Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del: Kristus i vor sjæl - II. Kristi Venskap (i det indre liv)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
II. KRISTI VENSKAP
(I det indre liv.)
Det er ikke godt for mennesket at være alene, Gen. II. r8.
Ved første blik synes det ufattelig at et
forhold som vi tør kalde venskap — i virkelig
betydning — skulde være mulig mellem Kristus og
sjælen. Tilbedelse, avhængighet, lydighet, tjeneste,
ja selv efterfølgelse — alt det kan vi tænke os.
Men saa længe vi ikke husker paa at Jesus Kristus
tok en menneskelig sjæl lik vor egen — en sjæl
som kunde føie glæde og sorg, som laa aapen
for angrep av lidenskap og fristelse, en sjæl som
faktisk oplevet nedtrykthet likevel som ekstase,
led i mørke like fuldt som den frydet sig i
klarsyn — saa længe ikke dette istedetfor at være en
dogmatisk kjendsgjerning som vi antar ved troen
for os blir en levende kjendsgjerning som vi skjønner
av erfaring, saa længe kan der ikke være tale
om at vi fuldt ut oplever Hans venskap.
For netop slik som det er i forholdet mellem
to almindelige mennesker — det virkelige venskap
bestaar i at to sjæle meddeler sig til hinanden
— saan er det i forholdet mellem Kristus og et
menneske. Hans sjæl er berøringspunktet mellem
Hans Guddom og vor menneskelighet. Vi mottar
Hans legeme med vore læber, med hele vort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
