Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
Tachechana blev staaende stiv som en støtte. Litt efter litt
begyndte det at arbeide sterkt i hendes ellers saa milde og
muntre ansigt. Inez og Ellen visste naturligvis ikke hvad der
var foregaat, skjønt den sidstes skarpe opfatningsevne lot hende
ane sandheten. Men i ethvert fald forstod de begge let, at den
unge kone led, og de vilde lægge sin medfølelse for dagen, da
hendes ansigt pludselig atter blev koldt og stivt. I hendes øine
blev et uttryk av undertrykt smerte tilbake, og det forlot aldrig
igjen hendes ansigt.
Tachechana berøvet sig seiv ethvert spor av de simple, men
høit ansete prydelser, som hendes mand hadde overøst hende
med, og hun la dem hen foran Inez som et vidnesbyrd om
hendes høiere stilling. Hun strøk armringene av sig, rev glas
perlerne av sine lange lærgamascher og tok det brede sølvbaand
fra panden, hvorefter hun la alt sammen ydmyg og taus ned
foran Inez. Derpaa syntes hun atter længe at kjæmpe med sig
seiv; men tilslut la hun ogsaa sin lille gut ned foran hende.
Mens de endnu med forbauselse fulgte hendes besynderlige
opførsel, begyndte indianerinden at tale med sagte, bløt musi
kalsk stemme. Men hvad hun sa forstod de ikke. Hun sa:
~En fremmed tunge vil lære min gut hvorledes han skal
bli mand. Nye toner vil han høre; men han vil lære dem og
glemme sin mors stemme. Tal sagte til ham; for hans ører er
meget smaa. Naar han er blit stor, kan stemmen lyde sterkere.
La ham ikke bli en pike; for meget sørgmodig er en kvindes
liv. Lær ham at rette sine øine mot mændene. Lær ham at
slåa dem som gjør ham uret og lær ham altid at gi slag for
slag. Naar han gaar paa jagt, vil blekansigternes blomst hviske
sagte i hans ører at hans mors hud var rød, og at hun engang
var Dahcotahernes Hjortekalv."
Hun trykte et kys paa sin guts mund og trak sig tilbake
til hyttens fjerneste krok. Der satte hun sig ned paa jorden
og kastet sit lette bomuldstørklæ over hodet. Alle forsøk paa
at vække hendes opmerksomhet var frugtesløse. Hun hørte
ikke og syntes ikke at føle nogensomhelst berøring. Et par
gange lød hendes stemme som en sagte klagesang under bom
uldstøiet. Saaledes blev hun sittende i timevis, mens der uten
for hytten tildrog sig nye og vigtige begivenheter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
