Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sagnhistorie. — Vermund og Uffe. — Ivar Vidfadme. (Louis Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»t’
»
Iellinge i Jylland er det andet af Sagnet besungne Kongesæde i
Danmark. Medens Lejrekongernes Bedrifter foregaa paa Havet eller i Kampe
med Svear og Gøter, er det Greeiisekampene mod Syd ved Ejderen med
Sakser og Vender, der skildres i Sagnene om Kongerne i Iellinge· Her
begynder Historien at kaste sit Lys over Nordboernes tidligste Berøringer med
Stammefrænder mod Syd. Paa Romernes Tid boede Germanerne lige til
Ejderen, men fra det Zdje til 5te Aarhundrede trængte vendiske og slaviske Folk
frem langs Østersøens Sydkyst, fortrængte de derboende Germanere og bosatte
sig i Landene syd for Østersøen fra Ost til Vest lige til Holsten, hvor Wil-
zerne vare en saadan slavisk Folkestamme. Mange Germanere ere da
dragne over til Danmark, hvor de hurtig smeltede sammen med den uor-
diske Befolkning Landet maatte nu værnes mod Indfald fra de syd for
Ejderen boende Folkestammer, og Sønderjylland, der alt i Oldtiden skelnedes
fra Nørrejylland, blev Grænselandet, der maatte tage Kampen op mod de
vendiske og saksiske Stammer, der stadig søgte at trænge frem gennem de
store ældgamle Skove, som bedækkede Sydgrænsen og kaldtes Jernveden eller
Mørkveden. Her i Sotiderjylland boede Unglerne, hvis Udvandringer til
Britannien i det 5te og Gte Aarhundrede grundlagde det mægtige angelsaksiste
Rige. Gamle Kvad (Beovnlfsdigtet) og Kroniker fortælle om dette Folks
Bedrifter, og fra dem stamme ogsaa det beromte Sagn om Vermnnd og
Uffe, som endnu levede paa Folkets Læber i det 12te Aarhundrede og som
Saxo har bevaret.
Frovin, fortælles der, var Iarl i Sønderjylland. Han faldt i en Kamp
mod Svearnes Konge Udils, men hans Sonner Kete og Vigge bleve ind-
satte til Iarler i hans Sted af Kong Verinund, der boede i Iellinge og
herskede over hele Jylland. De bleve paa ny overfaldne af Kong 2ldils,
der haabede at erobre hele Landet, og Brødrene sendte da Hovedsmanden
Folke til Vermund for at bede ham komme til Hjælp Vermund modtog
ham i sin Hal og bad ham først vederkveege sig med Mad og Drikke, inden
han fremførte sit 2Erinde. Men Folke afslog dette og ilede med at fore-
stille Kongen den Fare, hvori Sonderjylland var bragt ved Tldils’s Angreb.
Da rakte Kongen ham et Guldbæger og bad ham beholde det til Tak for
hans vel udførte Ærinde Glad modtog Folke Gaven og lovede hellere at
drikke Bægeret fuld af sit eget Blod end at vende Fjenden Ryggen. Vermnnd
drog derpaa mod Adils, der blev slagen og forfulgt til sine Skibe. Men
Folke blev haardt saaret i Kampen, og da han træt og vansmægtende var
sunket om, fyldte han Bægeret med sit Blod for at lædske sin Tørst« Kongen
priste hans Ordholdenhed, men Folke sagde: »Hvad stort der loves, skal
ærlig holdes.«
Frovins Sønner harmedes over, at Adils var sinppet bort, og hemmelig
begave de sig derpaa til hans Land, skjulte sig i en Skov, og da de engang
traf Kongen, gav de sig til Kende og udæskede ham til Enekamp Først
kæmpede Adils og Kete, medens Vigge saa til. Men Udils var stærkere og
mere kampdygtig end sin unge Modstander, der sank i Knæ og vilde være
bleven dræbt, hvis ikke Broderen var sprungen til og havde givet Kongen
Banesaar. Men denne Daad nedsatte de Danske i Fremmedes Ojne, og
37 —
længe maatte de høre ilde, fordi Brødre-io havde overtraadt TErens Love
og kæmpet to mod een. -
Det blev Vermunds Søn, der skulde aftvætte denne Skamplet paa de
Danskes Navn. Om Uffe, fortæller Sagnet, at han var stor og stærk, som
ingen anden, men sløv og dorsk. Ingen havde hørt ham tale inden hans
tredivte Aar, og den gamle Fader sorgede over sin uduelige Søn·- Nu
var Vermnnd blind, og Sakserkongen sendte ham da Bud, at han skulde afstaa
ham sit Rige, eller, hvis han hellere vilde, fojede han spottende til, lade sin
Søn kæ1npe med Sakserkongens Søn om Riger Da Vermund modtog den
Besked, tilbod han selv at ville gaa i Kampen, men fik kun Spot til Svar
af Sendebudene· Da genvandt Uffe pludselig Mceletz med djærve Ord min-
dede han Sakserne om, at Kongen havde en Solt, og tilbod at kæmpe ikke
alene med Sakserkongens Søn, men tillige samtidig med den tapreste af hans
Mænd. Da Sendebudene vare dragne bort, roste Vermund den, der havde
givet det frimodige Svar. At det var hans Søn, vilde han ikke tro, for
han med sine Hænder havde følt paa hans Legeme. Da glædede han sig
over Sønnens Djærvhed, og da ingen Brynje var runnnelig og intet Sværd
stærkt nok til den unge Kæmpe, strenkede han ham sin egen Rustning og
lod sig føre ud paa Marken, hvor han havde nedgravet sit Sværd, Skræp,
hvis Lige ikke fandtes, slont det var haardt medtaget af Rust og Ælde.
Enhver kender, hvad der nu paafulgte: Kampen paa Ejderoem Uffes be-
rommelige Hag, da forst Sakserkeempen og senere Kongesonnen maatte bide i
Græsset, og den gamle Konges bange Forventning, da han sidder paa Broen
rede til at styrte sig i Bølgerne, hvis Kampen skulde ende med Sønnens Dod.
Uffes Sejr betød Danmarks Uafhængighed af Sakserne, og det gamle angelske
Oldkvad siger derfor med Rette: Fra den Tid holdt Angler og Svaver det
Grcrnseskeh som Uffe slog ved Ejderen.
Ogsaa Sagnet om Tlngantyr og hans Soskende er kuyttet til Folke-
kampene paa Grænsen. Ilngantyrs Soster Hervor er sat til Vogter af Grænsen,
men falder imod de fremtrcrngende Fjender. Da iler Hovedsmanden Orm
til Ungautyr og forkynder ham Nederlaget. Ungantyr samler sin Hær og
drager mod Fjenden. I otte Dage varer Kampen, men Kongen fælder
de fjendtlige Konger og vinder atter Soiiderjylland tilbage.
. Sagnene om Rigets Samling til eet Rige vise ligeledes hen til Kampene
paa Rigsgreensen Danske Krøniker, uafhængige af Saxo (Esrom Kronike
og den sønderjydske Rydklosters 2larb0g) fortælle herom følgende: ,,Danerne,«
siger den sidstneevnte Uarbog, ,,besatte«iiFølge gamle Historieskriveres Vidnes-
byrd det Rige, som nu kaldes. Danmark,« paa Saruchs Tid; de vare
udgaaede fra Gotland. Dog heds -de ejfra først af Daner, men hvert
enkelt Land havde sit eget Navn indtil Dan, Humbles Søn, paa Kong
Davids Tid kom fra Sverrig og herskede over Sjælland, Møen, Falster
og Caaland, der tilsammen kaldtes Withesleth Paa den Tid blev Jyderne
angrcbne af en mægtig Konge. Af Frygt for dette Angreb indrettede
de den Fæstning, der endnu kaldes Kovirke, og sendte Bud til Kong Dan
om Hjælp De lovede ham at tage ham til Konge, hvis han sejrede·
—— 58
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
