Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 4. Afsluttende Bemærkninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Denne distantia locis virkning til at gøre kommissionæren
forpligtet overfor medkontrahenten er endnu meget synlig i engelsk ret,
idet en engelsk kommissionær for en udenlandsk købmand præsumeres
at have gjort sig selv forpligtet. Lord Tenterden fremhævede i
Thomson v. Davenport (1829), at hvor en britisk købmand køber for en
fremmed, anses krediten for tilstaaet den britiske køber, ikke den
fremmede[1]. Og meget interessant er Blackburns udtalelse endnu i
Armstrong v. Stokes (1872) om dette forhold; han fremhæver, at det er
alene fremkaldt af en handelssædvane, og at det maa indrømmes, at
det oprindeligt var og endnu er et rent faktisk forhold, men „de mange
vanskeligheder, der er forbundet med en antagelse af, at der knyttes
direkte forbindelser mellem en Liverpoolkøbmand og producenten af
hver enkelt balle bomuld, der opkøbes til ham som følge af en
indkøbsordre, han har givet en kommissionær i New-Orleans eller mellem en
New-Yorkkøbmand og alle dem, af hvem hans Londonerkommissionær har
købt, er saa iøjnefaldende og velkendte, at vi er berettigede til at betragte
dette faktiske forhold som en retsregel, idet vi udtaler, at hvor en
fremmed principals kommissionær ikke har udtrykkelig bemyndigelse dertil,
kan han ikke forpligte sin principal“[2]. Saa stærkt virker da endnu i
engelsk ret distantia loci, medens indenfor tysk dens betydning, der
endnu hævdedes af Breuls og Bender, er blevet tilsløret af den
juridiske theori.
468. I løbet af det 17. aarh. fremkommer den anden hovedaarsag, det
er kommittentens gældsforhold til kommissionæren. Den historiske
udvikling foreligger her overordentlig klart. Der er forskelle i tid og maade; i
tysk handel er det allerede i den første halvdel af det 17. aarh.
almindeligt og opstaar ved, at kommissionæren ved at acceptere
kommittentens tratter yder denne forskud, i engelsk handel, hvor
koncentrationen holder udviklingen tilbage, sker gennembrudet først i beg. af det
18. aarh. ved en oprindelig ganske umærkelig overgang. Det bliver
paa denne tid blot stedse almindeligere, at en kontokurantopgørelse viser
en saldo i kommissionærens favør, først i slutn. af det 18. aarh.
forekommer ogsaa tratten almindeligt i engelsk kommissionshandel. Saasnart
forskudet foreligger, men ogsaa først da, faar kommissionærens krav om
en særlig retentionsret meget stor kraft; selvom denne endnu ikke er
anerkendt, vil dog den enkelte kommissionær, der staar i forskud, søge
at hævde den; i tysk handel er Hartich Spreckelsen i 1568 ganske paa
samme maade en forløber som Hiett, Jacob & Greene er det i engelsk
handel i 1677, eller snarere mr. Edwards i 1662. Retentionsretten
anerkendes i tysk ret fra 1666, i engelsk fra 1755. Med dens
anerkendelse følger det næste skridt: skal kommissionæren kunne afhænde
den vare, der er hans sikkerhed, maa han kræve, at det er ham, der
berettiges overfor medkontrahenten, særlig at denne yder ham betaling,
og at han kan sagsøge medkontrahenten til betaling. Dette
kommissionærens krav paa at berettiges er, hvad engelsk ret forstaar ved hans ret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
