Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 2. Den engelske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mm mn 1
212 IL kap. II. Den engelske kommissionshandels form.
der almindeligt findes i middelalderlige handelsprivilegier, og hvis ud-
spring og oprindelige hensigt ovenfor er angivet, kunde benyttes til
overfor de tyrkiske myndigheder at sikre principalernes separationsret i
faktorens konkursbo. Der findes ikke meget til oplysning herom, vist-
nok fordi det i de fleste tilfælde, hvor en engelsk faktors fallit eller
flugt havde bragt de tyrkiske lidenskaber i stærkere bevægelse, vilde
være for voveligt yderligere at udæske; og man kan vistnok gaa ud
fra, at det i alle tilfælde vilde være ret haabløst at forsøge paa at gøre
separationsretten gældende med hensyn til mulige udestaaende fordringer.
Derimod ser man, at det i 1679 dog idetmindste er lykkedes at skaffe
separationsretten anerkendelse for endnu usolgte varer, der beroede hos
fallenten. Men gesandten havde ogsaa maattet gaa frem med stor for-
sigtighed, maaske dog mest, fordi han havde faaet separeret lidt mere,
end han egentlig skulde have haft.
Gesandten underrettede kompagniet om, at da mr. Francis Dryver gjorde kon-
kurs, fik han for de tyrkiske domstole ved dom undtaget fra tyrkiske krav og arrest
klæde og varer til en værdi af ca. 30,000 Id., der blev fjernet fra mr. Dryvers
magasin og for større sikkerheds skyld bragt til gesandtens egen bopæl. Dær blev
de i nogen tid, da faktorerne ikke ansaa det for sikkert for dem selv eller princi-
palerne pludseligt at fjerne dem og desuden afventede disses ordrer. Da disse
ankom, viste det sig, at der var en del varer uden mærker, hvis ejere derfor ikke
kunde identificeres, ogsaa var der et parti varer, som viste sig at tilhøre mr. Dryver
selv i fællesskab med en engelsk købmand mr. Meade i Messina. Disse to partier
blev da beroende hos gesandten et helt aar, efterat der var disponeret over de
andre varer, hvis ejere var kendte; men da der saa blev fare for deres ødelæggelse,
overgav gesandten dem alle til huset Hiett, Jacob & Greene, der var mr. Meades
forbindelse, forat de skulde sælge dem. Senere er der indført afregninger for salget;
men da kompagniet ikke mener at have noget at gøre med den sag og ikke kan
sige noget om, til hvem de indvundne salgssummer skal betales, beholder gesandten
dem foreløbig, indtil der maatte findes nogen, der har ret til dem’.
177. Selvom nu den illoyale anvendelse af separationsretten i dette
tilfælde vel nok mest skyldtes et uheld, som man bagefter ikke fandt
det heldigt at henlede de tyrkiske myndigheders opmærksomhed paa,
ses det dog, hvor let separationsretten kunde føre til, at de tyrkiske
kreditorer ikke opnaaede deres fulde ret. De maatte i alt fald meget
let fatte mistanke om, at de blev bedragne, naar pludselig en engelsk
købmand flygtede bort med, hvad han havde af rede penge, og saa den
engelske konsul ovenikøbet tog til sig langt den største del af hans
efterladte varelager under paaskud af, at det tilhørte ikke ham, men
hans principaler hjemme i England, der ifølge kapitulationerne ikke var
ansvarlige for hans forpligtelser. Man kan ikke undre sig over, at saa-
danne tilfælde let gav anledning til avanier, at de tyrkiske myndigheder
til gengæld uden videre paalagde faktoriet at udrede saa og saa stor en
sum penge. De var i det hele taget paa deres post i disse tilfælde og
søgte saa vidt muligt at varetage tyrkiske undersaatters krav, som jo
ogsaa rimeligt var. Særligt fandt de sig hertil opfordret i tilfælde, hvor
den engelske faktor havde ægtet en tyrkisk kvinde”, Da Smyrnafaktoren
Samuel Pentlow døde i 1678, efterladende sig en tyrkisk enke, forlangte
1 R. O. 176, 432 234.
2 Cf. Bent Engl. Hist. Rev. 5, 661.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
