Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
85
Det var sidste Gang, jeg saa Bjørnson og Fru
Karoline sammen.
I Høsten 1908 var det saa, at Bjørnson og hans
Hustru fejrede deres Guldbryllup paa Aulestad.
Med al den tidlige Anerkendelse, og trods det,
at Appelsinen straks faldt i den unge Aladdins
Turban, havde Bjørnson dog tit haft trange Tider.
Disse hjalp hans trofaste Hustru ham altid ud
over.
Og vilde Storm og Strøm og Vejr og Vind tage
Magten fra Fartøjet, saa var hun den, der forstod
at vende Sejlet og dreje Roret, saa Skuden kom i
Havn.
Derfor elskede og ærede Bjørnson hende ogsaa
til det sidste.
Og derfor slyngede han paa Guldbryllupsdagen
saa straalende en Krans om hendes Pande, at det
saas langt bort; og det hørtes Verden over, hvad
han den Høstaften mellem det gyldne Løv sagde til
sin Ungdomskærlighed, der nu sad som Guldbrud
ved hans Side . . . Fruen paa Aulestad, til hvem
han for Aaringer siden havde sunget:
Mig følger én med en sjæl så stor,
for mig hun ofrede alt på jord;
ja hun, som lo, når min båd blev krænget,
og blev ej bleg under uvejrs-hænget,
ja, hun, imellem hvis hvide arme
jeg kendte livets og troens varme.
Vinteren 1909 tilbragte Bjørnson i Paris.
Og det var her, han for sidste Gang forbavsede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
