Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Italienerinden i Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
67
støvede bord og uden at vide det, kom jeg
til at skrive »Carmela«.
»Ja, her er skrækkelig meget støv,« sagde
konsulen med en dæmpet røst, som om vi var
ien kirke. »Alt har stået urørt her, skal jeg
sige Dem, siden den dag, hun reiste og
det er nu mange, mange år siden . . . Disse
hansker,« sagde han, idet han forsigtigt, fuldt af
pietet, rørte ved dem, »bar hun på det siste
bal herhjemme hos stiftamtmand H. Hun var
imod sædvane så overgiven den aften.
Dette værelse elskede hun fremfor alle, fordi
det vendte mod sydvest og hun, stakker,
kunde aldrig få nok af sol . . . Hun frøs altid
heroppe hos os . . . Mon jeg gjorde ret i at
føre hende herop ?« sagde han, mere henvendt
til sig seiv end til mig. »Det spørsmål har
jeg hundrede gange gjort mig seiv —Ja, gjorde
jeg ret?«
Mens han talte, fængsledes mit blik af et
portræt i legemsstørrelse, som hang alene på
væggen. Jeg genkendte hende straks efter
billedet i medaillonen det var Carmela, men
ak, hvor forandret!
Her var intet smil, ingen roser mere . . .
Den livslyst og det næsten henrykte sværmeri,
som lå over miniaturbilledet, var her ganske
forsvundet og havde givet plads for et udtryk,
der på engang var skræmt, forundret og sørg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
