikke synge mere; men om litt sa hun: "syng en såden en til," og han sang en til, nemlig den som almindeligst brukes på kirkegulvet. "Hvor mange ting jeg har tænkt på, mens jeg har ligget her," sa Eli. Han visste intet at svare, og hørte henne gråte stille derinne i mørket. Et ur kakket borte på væggen, drog op til slag og slog så. Eli drog langsomt pusten et par ganger, som vilde hun lette brystet, og så sa hun: "En vet så lite, kjænner hverken far eller mor. - Jeg har ikke været god mot dem, jeg - og derfor er det så underligt nu at høre den konfirmationssalmen."
Når man taler i mørket, blir man altid mere sanfærdig æn når man ser hværandres ansigt; man siger også da mere.
"Det var godt at høre de ord," svarte Arne; han tænkte på hvad hun hadde sagt den gang hun blev syk. Det forstod også hun, og derfor sa hun: "Var nu ikke dette hændte med mig, så Gud vet hvor længe jeg hadde gåt, før jeg hadde funnet mor." - "Hun har talt med dig nu?" - "Hvær dag;hun har ikke annet gjort." - "Da fik du nok meget at høre." - "Du kan så sige."
"Hun talte nok om min far?" - "Ja." - "Tænker på ham ænnu?" - "Hun tænker på ham." - "Han var ikke god mot henne." - "Stakkars mor!" - "Han var dog værst mot sig selv."
Den ene tænkte hvad han ikke vilde sige den annen. Eli var den som først bant ord imellem dem. "Du skal være lik din far." - "De siger så," svarte han unvigende; hun la ikke mærke til tonen, og derfor kom hun igjæn om en stund: "Kunde også han lage viser?" - "Nej." -
"Syng en vise for mig ... en som du selv har laget." Men Arne hadde ikke for skik at tilstå, det var egne viser han sang. "Jeg har ingen," sa han. "Du har nok, og du synger dem nok også når jeg ber om det." - Hvad han aldrig hadde gjort for andre, det gjorde han nu for henne. Han sang nemlig følgende vise:
Træet stod færdigt med blad og med knop.
"Skal jeg ta dem?" sa frosten og pustede op.
"Nej kjære, la dem stå,
til blomster sitter på!" -
bad træet, og skalv ifra rot og til top.Træet fik blomster, så fuglene sang.
"Skal jeg ta dem?" sa vinden og viftet og svang.
"Nej kjære, lad dem stå,
til bæret sitter på!" -
bad træet, i vinden det dirrende hang.Og træet fik bær under soløjets glød.
"Skal jeg ta dem?" sa jænten så ung og så rød.
"Ja kjære, du kan ta
så mange du vil ha!" -
sa træet, og grenen det bugnende bød.
Den visen <--- ! --->tog<--- ! ---> næsten vejret fra henne. Han sat også bakefter, som hadde han sunget mere æn han vilde sige.
Mørket ligger tungt over dem som sitter sammen deri, og ikke vil tale; de er aldrig nærmere hinannen æn da. Han hørte, bare hun vændte sig, bare hun drog hånden over åklæet, bare hun engang pustet litt stærkere æn ellers. -
"Arne - kunde du ikke lære mig at lage viser?" - "Har du aldrig
prøvd?" - "Jo, nu de siste dagene; men jeg får ingen til." - "Hvad har
du da villet ha i dem?" - "Noget om mor, som holdt så av far din." -
"Det er et tungt æmne." - "Jeg har også grått over det." - "Du skal
ikke søke æmner; de kommer." - "Hvorledes kommer de?" - "Som annet
kjært: når du minst vænter." - De tidde begge. "Det undrer mig, at du,
Arne, længes bort, som bærer så meget vakkert hos dig." - "Vet
Hun hørte det: "Kjære, vil du gå?" og han satte sig.
- - "Du må komme oftere hit til os. Mor holder så meget av dig." - "Jeg har også selv lyst ... men jeg må dog ha ærend." - Eli tidde litt, som tænkte hun sig om. "Jeg tror," sa hun, "at mor har noget hun vil be dig om." - -
Han hørte henne rejse sig i sengen. Ingen lyd var i kammerset eller nedenunder, uten klokken som kakket på væggen. Da brøt hun ut:
"Gud give det var sommer!"
"At det var sommer!" og det drog op for hans tanke med fugtigt løv og bjælleklang, hauking fra fjællene, sang fra dalene, Svartvatnet lå der og skinte i solen, gårdene vugget deri. Eli kom ut og satte sig likesom hin kvæll. "Var det sommer," sa hun, "og jeg sat på bakken, tror jeg visst at jeg nu kunde synge en vise!"
Han lo og spurte: "Hvad skulde den da gå om?" - "Om noget som var let, om - ja jeg vet ikke selv ..."
"Sig det, Eli!" han rejste sig i glæden, men hugsed sig om og sat.
"Jeg vil ikke sige dig det for alt i værden!" - hun
lo. "
"Eli, hvad fattes dig?" han lyttet. "Er du syk?" han trodde det ikke selv. Hun gråt ænnu; han syntes han måtte gå frem eller tilbake. "Eli!" - "Ja," de hvisket begge. "Tag mig i hånden!" Hun svarte ikke; han lyttet, skarpt, kort - følte sig frem over åklæet, og fik en varm liten hånd som lå bar.
Da gik det i trapperne, og de slap hinannen. Det var moren som kom med lys. "I sitter nok for længe i mørket," sa hun og satte staken på bordet. Men hverken Eli eller han tålte lyset; hun vændte sig mot puten, han holdt for øjnene. "Å ja; det gjør litt ondt i førstningen," sa moren; "men det plejer at gå over."
Arne létte nede på gulvet efter den hue han ikke hadde med, og så gik han.
Dagen efter hørte han at Eli vilde komme ned litt efter middag. Han
samlet sit værktøj og sa farvel. Da hun kom ned, var han gåt.
