Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den anden vinter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN ANDEN VINTER
187
nogen sure dage, vi fik ved Navjato. Temperaturen holdt
sig paa 25°, og fokk og blæst havde vi hver eneste dag.
Det er kulden om høst og vaar, som kjendes værst; selvom
den blir mange grader sterkere midtvinters, føler man den
da mindre, hvilket jo nok delvis har sin grund i, at man klær
sig bedre og omhyggeligere.
Eskimoerne var ute paa sit fiske fra om morgenen til
mørkets frembrud. De er forresten ingen morgenfugler, saa
noget overvættes tidlig begyndte de ikke. Hvad de fisket,
spiste de selv litt av; resten blev lagt i „perura", depot.
De havde altsaa, disse mennesker, nogen omsorg for
fremtiden, ialfald forsynte de sig for den første del av vinteren,
da det er vanskeligst at skaffe mat.
Vi havde det ellers meget koselig i Navjato. Poieta
gik avsted for at hente noget nedgravet renkjøt; men han
lot os faa beholde Nalungia, som tok vare paa vore saker
og stellet det, hun kunde for os. Stakkars Nalungia! Jeg
skjønte paa hende, at hun i begyndelsen var ikke litet
ængstelig ved at skulle være alene med de hvite mænd. Men
da hun merket, at vi hverken tok livet av hende selv eller
ungen hendes, blev hun snart glad og lykkelig. Nogen større
nytte i husholdningen havde vi ikke av hende. Men hun
kunde da rense fisk. Hendes lille gut Aleingarlu betragtet
os ogsaa i begyndelsen med megen mistro. Han brølte og
skrek ved alle vore forsøk paa at vinde hans gunst og tillid.
Men efterhaanden overgav han sig, og da en tid var gaat,
maatte vi uavladelig bryne næse med ham. Dette er nemlig
eskimoernes form for kys.
Efter nogen dages forløp forlot vi atter Navjato med vor
slæde fuldlastet med fisk. Flere eskimoer fulgte os paa
tilbakeveien og blandt dem vor ældste og bedste ven Teraiu.
Han havde ikke glemt vor tur til Kaa-aak-ka og var fræk
nok til stadig at minde mig om, hvorlunde han dengang
havde viet sig som den store mirakelmaker — da han med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
