Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fremmede Forbrydere. Det var saaledes ikke
vanskeligt at faa Adgang til Frederikke Bruns Saloner.
Om Brun fortælles der, at man ofte kunde se
den rige Mand omhyggelig passe paa og selv slukke
Lysene, saa snart Gæsterne var gaaet, ligesom han
ogsaa var bekendt for at tage det Sukker med hjem
fra Klubben, som han ikke brugte til sin Kaffe.
Paaholdenhed var et fremtrædende Karaktertræk hos
ham, og han beklagede sig ofte over, at der gik saa
meget med. »Vi ender allesammen en Gang som
nogle fattige Køtere,« sagde han paa sin Tysk til
den tørre og vittige Doktor Brandis. »De skal
ikke være bange,« svarede denne, »De bliver ikke
fattig, og jeg bliver aldrig nogen Køter.« Men
traf han nogen, som han kunde fortælle om,
hvorledes han var begyndt som Dreng med at feje Gaden
og slaa Potter ud og nu sad her som
Gehejmekonferensraad og Storkors af Dannebrog, saa var
han i sit Es.
Den yngste
Datter, Ida Brun,
død 1857 som
Grevinde
Bombelles, har bidraget
til at gøre sit
Fædrehjem
berømt ved sin
skønne Dans og
sit Talent for
mimisk
Fremstilling. Om Aftenen
kunde man se
hende i Datidens
lange, folderige
Dragt og, medens
ingen ringere end
Weyse sad ved
Klaveret, med de
skønneste, mest
udtryksfulde
Bevægelser enten
fremstille en eller
anden bekendt
plastisk Figur fra
den klassiske Oldtid eller udføre en hel lille
improviseret Ballet, bygget paa en eller anden Myte, som
f. Eks. Orfevs og Eurydice. Særlig Virkning gjorde
en saadan Dans en Sommeraften mellem Træerne
paa Familiens Landsted ved Frederiksdal. Saadanne
»Attituder« eller, som vi nu vilde kalde dem, levende
Billeder, var dengang i højeste Mode og skaffede den
skønne, slanke og lyshaarede Pige Beundrere og
Tilbedere hjemme som ude. I Rom akkompagnerede
Thorvaldsen hendes Sang og Dans. Da Goethe saa’
hende i Weimar 1803, løftede han hende op, satte
hende som en Ariadne paa en (udstoppet) Tiger, og
glædede sig over Gruppens skønne Linjer og Form.
Helt anderledes var Tonen og Omgangen ude
hos den gamle fine og elskværdige Statsminister Ove
Malling, den første Mand af Borgerstanden, der kom
ind i Gehejme-Statsraadet og blev Ridder af
Elefanten. Ogsaa hos Statsministeren Niels Rosenkrans
kom kun det mest udsøgte Selskab, i alt Fald hvad
Navn og Rang angik. Hans Hustru var en russisk
Fyrstinde af meget fornem Slægt; han selv havde
mere Begreb om Adel end de fleste af sin Stand
og fandt sig som en Rosenkrans for fornem til at
lade sig gøre til Greve eller til Baron; han sagde
hensynsløst sin Mening baade om sig selv og andre
og nød derfor stor Agtelse i diplomatiske Krese. »Jeg
er en Idiot,« sagde han om sig selv, »jeg har intet
lært i min Ungdom.« Da den rige Nathanson
engang i Kongens Forsal, »efter adskillig Fidelitet med
andre af de Fornemme«, kom til ham og — idet
han ligesom vilde række ham Haanden — spurgte
ham, om han havde noget at befale i Amsterdam,
satte Rosenkrens hurtig Hænderne bag Ryggen og
svarede kort: »Jeg har ingen Geschæft i Amsterdam.«
Han havde ikke nogen Agtelse for Videnskab eller
Literatur, ansaa alt Forfatterskab for noget Smøreri
og havde gerne set, at der end ikke var Aviser til.
Han kunde ikke begribe, hvad Folk »skulde vide alt
det for«. Adelskab og Fransk var for ham
tilstrækkelige Anbefalinger til
Statsembeder.
Selv var han en
jevn, dansk Mand,
der gav Audiens
i Slobrok og
Nathue og hjalp Folk,
hvor han kunde.
Intet dansk
eller nordisk
Hjem i dette
Tidsrum har opnaaet
en saadan
Berømmelse som
Bakkehuset, hvor
Rahbek boede med
sin af mange af
Danmarks og
Norges bedste
Mænd besungne
og forgudede
Hustru fra 1802 til
sin Død 1830.
Der sad
»Kamma« Karen
Margrete, »Digternes Moder«, som hun er bleven kaldt, i
»Kapellet« eller »the great cabin«, som hendes Værelse
*) I vore Bedsteforældres Tid havde maa lige saa megen
Lidenskab for at spille i Lotteriet som i vore Dage. Man
kunde dengang spille i Klasselotteriet, men kun paa hele
Lodder, hvorfor Folk i Almindelighed foretrak al spille i
Tallotteriet (eller det genuesiske Lotteri). Her kunde man
efter sine Formuesomstændigheder besætte 1 Tal, 2 Tal
(en Ambe), 3 Tal (Terne), 4 Tal (Kvarterne), 5 Tal (Kvine)
af Tallene mellem 1 og 90. Af disse Tal blev der
udtrukket fem, og jo flere af dem, man havde besat, der blev
udtrukket, des større blev naturligvis Gevinsten. Tal, som
man havde drømt, var der mest Held ved; bestemte
Drømme svarede til bestemte Tal. At drømme om
Ildebrand betød Tallet 11, at drømme om Støvler 77.
Tallotteriet, der virkede i høj Grad skadeligt paa Folket og
afstedkom mange Ulykker, blev trukket skiftevis i Kjøbenhavn,
Altona eller Vandsbek; i Kjøbenhavn foregik Trækningen
oprindelig paa Raadhuset, senere foran et Hus paa
Vandkunsten under Trompeters Lyd. De udtrukne Numre skreves
op paa en Tavle og kastedes ud mellem de altid talrige
Tilskuere og indbragte dem, der bragte dem tilbage, en lille
Dusør. Derfor var der altid Slagsmaal foran Tribunen, naar
Tallotteriet blev trukket.
Fig. 36. Tallotteriets udtrukne Numre i Vandsbek opslaas i Kjøbenhavn*).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
