Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Konkordieformelen - 2den Del. Grundig, klar, rigtig og endelig Gjentagelse og Forklaring - XI. Om Guds evige Forudviden og Udvælgelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
490 Konkordieformelen, Grundig Forklaring. XI,
ofte fra os og gjore os nvcerdige til det evige Liv, Ap. Gj. 13 Og
denne fin retfærdige, velforskyldte Dom lader han fe paa nogle Lande, Folk
og Perfoner, forat vi, naar vi sammenholde og sammenligne os med dem,
des flittigere skulle lcere at erkjende og prife Guds rene, uforskyldte Naade
mod Barmhjertighedens Kar. Thi dem ster ikke Uret, fom straffes og faa
fine Synders Lsn; men paa de Andre, hvem Gud giver og bevarer sit
Ord, og som han derved oplyser, omvender og opholder, forherliger Gud sin
rene Naade og Barmhjertighed uden deres Fortjeneste.
43. Naar vi gaa saa vidt med i denne Artikel, saa blive vi paa den
rette Bane, som strevet staar Hos. 13 „Din Fordærvelse er af dig
selv, o Israel, men i mig er din Hjcelp. " Men naar vi i denne Sag ville
fpringe for hsjt og ud over disfe Skranker, da stulle vi med Paulus lcegge
Fingeren paa Munden, tcenke og sige: „O, Menneste! Hvo er du, at du vil
gaa irette med Gud" 9, 20i?
44. Thi at vi i denne Artikel ikke kunne eller skulle udforske eller ud
grunde Alt, derom vidner den hellige Apostel Paulus, som, efterat han har
talt Meget om denne Artikel efter Guds aabenbarede Ord, faafnart han
kommer til det Punkt, at han stal sige, hvad Gud i denne Hemmelighed har
forbeholdt sin forborgne Visdom, holder inde og bryder af med folgende
Ord Mm. 11, 33
Kundskab! Hvor urandsagelige ere hans Domme og hans Veje usporlige!
Thi hvo har kjendt Herrens Sind?" nemlig udenfor og over det, fom
han i sit Ord har aabenbaret os.
45. Derfor stal denne Guds evige Udvcelgelfe betragtes i Christus og
ikke udenfor eller uden Christus. Thi i Christus, vidner den hellige Apo
stel Paulus, ere vi udvalgte, for Verdens Grundvold blev lagt, som strevet
staar: „Han har benaadet os i den Elskede" (Ef. 1, 4. 6). Men denne
Udvcelgelfe bliver aabenbaret fra Himmelen ved det prcedikede Ord, naar
Faderen siger Watth. 17, „Denne er min Son, den Elskelige, i hvem
jeg har Velbehag; horer ham!" Og Christus siger Matth. 11,
„Kommer hid til mig, alle I, som arbejde og ere befvcerede, og jeg vil
give eder Hvile." Og om den Hellig-Aand siger Christus >loh. 16, 14;
14, 26 ji „Hau stal herliggjore mig og minde eder om alle Ting, som jeg
har sagt eder." Saaledes viser altsaa hele den hellige Treenighed, Gud
Fader, Son og Hellig-Aand, alle Mennesker hen til Christus som til den
Livets Bog, i hvilken de stulle soge Faderens evige Udvcelgelfe. Thi det er
fra Evighed af besluttet hos Faderen, at hvem han vil gjore salig, den vil
han gjore salig ved Christus, som han selv siger Voh. 14,
kommer til Faderen uden ved mig." Og atter sHoh. 10, 91: „Jeg er
Doren; dersom Nogen gaar ind gjennem mig, stal han blive salig." Men
Christus har som den enbaarne Son, der er i Faderens Skjod 1, 181.,
forkyndt os Faderens Vilje og fcmledes ogfaa vor evige Udvcelgelfe til det
evige Liv, nemlig naar han siger Mark. 1, „Omvender eder og tror
Evangelium, thi Guds Rige er ncer." Ligesaa naar han siger Uoh. 6,
„Det er hans Vilje, som mig udsendte, at hver den, som ser Sonnen
og tror paa ham, stal have et evigt Liv." Og atter 3, „Saa
har Gud elsket Verden" o. s. v.
46. Denne Prcediken vil Faderen, at alle Mennesker stulle hore og
tomme til Christus; og Christus driver dem heller ikke bort fra sig, som
skrevet staar sHoh. 6, „Ten, som kommer til mig, stal jeg ingenlunde
stode ud." Og forat vi stulle kunne komme til Christus, virker den Hellig«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
