Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Den tyske Kommissionshandel - 2. Den tyske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Romerretsregler. 445
spørgsmaal maatte i overgangstiden fremkalde større vanskeligheder. I
den klassiske hanseatiske handel havde kommissionærens ret til at til-
staa kredit været et selvfølgeligt led af den store handlefrihed, der i
det hele var ham indrømmet; utvivlsomt var denne opfattelse endnu
stedse den herskende i handelsforbindelser mellem tyske købmænd. Men
lige saa sikkert var det, at den engelske kommittent ikke ansaa kom-
missionæren for berettiget hertil uden særlig bemyndigelse, denne an-
”skuelse var ikke blot nu og langt senere den ubetinget herskende i
"engelske købmandskredse, men den blev jo endog 1611 udtrykkelig
fastslaaet ved dom’. Der var nu ganske vist een udvej ud af dette
dilemma; de fleste forbindelser mellem engelske kommittenter og tyske
kommissionærer havde hidtil fundet sted i værtskommissionens form,
hvor kommissionæren var forpligtet til til en vis termin at yde kom-
mittenten betaling for solgte varer, uanset paa hvilke betingelser han
selv havde solgt; derved beholdt kommissionæren sin ret til at tilstaa
kredit, men kom, saasnart han ikke nøje afpassede den frist, han tilstod
efter afregningsterminen, til at staa del credere. Det kunde være na-
turligt, saalænge den større avance, han maaske opnaaede ved at give
længere frist, tilfaldt ham selv; men naar hans egen fordel blev ind-
skrænket til provisionen, var det urimeligt, at værtskommissionen usance-
mæssigt skulde afføde en del credere-forpligtelse. Derfor bestemte art.
7, at hvis nogen efter modtagen ordre sælger varer paa tid, og køberen
senere bliver insolvent, skal der ikke derfor kunde rejses krav mod
kommissionæren, saafremt køberens forhold, paa den tid, købet fandt
sted, var saadanne, at ogsaa andre gode købmænd vilde have ydet ham
kredit?. Ved optagelsen af denne regel opnaaede man ganske vist be-
stemt at udsondre del credere-hæftelsen fra kommissionærens almindelige
pligter, men forsaavidt det virkelig var meningen kun at indrømme kom-
missionæren ret til at tilstaa kredit, naar han havde udtrykkelig bemyn-
digelse dertil, var sikkert de hamburgske købmænd enige om, at stads-
rettens udarbejdere her havde gjort for store indrømmelser til det eng-
elske standpunkt. Derfor foreslog borgmester Ulrich Winckel, da, vistnok
i tiden 1618—-27, en revision af stadsretten var paa tale, at der i art. 7
skulde tilføjes: eller forsaavidt det er sædvane at forhandle saadanne
varer paa tid, og dette ikke er kommissionæren udtrykkeligt forbudt.
Selvom denne tilføjelse aldrig blev lov, er der dog næppe tvivl om, at
praksis fortolkede den romerretlige lovregel saaledes.
423. Stadsrettens udarbejdere har imidlertid indset, at Romerretten
alene ikke slog til; der blev endnu dog nogle meget vigtige praktiske
forhold tilbage, som behøvede faste regler. Derfor indføjede de selv de
tre artikler, hvorfor der ingen kilde kan angives. Hoeps virksomhed
for de engelske købmænd bestod ikke blot i egentlig kommission og
! Cf. ovfr. 272—73.
2 Hamburg 360. P. II tit. 12 $ 7: Wirde einer auf empfangenen Befehl auf Zeit und Termin
iemande Giter verkauffen, und der Kauffer darnach in Discredit gerathen, so soll dadurch der Befehlhaber
nicht gefåhret werden, woferne zu der Zeit als der Kauff beschehen, der Kauffer also bewandt gewesen,
dasz ihm auch andere fleissige Håndler getrauet håtten.
3 Thesaurus Il, 832.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
