Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
Midnat mellem Fredag og Lørdag kom der Ild
i Vægtergangen. Denne blev dog snart slukket af
Vagten i Kirken; men faa Timer senere, Lørdag
Morgen, blev Spiret truffet af en Raket, et Øjeblik
efter slog Flammerne, ud og efter et Par Timers
Forløb styrtede Taarnet sammen mellem 3 og 4,
under Fjendens Hurraraab og Jubel. Ilden sprang
fra Kirken til de nærmeste Gader, saa det meste af
Byen mellem Studiestræde, Skindergade, Landemærket,
St. Gertrudsstræde og Volden gik op i Luer. En
Afdeling af Studenterkorpset havde, under Kaptain,
Professor Rahbeks Kommando, haft Vagt i Universitetet
for at sørge for Bygningens Sikkerhed. Da Huset
stod i Flammer, gik de til Universitetsbiblioteket —
paa Trinitatis Kirkes Loft — og da Ilden nærmede
sig Kirken og udsatte den kostbare Bogsamling for
Fare, blev der brudt Hul paa den tykke, hule Pille
i Midten af Runde Taarn, og alle de vigtigste og
sjældneste Bøger stablede op i den.
»Imidlertid udstedtes de mest hensigtssvarende
Befalinger til at opbyde alle Midler for at standse
Ilden. Nabohuse blev til Dels nedrevne; af andre
blev Træværket taget ud for derved at berøve Ilden
Næring. Nøden blev større og større, og
Modløsheden voksede med den. De arme husvilde
Mennesker laa med Koner og Børn paa de faa reddede
Pjalter langs Foden af Voldenes indre Dosseringer,
i Rosenborg Have og langs Havens Mur i Gotersgade,
paa Reformert Kirkes Kirkegaard og rundt omkring
paa Byens Torve. Alle gennemblødte af den stærke
Regn, mange berøvede alt, undtagen Livet. Under
Komediehusets Pavilloner søgte Mødre Skjul med
smaa diende Børn. Det begyndte at skorte paa
Proviant, Kød var næppe at faa, og Byens Forsyning
med Korn og Mel kunde ikke ventes at slaa til ret
længe. Omtrent 1600 Mennesker af Byens civile
Befolkning — deriblandt mange Kvinder og Børn —
var dræbte, omtrent lige saa mange saarede, mange
var blevne sindssyge af Skræk. Over 300 Huse og
Gaarde laa i Aske. 1500—1600 var mere eller mindre
beskadigede af Fjendens Ild og Kugler. Alt, hvad
der kunde, var flygtet til Christianshavn og fandt sig
tæt sammenstuvet der, — hvilke Rædsler kunde man
ikke vente sig, om Fjenden den tilstundende Nat gav
sig til at bombardere den overfyldte Bydel paa
Amager.
Det var, med saadanne Udsigter, ikke underligt,
at der hos Befolkningen rejste sig flere og flere
Stemmer for at overgive Byen. Og dertil kom, at
det var begyndt at gaa op for Folk, hvor umuligt
det vilde være at modstaa en Storm, naar Fjenden,
hvad sikkert var at vente, forsøgte en saadan. Byen
vilde da blive plyndret og mer eller mindre givet til
Pris, og hvad der var det afgørende, Flaaden vilde
alligevel blive taget. At stikke Ild paa den og
saaledes ødelægge den vilde kun være at udsætte hele
Byen for den alvorligste Brandfare og at sænke den
vilde være saa godt som uden Virkning, da der ikke
var dybt nok i Flaadens Leje, til at de store Skibes
Skrog kunde komme helt under Vand, og vilde kun
tjene til at ophidse Fjenden.
Den tyske Præst ved Garnisons Kirken,
Hudt-walker, søgte Lørdag Formiddag at samle Stemmer
for Overgivelsen og henvendte sig — medens
Livjægerne under Major Holsteins Kommando gjorde et
sidste raskt Udfald fra Vester-Port — i en Mængde
Medborgeres Navn til den kommanderende General,
som stadig laa syg i Hotellet paa Kongens Nytorv,
og besvor ham ikke længer at fortsætte en Modstand,
som udsatte Byen for fuldstændig Ødelæggelse og dog
maatte vise sig at være unyttig. Denne Gang blev
Præsten afvist, men efter Middag kom han igen,
forsynet med en Opfordring, som var underskrevet af
en Mængde ansete Borgere, deriblandt flere af de 32
Mænd (Kommunalraadet) om at overgive Byen. Og
nu fandt endelig General Peymann, at der var sket
nok for Ærens Skyld. Lørdag Eftermiddag sendte
han en Parlamentær til den engelske Overgeneral,
Lord Cathcart, med et Brev:
»For at undgaa al videre Blodsudgydelse og for
ikke at udsætte Byen for de sørgelige Følger af et
længere Bombardement, foreslaar jeg en
Vaabenstil-stand paa 24 Timer, under hvilke en Overenskomst
kan træffes med den Bestemmelse at tjene som
Indledning til Kapitulationsbetingelserne.«
Saa hurtigt det var muligt, indløb Lord Cathcarts
Svar fra det engelske Hovedkvarter:
»Den samme Nødvendighed, som tvang os til at
tage vor Tilflugt til Vaaben, tvinger mig til at afslaa
enhver Nærmelse, der kun bevirker Ophold. For
imidlertid at vise, hvor gerne jeg ønsker at gøre
Ende paa dette Skuespil, som jeg betragter med den
største Bekymring, sender jeg Dem hermed en Officer,
der er bemyndiget til at modtage ethvert Forslag, De
maatte være tilbøjelig til at gøre med Hensyn til
Betingelserne for Overgivelsen, og som kunde sætte mig
i Stand til at tilstaa selv den allerkorteste
Vaaben-stilstand.«
Den engelske Officer, som bragte Brevet,
erklærede, at hvis han ikke kunde bringe Løfte om
Flaadens Udlevering med tilbage, vilde
Bombardementet straks blive fortsat, men Lord Cathcart nøjedes
dog med General Peymanns skriftlige Løfte, at han
inden næste Dags Middag skulde tilsende ham
Forslag om Overgivelsen. Byen fik altsaa Ro denne
Nat; kun enkelte Bomber blev kastet ind i den, og
man faar en sørgelig Følelse af Forsvarets
Ubetydelighed, naar man hører, at der trods Generalens
Forbud mod at fyre paa Fjenden »blev kanoneret
samme Aften af alle Kræfter fra Hovedvolden hele
Fæstningen rundt« — en Kanonade, som med de
stedfundne Forslag om Vaabenhvile for Øje var meget
lidt paa Plads, men som aabenbart ikke har generet
Fjenden saa meget, at han fandt det Ulejligheden
værd at øve Gengæld.
Natten gik hen under ængstelig Spænding for
Byens Borgere, der ikke vidste noget om de
indledede Underhandlinger. Søndag Morgen Kl. 9
samlede General Peymann et Krigsraad omkring sin
Sygeseng. Det bestod af de højeste Befalingsmænd i
Hæren og Flaaden, af Kollegiernes og
Departementernes Chefer samt enkelte af Magistraten og de 32
Mænd, Politimesteren, Stadshauptmanden m. fl. Da
det var umuligt at indhente Ordre fra Kongen eller
Kronprinsen, maatte Krigsraadet inden Kl. 12
bestemme Byens Skæbne. Med blødende Hjerte blev
Krigsraadets Medlemmer enige om inden Middag at
tilstille Lord Cathcart Forslag til Underhandlinger
paa Grundlag af Flaadens Udlevering. Skønt
Englænderne forholdt sig rolige hele Dagen igennem,
110 122
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
