Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
hvad der derimod ikke blev saa let for den nye
Tids Kvinder, var at lære at blive Damer, at gaa, at
staa, at hilse, at sætte sig og at neje — det maatte
der Tid og Skole til.
Og saa at tale ordentligt; ikke — saa snart man
lukkede Munden op — at robe, at man kom langt
nede fra. Og ikke biot den simple Udtale, men
alle disse kraftige Vendinger, som brugtes i Folkets
brede Lag, og som man var saa vant til, at det
næsten var umuligt at blive dem kvit. Endelig var
der noget, der hed Retskrivning; den havde Fanden
rent ud sagt skabt. Dér leverede man jo ligefrem
Beviser paa sin Mangel paa Dannelse og Opdragelse,
gav sort paa hvidt derfor, om man saa havde aldrig
saa mange Millioner paa Kistebunden.
Napoleon, som saa’ alt og havde et Øje paa hver
Finger, søgte ogsaa at tage sig af Samfundets
Opdragelse. Han tog dette som alt andet paa den
mest praktiske Maade og satte Grevinde de Montesson i
Spidsen for en Mønstersalon, hvor det nye Samfunds
Damer kunde oprette, hvad der var blevet forsømt.
Det Selskabsliv, man nu saa’ i Paris, havde
derfor en ganske egen Karakter. »En ny fin Verden
stiler efter at erstatte den gamle Adels fine Verden;
den bestaar af alle dem, der er blevne rige ved
Handel, ved Børssvindlerier, ved Besvigelser — kort
sagt ad alle de smudsige Veje, som staar aabne
folde samvittighedsløse og forslagne Mænd, der altid
dukker op under en Revolution.« Alle kom de til
Paris for at slaa dygtig om sig med Penge, og alle
skulde de, som det var fint før Revolutionen, have
sig en Salon. Men det er ikke som før. Maden
spiller en ganske anden Rolle end tidligere. Især ved
et bestemt Maaltid udvikles der nu en ukendt
Over-daadighed. Der er ved le Thé, som nydes om
Natten Kl. 2—3, og som vei at mærke ikke var en
Kop Té med lidt Brød, til at gaa hjem paa, men
derimod et mægtigt Maaltid med mange forskellige
Retter.
Anretning og Udstyrelse var sikkert glimrende
nok, men den aandrige Samtale hørtes ikke mere.
Man talte kun om Mad og Moder, om Penge og
Skandaler. Man spillede, højt og med Lidenskab.
Til Gæsternes Underholdning engagerede man gerne en
Taskenspiller, der tillige optraadte som Komiker, og
hvis staaende Glansnummer var Efterligning af alle
Dyrs Stemmer og alle Værktøjers Lyd. Endnu finere,
men ogsaa dyrere, var det at engagere en af Operaens
store Sangere eller en af Ballettens Dansere.
Kunstberidere og Cirkusdamer var kendte og beundrede
af allé.
Revolutionen og dens Rædsler havde ikke
berøvet Paris noget af den Straaleglans, der altid
havde blændet Udlændinge, hvorfra de saa kom.
Ved at nærme mig Paris, skriver en fornem dansk
Herre 1802, slog mit Hjerte højt, og ved Synet deraf
tænkte jeg: Dér er Dronningen over alle Byer, som
i saa mange Aarhundreder har tjent Europa til
Mønster og har været Kilden for Smag og Moder,
for saa mange Nationer, hvis Navn Lærde og Ulærde,
Filosofer og Tosser, Kunstnere og Barbarer i alle
Verdensdele har udtalt med Ærefrygt. Dette Paris,
hvorom jeg har læst og hørt saa meget, dér ligger
det for mig! Aldrig har jeg nogen Sinde nærmet mig
nogen By med slige Følelser, med slig en utaal-
modig Nysgerrighed. Man sér paa Vejen langt borte
mange Slotte, dog paa denne Kant ogsaa mange
Lyststeder, som jeg havde ventet ved Nærmelsen af
en saa stor Stad. Diligencer og Fragtvogne, enkelte
Fiakres (Drosker) mødte vi paa vor Vej, men ikke en
eneste Ekvipage. Saaledes nærmer man sig denn#e
Stad og er midt inde i Paris, inden man ret véd,
hvor dens Grænser er; thi lidt efter lidt nærmer sig
flere Bygninger og Huse, og disse former saaledes
til sidst Gader, der fører ind til Boulevarderne,
ligesom Menneskevrimlen i samme Forhold tager til.
Vor Vej gik forbi Tuilerierne, og da vi kom til
Place Caroussel, var vi saa heldige at træffe det
Øjeblik. da den store Parade af en 12,000 Mand skulde
defilere forbi den navnkundige store Bonaparte. Vi
lod Vognene holde og ilede til Fods nærmere ind
paa Pladsen. Her saa’ vi tæt for os den Mand, der
ved Klogskab, Mod og Menneskekundskab har vidst
at svinge sig op til den Værdighed, han nu beklæder
til Skræk og Beundring for hele Europa. Det hele
Syn kom mig saa pludselig overraskende, at jeg
ikke vidste, hvorhen jeg skulde vende mine Øjne og
min største Opmærksomhed-; thi Konsulen udmærkede
sig ved sin Simplicitet i en mørkeblaa Uniform med
livide Rabatter, en lille sort trekantet Hat uden
Kokarde, ridende paa en udmærket skøn, hvid Hest
med det brillanteste Ridetøj. Hans Udseende var
roligt og alvorligt og lignede mange af de Portrætter,
man har af ham. Hans utallige Suite af Generaler
og Adjutanter udmærkede sig derimod paa en ganske
modsat Maade, da de glimrede i de smagfuldeste og
brillanteste Uniformer. Tropperne selv var de
skønneste, jeg har set, og indgød mig den højeste Agtelse
ved Erindringen om deres mangfoldige Heltegerninger.
Bonaparte red langsomt ned ad Fronten og opholdl
sig imellem ved at tale med enkelte Officerer,
Underofficerer og Gemene. Konsulargarden, saavel Artilleri,
Kavalleri som Infanteri, er de skønneste Folk og mest
brillant ekviperede, hvorfor alt andet taber sig ved
Siden af dem. Pladsen var propfuld af Tilskuere
ligesom alle Vinduerne i Tuileriernes Palads, hvilket
alt gav det mest imposante Syn. Næppe kunde vi
rive os løs herfra, men Postillonerne forgik
endelig efter 11/2 Times Forløb Taalmodigheden, og vi
maatte begive os til vort Logis.
Efter at have spist og klædt os om, fulgtes vi
alle til det første Sted i sit Slags her i Verden, nemlig
til Palais Royal. Af de mange Beskrivelser, jeg
havde hørt og læst om dette Sted, troede jeg at
have en temmelig Idé om det. Men hvor fandt jeg
ikke mine Forventninger overtrufne. Beskrive det
kan man ikke, man maa med egne Øjne se det for
at kunne gøre sig Begreb herom. Det hele
forekommer mig som en Drøm. Vi var i mangfoldige
Butiker, spaserede paa Promenaden, hvor det mylrede
af Mennesker i alskens Skikkelser og af alle Stænder.
Hos Robert nød vi adskilligt og kørte derfra til den
magiske Kunstner Pierre, hvis Teater jeg allerede
for flere Aar siden havde set i Kjøbenhavn. Derfra
til den skønne og pragtfulde Kafé Frascati, der
eiet stort Palads med en illumineret Have; blandt den
utallige Mængde vi traf her, fandt vi Grev
Stackel-berg og Marquis de Souza. Kl. 111/2 kom vi alle
trætte hjem, og ved at eftertænke alt, hvad der i Dag
er kommet til Skue for mig, synes mig, at alt gaar
133
124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
