Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 2. Den engelske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Instruktionen. 265
sit faktiske varemonopol i det hele taget formaaede tildels at bestemme
pris og andre salgsbetingelser. Dels fordi forbindelserne mellem London
og Antwerpen eller Middelburg var saa snævre, at en virksom kontrol
lod sig gennemføre; forholdene paa den udenlandske plads vilde til en-
hver tid være principalen saa bekendte ved selvsyn eller let opnaaelig
underretning, at han ikke blot kunde bedømme faktorens dispositioner,
men endogsaa med sikkerhed paa forhaand kunde foreskrive ham, paa
hvilken maade han ønskede en forretning for sin regning udført. Af
disse grunde tilsammen blev det muligt for principalen gennem sine in-
struktioner at overtage ledelsen ogsaa af den del af sine forretninger,
der afsluttedes paa den fremmede plads og med faktoren som sted-
fortræder.
Derfor var det, at instruktionen, der i ældre tid havde haft et saa
begrænset indhold og en saa vag form, nu skødes saa absolut i for-
grunden, udvidedes fra væsentlig blot at give forskrifter om remissernes
art til desuden at indeholde nøjagtige bestemmelser om pris og salgs-
betingelser og antog en imperativ, ufravigelig karakter. Det er denne
nye opfattelse af instruktionen, der saa bestemt kommer til orde hos
Malynes. Han kan vel erklære, at hvor principalen har vished om ikke
blot faktorens hæderlighed, men ogsaa hans dygtighed, dær er det
heldigst, at instruktionen beholder sin nedarvede karakter, efter formlen:
dispose, doe and deale therein as if it were your owne; men selv her
kan dog faktorens handlefrihed ikke antages at være ganske ubegrænset,
og saasnart instruktionen har en bestemtere form, maa den ubetinget
efterkommes, selvom det er til principalens skade; faktoren kan i saa
fald kun beklage, at der ikke er indrømmet ham mulighed for at fra-
vige den. Hævdelsen af instruktionens imperative karakter var da
blevet principalens hovedformaal, og det opnaaedes derved, at der til
gengæld for det faste vederlag, der ydedes faktoren ved provisionen,
paalagdes ham en erstatningspligt i tilfælde af, at han fraveg sin instruk-
tion. Derfor er dette forhold for Malynes det afgørende skelnemærke
for den egentlige faktor: forskellen mellem en faktor og en handelsmed-
hjælper (a seruant or an apprentise) bestaar væsentligst deri, at en fak-
tor modtager provision, men en handelsmedhjælper underholdes af sin
principal, idet nogle faar aarlig løn, andre ikke. En faktor er forpligtet
til at yde erstatning for det tab, principalerne lider ved, at han fraviger
sin instruktion, medens en handelsmedhjælper ikke er det, men maa
finde sig i sin principals mishag?
234. Gennemførelsen af denne grundregel i praksis maatte imidler-
tid nødvendiggøre opstillingen af en række særlige regler, hvorved nøjere
bestemtes, i hvilke tilfælde denne faktorens erstatningspligt traadte i
virksomhed, i hvilke ikke. Her maatte da et helt nyt og meget omfat-
tende arbejde paabegyndes; hele forholdet mellem principal og faktor
! Malynes 113—14.
2 The difference betweene a factor and a seruant consisteth chiefly in this, that a factor is created
by merchants letters, and taketh salarie or prouision of factoridge: but a seruant ,or an apprentise is by
his master entertained, some receiuing wages yearely, and some others without wages; a factor is bound
to answere the losse, which happeneth by ouerpassing or exceeding his commission, wheras a seruant is
not, but may incurre his masters displeasure.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
