Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Den tyske Kommissionshandel - 2. Den tyske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Retsvidenskabens stilling til retentionsret og selvindtrædelse. 477
tenten, særlig 1 form af accepter, kan gøre retentionsretten gældende i
den enkelte konsignation, hvorpaa han har ydet forskudet; derimod
absolut ikke med hensyn til andre fordringer, der ikke direkte følger af
den bestemte konsignation, altsaa ikke med hensyn til en generalbalance".
Treitschke og Wilda? nægter ham overhovedet retentionsret for forskud,
efter ,almindelig ret" har han intet krav herpaa; Treitschke, som ved,
at kommissionæren er nødt til at acceptere tratter til ”/3 af faktura-
beløbet, hvis han vil have mange kommissioner betroet, raader ham
ganske upraktisk til hver gang at skaffe sig en panteret i varen,
hvad kommissionæren efter hans mening maa antages at have gjort,
naar han underretter kommittenten om, at han kun vil yde for-
skud, mod at varen hæfter derfor. Alle ved de dog, at der partikulær-
retligt, ved visse vekselordninger, er indrømmet kommissionæren en
saadan udvidet retentionsret; Treitschke indrømmer, at denne endog
overfor kommittenten som regel har en panteretlig karakter, idet kommis-
sionæren selv ved kommittentens fallit kan holde sig til varen, sælge
den og saaledes skaffe sig kompensation.
456. Om selvindtrædelsen gælder for det første, at dens utvivl-
somt meget hyppige forekomst i praksis først langsomt synes at være
blevet almindelig kendt. Bisch omtaler den kun flygtigt og uden sym-
pathi; hvilket forleder selv Breuls, der iøvrigt anerkender denne praksis,
til at finde det uheldigt, at kommissioner betros til mænd, der driver
handel for egen regning, særlig naar det er i samme vare; han tænker
sig endog, at dette kunde forbydes ved lov, Men dernæst er det
klart, at selvindtrædelsen, selvom dens almindelige udbredelse i praksis
anerkendes af de fleste, dog maatte synes dem, der hævdede mandats-
bestemmelsen, egentlig ganske utilladelig?; hvorledes var det muligt, at
kommissionæren paa een gang kunde varetage sin kommittents interesser,
hvilket var hans højeste pligt, og tillige sine egne?%, Poehis forsøgte
her en mellemvej; han tillod salgskommissionæren selv at overtage varen
til højeste markedspris, men indkøbskommissionæren maatte købe i mar-
kedet, ikke selv levere; han indrømmede dog, at købmændene ofte om
dette sidste punkt vilde nære andre anskuelser”. Treitschke fandt det
betænkeligt at erklære denne dagligt forekommende form for udførelse
for utilladelig; men kommittenten burde ved selvindtrædelsen stilles
ligesaa gunstigt, som hvis der var kontraheret med tredjemand, og en
redelig kommissionær burde ikke overfor kommittenten fortie, at kommis-
sionen var udført ved selvindtrædelse, omend han ikke behøvede at af-
vente dennes billigelse”. Spørgsmaalet om, hvorvidt denne praksis
kunde anerkendes som ret og i hvilket omfang, blev fra nu af et af de
! Poehils I, 266.
2 Treitschke 69 -7).. Wilda 717.
3 Breuls 21 -22, %–27. Om Bender ovfr. 461 anm. 3. Cf. iøvrigt Grøånhut 455, anm. 3.
4 Breit 13.
7 Det er dette spørgsmaal, der bestandig har syntes juristerne uløseligt Grinhut482 3 og 457,
anm. 3.
” Poehls Il, 255-— 56, 261 62.
” Treitschke 15- 17.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
