Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Den europæiske Kommissionshandels ældste Former
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Handelsknægten som kommissionær. 45
tetshandel kun var af ringe omfang, vilde tredjemand ud af det kendte
tjenesteforhold almindeligt præsumere et stedfortrædelsesforhold. Og her
vilde da, som allerede ovenfor anført, den naturlige forestilling om, at
den, hvis ejendom omsattes, ogsaa maatte være den, der berettigedes og
forpligtedes, gennembryde eller i alt fald komme i strid med den lige
saa naturlige og stærkt nødvendige grundregel, at en handel medførte
virkninger for dem, der afsluttede den. Det forekommer mig, at denne
brydning meget tydeligt fremtræder i Herman Wittenborgs indførsel:
notum sit, quod Michel famuli (sic) Johanni de Dulmen tenetur mihi
13 m. d. ex parte Johanni de Dulmen!. Tjenesteforholdet var her Wit-
tenborg bekendt, thi Johan von Dulmen var en lybsk borger, med
hvem Wittenborg ofte gjorde forretninger; denne forretning havde han-
delsknægten afsluttet, men for principalens regning; Wittenborg gør da
vel handelsknægten til sin debitor, men med en bemærkning om sted-
fortrædelsesforholdet, idet han formentlig subsidiært vilde have holdt sig
til Johan v. Dulmen. Ganske paa samme maade vilde medkontrahenten
paa den fremmede plads, hvem tjenesteforholdet var bekendt, have stillet
sig; men da principalens subsidiære hæftelse for ham blev ret illusorisk,
og da hans tilbøjelighed til at tilstaa en saa flygtig og kapitalsvag gæst
som handelsknægten personlig kredit ikke kunde være stor, maatte dette
føre til, at det blev stedse vanskeligere for handelsknægten at afslutte
handeler, der krævede kredittilstaaelse fra medkontrahentens side. At
han dog endnu i det 15. aarh. fandt anvendelse som kommissionær —
maaske dog kun under forudsætning af, at tjenesteforholdet ikke var
bekendt — og at medkontrahenterne da endnu stadig ansaa ham for at
have forpligtet sig selv, kan ses deraf, at det berettes, at i aaret 1422
blev Kølnerkøbmanden Johan Knechtekens varer, som hans handelsknægt
Jacob v. Wyswyller medbragte til Danzig i salgskommission, her beslag-
lagt af en af Wyswyllers kreditorer”,
Men naar handelsknægtens virksomhed som kommissionær saaledes
indskrænkedes, medførte dette, at han en tid kun kunde anvendes til
rent underordnede hverv; thi handelsforbindelserne maatte vinde endnu
mere fasthed, inden den opfattelse kunde vinde almindelig udbredelse,
at en købmand trods den utilstrækkelige eller ganske svigtende rets-
beskyttelse turde vove at afslutte forretninger, der ikke med det samme
fuldbyrdedes, med en stedfortræder for en fjerntboende købmand, naar
han ved afslutningen som følge af, at stedfortræderens tjenesteforhold
var ham bekendt, maatte gaa ud fra, at ikke denne, men principalen
derved forpligtedes.
Johan Wittenborgs regnskabsbog viser da, at man i midten af det
14. aarh. i det nordeuropæiske handelsomraade finder en handelsform,
der nøjere undersøgt er karakteriseret ved alle de for kommissions-
handelen væsentlige kendemærker, og at følgelig Lepa og Levin
med rette i sendeveforbindelserne har set den ældste nordeuropæiske
kommissionshandel; Rigabrevene, at netop denne handelsform i løbet
1 Mollwo I, 51.
2 Hirsch 191- 92.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
