Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Den tyske Kommissionshandel - 2. Den tyske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
460 [Il kap. II. Den tyske kommissionshandels form.
Selv den ældste form, den ulønnede gensidige, omtales endnu i midte
af det 18. aarh. i Hamburg; den var ganske vist da kun sjeldent
praktisk brug og kun i forretninger, der arbejdede med ringe kapital
Og om værtskommissionen tør det bestemt paastaas, at den vis
steder bevarede sin betydning, ja sin form uforandret, og at den en
ogsaa kom til at øve meget betydelig indflydelse paa den senere u!
vikling.
437. Ganske særligt gælder dette om Frankfurt a/M; af aa
sager, der ovenfor er fremhævede, maa værtskommissionen her fo
mentlig have været den herskende form, og den kan utvivlsomt h
forfølges lige til ned i det 19. aarh., selvom man som midler her
alene har juridiske forfatteres skrifter. De afgørende kendemærker fi
værtskommissionen er kommissionærens eventuelle del credere-hæftel:
og hans ret til at tilegne sig selv ekstraavancen over limito, hvorme
hans selvindtrædelsesret stod i nær forbindelse. Det er nu klart,
eftersom provisionen syntes kommissionshandelens særlige kendemærk
eftersom det som følge heraf ansaas for kommissionærens pligt id
mindste formelt at afregne den virkelig opnaaede pris, og eftersom pi
den anden side del credere-hæftelsen udtrykkeligt udskødes som en pli
for kommissionæren, undtagen hvor han paatog sig den ved en særl
overenskomst, kunde der nok opstaa tvivl om, hvorvidt værtskommi
sionen virkelig kunde siges at være en form for kommissionshandel, (
denne tvivl maatte forstærkes, da der yderligere til værtskommissione!:
form føjedes kommissionærens forskud til kommittenten ved acce
tering og betaling af tratter. I virkeligheden synes man da ogsaa i (
frankfurtske købmandskredse i beg. af det 18. aarh. at være komm
over til ikke længere at betragte værtskommissionen som en form f
kommissionshandel, men som en særlig form af egenhandel. Thi vekse
ordningen af 1739, der fastslaar kommittentens separationsret i kommi
sionærens konkursbo ikke blot for endnu usolgte varer, men ogsaa f
udestaaende fordringer, undtager herfra udtrykkeligt det tilfælde,
kommissionæren har staaet del credere, i saa fald indgaar de ud
staaende fordringer i konkursboet, og Frankfurterrettens kommentat
Orth angiver som aarsag hertil, at i dette tilfælde er ejendomsrette
over varen 1 virkeligheden overført til kommissionæren, og forhold
kan ikke længere anses for et kommissionsforhold”.
At denne lovbestemmelse virkelig er fremkaldt af værtskommi
sionen, fremgaar meget tydeligt af en sag, der refereres af Metting
og hvori juristfakultetet i Giessen 1761 havde afgivet responsum.
denne sag, der skulde paadømmes efter Frankfurterret, vilde N. & C
gøre deres separationsret gældende saavel med hensyn til udestaaen;
fordringer som til endnu usolgte varer, der var givet afdøde N. N.
kommission. Men herimod hævdede boets sagfører, at separationsrette
.dkke kunde gøres gældende; der var angivet N. N. en bestemt pri
hvorunder han ikke maatte sælge varen, men som følge heraf maat
1 Klefeker 4, 694; nævnes ogsaa af Ludovici 2, 481.
2 Siegel Erste Forts. 85 $ 52; Orth 5, 1095.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
