Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
mand paa Inkvisitionens Baal. 20 å 30 Aar senere
mødte Lynaflederen selv i langt mere oplyste Lande
end Portugal en stærk Modstand ud fra den Betragtning,
at det var Gud, der udsendte Lynstraalen, og det
var formasteligt at rive dette StralTemiddel ud af
hans Haand.
Endnu stærkere end Lynaflederen og Luftballonen
peger en Række mere eller mindre ufuldkomne
Forsøg i forskellige Retninger frem imod det 19.
Aarhundrede. Ikke alene Ideerne til »Løbemaskinen«
(de senere Cykler) Dampvogne, Dampbaade, ja selv
elektriske Telegrafer var undfangede, men de var
ogsaa virkelig udførte i Praksis, biot endnu ikke
saaledes, at de kunde tilfredsstille det praktiske Livs
Fordringer. Ogsaa Gasbelysningens første
Barndomstid falder før 1800. Selv Klorsølvfotografier var
fremstillede af Kemikere, men det var rigtignok trods
ihærdige Forsøg ikke lykkedes at faa dem til at
taale Dagslyset.
Fra Tekniken vil vi vende os til
Naturvidenskaberne og se, hvorledes Stillingen var ved det
gamle Aarhundredes Slutning. Hvad Fysiken angaar,
træffer det sig saaledes, at Aarhundredskiftet i flere
Henseender danner Grænsen mellem en gammel og
en ny Tid, naar vi da ikke tager det saa nøje med
et Aar eller to.
Den store Interesse for Elektriciteten og de
højtspændte Forventninger, Leydnerflasken og Lynaflederen
havde vakt baade hos det store Publikum og hos
Videnskabsmændene, var begyndt at slappes, men
blev kaldt til Live paa ny, da den italienske Læge
Gal van i 1791 udgav et lille Skrift om de elektriske
Kræfters Indflydelse paa Muskelbevægelser. Ved en
Forelæsning havde Galvani lagt et Par Frøben paa
et Bord, hvorpaa var anbragt en Elektrisermaskine,
med hvilken han eksperimenterede (Fig. 70). Da en
Tilhører med en Kniv berørte den indre Laarnerve,
og Elektrisermaskinen tilfældigvis i samme Øjeblik
gav en Gnist, trak Frøbenets Muskler sig pludselig
stærkt sammen. Dette nye Forsøg lod sig til Nød
bringe i Samklang med de tidligere Teorier; men da
Galvani ved senere Forsøg opdagede, at Musklerne
ogsaa kunde trække sig sammen uden Indvirkning af
elektriske Gnister, naar biot de to Ender af Nerven
var forbundne ved Metal, stod det ham klart, at han
virkelig havde fundet en helt ny Kilde til Elektricitet,
og det var ret naturlig, at han søgte dens Oprindelse
i Dyrets Nerver. Men som saa mange af Datidens
Læger var Galvani tilbøjelig til at bygge Teorier paa
et alt for løst Grundlag; han benyttede straks sin
nye »dyriske Elektricitet« til at forklare alle
Muskelbevægelser og vilde indføre Elektriciteten som
Lægemiddel mod mange Sygdomme. Imidlertid var Sagen
af Galvanis Landsmand, den fremragende Fysiker
Alessandro Volta, ført ind i et andet og rigtigere
Spor; han fremhævede stærkt, at Galvanis Forsøg
sjælden lykkedes, naar der ikke var to forskellige
Metaller med i Spillet’, og han antog, at
Elektriciteten frembragtes ved de to Metallers Berøring og
ikke skyldtes nogen særegen dyrisk Elektricitet. Skønt
han godtgjorde Rigtigheden af sine Anskuelser ved
udmærkede Forsøg, fangede Galvanis Forklaringer
dog de flestes Øren, indtil Volta 1 Aaret 1800
offentliggjorde Beskrivelsen af sin berømte »Voltasøjle«
og sit Bægerapparat. Hermed begynder en ny Tid
for Elektriciteten; ved Voltas Apparater blev det for
første Gang muligt at frembringe en elektrisk Strøm
af mer end et Øjebliks Varighed. I det følgende
halve Aarhundrede aabenbarer Strømmen den ene
af sine vidunderlige Egenskaber efter den anden.
Underligt nok har man kaldt den Kilde til elektrisk
Strøm, som Volta opfandt, for det »galvaniske
Element«.
Ogsaa i en anden Henseende er 1800 et
Mærke-aar, ikke alene i Fysikens, men ogsaa i det
internationale Samkvems Historie, idet den Lov, der
indførte Meteren som Længdeenhed, udkom den 25.
Juni dette Aar. I 1789 havde mange af Frankrigs
Stæder gennem sine Deputerede anmodet om et for
hele Landet fælles Maalsystem, der kunde forhindre
de mange Misbrug og Bedragerier, som skyldtes de
forskellige Maal. Det simpleste havde vei været at
indføre Paris’s Maal over hele Frankrig; men
Nationalforsamlingen havde mest Lyst til paa alle
Omraader at kaste det gamle over Ende og skabe noget
helt nyt. Talleyrand kunde derfor let vække
Interesse for den Tanke, som var udgaaet fra
videnskabelige Krese, at indføre et nyt og praktisk Maalsystem,
der egnede sig til at vinde Udbredelse over hele
Jorden. 1791 vedtog Nationalforsamlingen efter en
videnskabelig Kommissions Raad, at
Tyvemilliontedelen af Jordmeridianen, regnet fra Nordpol til
Sydpol, skulde være Længdeenhed og kaldes en Meter.
Men inden denne Bestemmelse kunde træde ud i
Praksis, maatte der først foretages en ny nøjagtig
Udmaaling af Jordens Størrelse, og derfor kom den
endelige Lov først Aar 1800. Samtidig fastsattes
som Enhed for Vægt Kilogrammet, der er lig Vægten
af en Kubikdecimeter rent Vand ved 4 0 C. Af
Meteren og Kilogrammet samt Sekundet er der
efterhaanden udledet Enheder for alle Størrelser i
Fysiken; baade for Videnskaben og Elektrotekniken har
dette sammenhængende Enhedssystem været til
uberegnelig Nytte. Til stor Lettelse for
Handelssamkvemmet mellem Nationerne har Metersystemet
efterhaanden holdt sit Indtog i næsten alle Europas
Lande. Danmark har sammen med Rusland og til
Dels England den tvivlsomme Ære at høre til
Undtagelserne.
I Midten af forrige Aarhundrede havde man
indsamlet ikke saa faa kemiske Kundskaber; man vidste
om mange Stoffer, hvorledes de virkede paa
hverandre, naar de blandedes i Kemikernes Kolber og
Retorter; men de Forestillinger, man dannede sig
om Processernes Natur, var kun saare sjælden
rigtige. Sagen var den, at man endnu ikke kendte
Luftens og Vandets Sammensætning, og da Luft og
Vand spiller en Rolle ved en uhyre Mængde kemiske
Processer, var Vejen til Forstaaelse spærret paa de
allervigtigste Punkter. Først i 60’erne og 70’erne
viste Englænderne Priestley, Cavendish o. fl., at
Luften bestod hovedsagentlig af Ilt og Kvælstof,
Vandet alene af Ilt og Brint. Alligevel vedblev baade
de to nævnte Mænd og saa at sige alle andre
Kemikere at klynge sig til de gamle urigtige Teorier,
indtil Franskmanden Lavoisier (lavoasie) væltede hele
det vaklende System og samtidig forenede alle Tidens
Kundskaber i et nyt, der staar uanfægtet den Dag i
Dag. Det er med fuld Ret, at Franskmændene har givet
Lavoisier Navnet »den moderne Kemis Grund-
180 124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
