Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Italienerinden i Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
Konsulen kunde jo ikke undgå at lægge
mærke til, hvor ondt jeg havde det, og han
viste mig på mange måder sin stille sympati. . .
Min trøst blev nu det skønne, venskabelige for
hold, der udviklede sig mellem os . . . Han
havde gjort mange reiser, både i Frankrig og
Italien, han havde oplevet meget, han fortalte
godt og det interesserte ham i mig at finde en
opmærksom tilhører. Jeg var forresten det
eneste dannede menneske der i egnen, som
han kunde tale med og håbe at blive for
stået af.
Men fruen blev nu dobbelt uvenlig mod mig
der var ikke tvivl om at hun beærede mig
med sin skinsyge, skønt hendes mand var gam
mel nok til at være min fader. I hendes nær
værelse indskrænkede vor samtale sig til de
nødvendigste ord, men neppe var hun borte
(hun opholdt sig mest ude i køkkenet, hvor
hun gik pigerne tilhånde) før vi straks som
hemmelig sammensvorne åbnede vore hjerter
for hinanden. Det stjålne ved disse tete å
téter gav dem for mig en egen, løndomsfuld
tiltrækning.
Konsulen pleiede at bære i sin uhrkede en
stor guldmedaillon, hvori fandtes et miniatur
maleri af hans første hustru, italienerinden. En
morgen opdagede han til sin sorg at medail
lonen var borte. Der blev søgt allevegne, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
