Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VOKK Bli 1) ST EFO HÆL DUKS TID
udmærket sig paa liere Maader i Rusland, kom nu
tilbage til Frankrig og mældte sig hos Kong Ludvig
XVIII med Zarens varmeste Anbefaling. Talleyrands
liberale Ministerium blev straks styrtet, og Hertugen
af Richelieu (risjliø), som var anset og afholdt ved
de forskellige Hoffer, blev til Held for sit Land
Talleyrands Efterfølger.
Ludvig XVIII havde straks givet Frankrig en fri
Forfatning med en Repræsentation bestaaende af det
folkevalgte Deputeretkammer og det kongevalgte
Pairs-kammer. I Modsætning til sin Broder, Carl af Artois,
ønskede Kongen at gaa frem med Langmodighed over
for de talrige Personer, der blev anklaget for politiske
Forbrydelser. Hertugen af Richelieu og de fleste af
de franske Pairs sluttede sig hertil. Mænd, der
skulde anklages for Højforræderi, fik saa godt som
altid Lejlighed til at flygte. Thi Regeringen forstod,
at Henrettelsen af dygtige Generaler, hvis Navne
havde Klang rundt om i Landet, ikke vilde bidrage
til at befæste Bourbonernes Trone. Men Marskal
Ney, der havde
vundet sin
Berømmelse paa I
Ruslands
Sne-marker, vilde £
ikke benytte den I
givne Lejlighed
til Flugt.
Her-tuginden af
An-gouléme, Ludvig i
XVI’s og Marie !
Antoinettes Dat- \
ter, som Napo- I
léon havde kaldt
det eneste Mand- g
folk blandt
Bourbonerne, tørste- f
de efter Hævn. jj
Emigranterne
forlangte hans I
Død;Wellington, j
der havde
kunnet og
personlig gerne vilde
redde ham, formaaede ikke at gøre noget paa Grund
af den engelske Regerings Opfordring til hans
Domfældelse, og Ney blev skudt en tidlig Morgen i
December Maaned 1815.
Men det franske Folk glemte ikke, at det
Kongehus, som var kommen tilbage ved fremmede Troppers
Hjælp, havde ladet »den Tapreste af de Tapre« skyde.
For at Bourbonerne skulde kunne sidde rolig paa
Ludvig XVI’s Trone, maatte altsaa alt, hvad der var
vundet ved Revolutionen, tilintetgøres, hele den under
Napoleon dyrt tilkæmpede Hæder forsvinde! Man led
jo endnu den Ydmygelse at se de fremmede Tropper
(Okkupationshæren), som de forskellige europæiske
Magter, deriblandt ogsaa Danmark, underholdt i
Frankrig for at sikre Europa mod Uroligheder.
Carnot og alle »Kongemorderne«, d. v. s. alle, der
havde stemt for Ludvig XVI’s Død, blev landsforviste.
Soldater, hvis Navne lyste over hele Landet med
Berømmelsens Glans, blev nu over hele Frankrig
jagede af Embedsmændene, der ønskede at udmærke
sig som den ny Regerings lydige Haandlangere. »De
samme Mænd, der havde gjort Jagt paa hver Bonde,
som havde søgt at værne sine Sønner mod Napoleons
Udskrivninger, var nu ude efter alle dem, der var
brændemærkede som Bonapartister. Gejstligheden
sluttede sig til det sejrende Parti, og angav de
»respektstridige« blandt Sognebørnene til
Myndighederne. Der findes mørkere Blade i Frankrigs
Historie end disse om Reaktionen i 1815, men ingen, som
man læser med større Foragt. Der findes ingen
alvorligere Fordømmelse af Revolutionens Udskejelser
og Kejserdømmets Despoti, end at det Slægtled, som
er opvokset under den, har frembragt den Klasse,
der udøvede, og det Samfund, som fandt sig i det
Overmaal af Nederdrægtighed og Lavhed, der
udfoldedes under den anden Bourbonske Restauration.«
Hertugen af Richelieu søgte forgæves i Spidsen
for Regeringen at dæmme op imod disse
ultra-royali-stiske Stemninger, som til sidst maatte udsætte
Kongedømmet for Fare. I Kammeret var der stadige
Spektakler, satte i Scene af af Kongens Broder Carl,
Greven af
Artois, og det gik
saa vidt, at
Wellington, paa de
forskellige
Gesandters indstændige Anmodning, maatte
opfordre Ludvig
XVIII til at gøre
Ende paa sin
Broders
Rænkespil. Men han
formaaede intet
hverken over for
ham eller over
for de andre
Partier. Hans
Raadgiver og
Yndling, Grev
Decazes, som
først var
Medlem af
Riche-lieus Ministerium og senere selv dannede et Kabinet, begyndte
imidlertid at modarbejde de yderlig kongeligsindede.
Han søgte at forsone de politiske Modsætninger,
ophævede Landsforvisningen for en Mængde af sine
Landsmænd, løsnede de strenge Politi- og Presselove
og ledede Regeringen efter frisindede
Grundsætninger. De øvrige Royalister beskyldte ham til
Gengæld for at forraade Kongedømmets Sag og rasede over,
at la Fayette havde faaet Lov til at komme tilbage
til Frankrig. Værre blev det endnu, da Grégoire,
den tidligere Revolutions-Biskop i Blois, den Mand,
der i 1789 havde faaet Gejstligheden til at slutte sig
til tredje Stand, og som havde villet »kristne
Revolutionen«, 1819 blev valgt til Deputeret for Grenoble.
Det forskrækkede selv Ludvig XVIII, og det gjorde et
dybt Indtryk paa Zaren og paa Fyrst Metternich,
der stadig passede paa Frankrig med aarvaagne Øjne.
Da indtraf der en Begivenhed, som gav
Reaktionen fuld Vind i Sejlene og bragte det liberale
Ministerium Decazes til Fald. En Haandværksmand, der
lige fra 1814 havde hadet Bourbonerne med vild
193
194
15
Fig. 73. Marskal Neys Dod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
