Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
45
følte sig fanget i et Net og sad med bankende
Hjerter og tindrende Øjne og syntes, de oplevede
al Spøgeriets Rædsel.
Saaledes fortalte Bjørnson, at han for mange Aar
siden havde tilbragt en Aften sammen med sin Ven
Forfatteren, Skoleinspektør Grensten; og Bjørnson
havde i Aftenens Løb ved sine Spøgelsehistorier
gjort Grensten saa bange, at han bad Bjørnson følge
sig hjem. Grensten boede alene i en stor
Skolebygning; og Bjørnson maatte vedblive at banke paa
Døren i Stueetagen, til Grensten var naaet helt op
i øverste Etage.
Bjørnson talte ikke meget om sine Triumfer
eller sine egne Værker; kom han ind derpaa, da
var det mest, fordi der knyttede sig et eller andet
morsomt eller ejendommeligt dertil.
Hvad der interesserede og fyldte ham over alt
i Verden, var Aulestad og det Liv, der rørte sig i
den og om den.
Han sagde selv engang:
„Min Digtning er jeg ikke nær saa glad for som
min Gaard paa Aulestad!"
Ved Hjælp af sin Søn Erling, der ansaas for en
udmærket Landmand, havde Bjørnson hævet
Aulestad fra en almindelig Bondegaard med stenfyldte
Marker til en af Landets bedst odlede Gaarde.
Saaledes havde han gennem Aaringers utrættede
Arbejde ført den norske Poesi og Norges Land og
Folk ud af det Uføre, hvori det laa altsammen.
Naar jeg om Aftenen saa det elektriske Skær
fra Aulestad lyse ud over Gudbrandsdalen, da maatte
jeg tit tænke paa, at Bjørnson havde forvandlet den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
