Det var ut på høsten, folk holdt på at kjøre in i hus. Det var en klar dag, det hadde regnet om natten og morgenen, derfor var luften mild som om sommeren. Det var en lørdag, men desuagtet stævnet mange båter over Svartvatnet hen mot kirkesiden, mannfolkene sat i skjorteærmer og rodde, kvinnfolkene sat foran og i skottet med lyse tørklær over hodet. Men ænnu flere båter stævnet over mot Bøn, for derfra senere at ro ut i stort følge; ti idag gjorde Bård Bøen bryllup for sin datter Eli og Arne Nilsson Kampen.
Alle dører stod åpne, folk gik ut og in, barn med kakestykker i hænderne stod rædde for sine nye klær ute på gården og så fremmed på hværandre; en gammel kone sat oppe på stabburtrappen for sig selv; det var Margit Kampen. Hun bar en stor sølvring med flere småringer fæstet til den øvre sølvplate; den så hun på en gang imellem; hun hadde fåt den av Nils den dag hun stod brud med ham, og hadde aldrig båret den siden.
Omkring i de to-tre stuer gik kjøgemesteren og de to unge brudesvenner, præstens søn og Elis bror, og skjænket folk, efter hvært som de kom til det store bryllup. Oppe på Elis værelse sat bruden, præstefruen og Matilde, der var kommet fra byen ens ærend for at pynte <--- ! --->hende<--- ! ---> som brud; ti dette hadde de lovt hinannen fra de var små. - Arne i klædesklær, rund, tætsluttende trøje og med en krave som Eli hadde sydd, stod nede i en av stuerne ved det vindu Eli hadde skrevet "Arne" på. De var åpent, han stod ved karmen og så ut over det stille vand til præstegårdssiden mot kirken.
Ute i gangen møttes to som kom hvær fra sin gjærning, den ene fra støen, hvor han hadde været med at ordne kirkebåterne; han hadde en sort klædes rundtrøje, men blå vadmelsbukser som farvet, så han var blå på hænderne; den hvite krave klædde hans lyse ansigt og lyse lange hår; den høje panne var stille, om munnen lå et smil. Det var Bård; han møtte én i gangen, som nætop kom fra kjøkkenet. Hun var pyntet til kirkefærd, høj og rank, kom sikkert gjænnem døren og hadde litt fart; da hun møtte Bård, stanset hun, mens munnen drog op til den ene side. Det var Birgit, konen. Begge hadde de noget at sige, men det uttryktes kun derved at de begge stod stille. Bård var mere forlegen æn hun, han smilte mere og mere, men nætop hans store forlegenhed hjalp ham ut av det, idet han nemlig uten videre begynte at gå op igjænnem trappen; "kanske du vil følge efter," sa han. Og hun gik efter. Heroppe på loftet var de ganske alene; men Bård lukket dog døren i efter dem, og gav sig meget god tid. Da han ændelig vændte sig, stod Birgit ved vinduet og så utover, det var for ikke at se inover. Bård tok frem en liten flaske av brystet og et lite sølvstøp. Han vilde skjænke konen sin. Men hun vilde ikke ta derimot, skjønt han forsikkret det var vin som var sendt dit fra præstegården. Så drak han den selv, men bød henne et par ganger mens han drak. Han korket flasken til, gjæmte den igjæn i brystlommen tillikemed sølvstøpet og satte sig ned på en kiste. Det gjorde ham åbenbart ondt, at konen ikke vilde drikke med ham.
Et par ganger drog han pusten langt. Birgit støttet for sig med den
ene hånd borti vinduskarmen. Bård hadde noget at sige; men nu var det
blet ænnu tyngre. "Birgit," sa han, "du tænker vel på den samme idag,
du, som jeg." - Da hørte han henne, for hun gik fra den ene side av
vinduskarmen til den andre, og hun lænet sig atter til sin arm. "Å -
ja, du skjønner hvem jeg mener. ... Han skilte os to, han. Jeg tænkte
det skulde række bort til brylluppet, men det har rukket længer." Han
hørte henne dra pusten, han så henne atter ændre stilling, men han så
ikke hennes åsyn. Selv strævde han, der han sat, så han måtte tørke sig
med trøjeærmet. Efter en lang kamp tok han atter i: "Idag er en søn av
ham, vellært og vakker, tat in til os, og ham har vi git vor eneste
datter ... Hvad synes dig nu, Birgit, om vi to idag også holdt vort
bryllup?" - Stemmen dirret, og han rømmet sig. Birgit, som hadde rørt
på sig, la atter hodet ned på sin arm, men hun sa intet. Bård væntet
længe, men han fik intet svar - og mere hadde han heller ikke selv at
sige. Han så op og blev meget blek; ti hun vændte ikke engang
hodet. Da rejste han sig. I det samme banket det sagte på døren og
spurte in med blid stemme: "Kommer du nu, mor?" - det var Eli. Der var
noget ved røsten, som gjorde at Bård uvilkårlig blev stående, og
uvilkårlig måtte se bort på Birgit. Birgit løftet også hodet; hun så
mot døren, møtte Bårds bleke ansigt. "Kommer du nu, mor?" spurtes en
gang til der utenfor. "Ja nu kommer jeg!" sa Birgit med brusten
stemme, idet hun gik helt og fast over gulvet til Bård, gav sin hånd
til ham og brast i den hæftigste gråt. De to hænder klæmte til; de var
utslitt begge to nu, men de holdt så fast, som om de hadde lett efter
hinannen i tyve år. De holdt sammen ænnu da de gik mot døren, og da en
stund efter brudefølget drog nedover mot støen, og Arne gav sin hånd
til Eli for at gå foran, og Bård så på dette, da tok han mot al skik og
bruk konen ved hånden og gik storsmilende efter, men bak dem kom
Margit Kampen alene, som hun var vant til. Bård var rent overgiven den
dagen; han sat og talte med skyssfolkene. En av disse der sat og så på
fjællene bak dem, sa det var dog forunderligt, at selv slikt bratt
fjæll kunde bli klædd. "Det må til, hvad enten det vil eller ej," sa
Bård, han så ut over hele følget til han stanste ved brudefolket og
konen; "slikt skulde ingen ha sagt for en tyve år siden," sa han.
