Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Den tyske Kommissionshandel - 1. Almindelig historisk Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Handelspolitikens virkelige formaal. 339
f. e. Sydøsteuropa, hvad dette forlangte af engelske uldtøjer? Nej, der
er kun den forklaring mulig, at gæste- og stapelretspolitiken ikke læn-
gere skal forstaaas som agressiv, men som defensiv; at man ikke længere
skal lægge hovedvægten paa, hvad der positivt paabødes, men paa, hvad
der ved hjælp af disse positive paabud skulde undgaas. Og særlig
gælder dette med hensyn til mellemhandelen. Naar den fremmede køb-
mand, der for at opnaa forbindelse med sin egentlige aftager maatte
gennem Tyskland med sine varer, ikke kunde gaa udenom de tyske
byer og selv dær ikke kunde sælge dem til en anden fremmed køb-
mand, men maatte overlade dem til en borger, saa gjordes hans egen
medrejsen overflødig, fordi han hindredes i at opnaa sit formaal dermed;
han kunde da ligesaagodt selv blive hjemme og blot sende sin vare.
Derfor kan fra slutn. af det 16. aarh. gæste- og stapelretspolitikens
formaal de fleste steder sammenfattes i ordene: ikke manden, men
varen til byen.
307. Det vil ses, at denne formel netop ogsaa i sammentrængt
form giver kommissionshandelens væsen. Og der er heri intet over-
raskende, thi netop saaledes opfattet falder det 16. aarh.’s nye handels-
politik i fortsættelse af den tidligere praktiske udvikling. Jeg har i dette
arbejdes første kapitel fremhævet, hvor langt man i det 15. aarh. var
naaet indenfor den hanseatiske handel, hvorledes den gensidige kommis-
sionshandel mellem to hver paa sin plads fast bosatte købmænd og
borgere nu var den herskende form, medens liggerkommissionen næsten
alene havde betydning paa de udenlandske pladser, og handelsknægten
hyppigt var blevet blot varens ledsager og afleverer. Dog selv i de
tyske byers indbyrdes handel var gæsten endnu langt fra forsvundet;
handelsknægten vilde endnu ofte komme til byen som tjenestekommis-
sionær og navnlig vilde den egentlige proprehandel endnu stedse have
sit betydelige omraade. Det er let forstaaeligt, at da udviklingen havde
naaet det punkt, at den faste handel dog i det hele havde overvægten
over vandrehandelen, maatte der opstaa ønsker om ganske at bringe
denne sidste til ophør. Fra det øjeblik af, da borgerne i en tysk by
fik overdraget den overvejende mængde af kommissionsforretninger, der
1 den by var at udføre for købmænd i andre tyske byer, maatte det
ligge dem nær at tilstræbe at faa dem alle overdragne. Det øjeblik
maatte komme, da gæsternes ankomst og tilstedeværelse maatte synes
at savne al berettigelse; der var i byen selv dygtige, foretagsomme og
samvittighedsfulde købmænd nok, der var villige til at paatage sig ud-
førelsen af de forretninger, for hvis skyld gæsterne kom til byen, og
som allerede” udførte ganske lignende i langt større omfang end de for-
holdsvis faa, som udførtes af gæster. Disse fremmede gæster behøvede
slet ikke at komme, blot varen sendtes til byen, skulde købmændene
dær nok vide at udføre enhver omsætning deraf til ejerens tilfredshed
og til gensidig fordel.
I kraft af sin egen indre udvikling maatte da tysk handel naa frem
til en skærpelse af gæsteretten. Særlig klart fremtræder dette i Riga;
umiddelbart efter, at Rigabrevene af 1458 har vist, hvor udbredte de
gensidige kommissionshandelsforbindelser er, gaar Riga i 1459—60 over
22"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
