Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gorm den Gamle. (Louis Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som.»bødede« Danmark. Fra den nu udtorrede Danevirkesø, sydvest for
Slesvig,«strakte Volden sig i sydvestlig Retning henimod Reidaaen og Spange-
bækken, hvis Løb den fulgte i lige vestlig Retning indtil Hollingsted ved
Treeaaen (Trene). Kun een Port, den saakaldte Viglidsdor eller Karlegat,
gav Adgang gennem Volden, der i en Strækning af henved to Mil strakte
sig hen over Sønderjyllands Hede, medens bundløse Moser og Kcrr skærmede
Landet fra Troeaaen til Vesterhavet, og Slien tilligemed Ofterbcekken og
Ostervolden ved Vindeby Nor hindrede Adgangen imod Oft. Volden var
funderet paa mægtige Trcestannner og Egeplanker, og opbygget af Iord
og Græstørv med et hojt Bulvcrrk af Træ og forsynet med høje Trætaarne,
bag hvis Mure Forsvarerne kunde staa dækkede« Da Kejser Otto den Anden
i Aaret 975 erobrede Danevirke, afbrændte han Treebefcestningenz de mange
Brandtomter i Volden vidne endnu den Dag i Dag om dens Ødelæggelse
af Sakserne. En dyb og bred Grav fulgte Volden i hele dens Udstrækning
I Løbet af tre Aar skal denne efter Tidens Krav stærke Fcestning være bleven
opført. Sagnet lader Dronning Tyre selv fra en Borg, som efter hende
kaldtes Tyresborg, lede (1)pførelsen; om hun har oplevet dens Fuldendelse,
turde være tvivlsomt. Thi hun dode for sin Husbond, Keng Gorni, der
paa Gravhojen ved Iellinge lod oprejse den Mindesten, der har baaret
hendes Navn og skønne Tilnavn til Efterverdenen.
Gravhøjene ved Iellinge med de store Runestene er et af de be-
romteste historiske Mindesmcerker fra vor Oldtid. Det var en gammel Skik
i Uorden at rejse Mindestene til 2Ere for de afdode, men de fik først historisk
Betydning, da de smykkedes med Indskrifter i den saakaldte Runeskrift, der
nævnede den afdødes Navn og jævnlig ogsaa dens Navn, der havde rejst
Stenen. Den gamle gotisk-germaniske Runeskrift er opstaaet i det 2. eller
3. Aarhundrede paa Grundlag af de latinske Kapitalbogstaver« Men medens
den hos de sydligere germanske Folk hurtig maatte vige Pladsen for den ro-
merske Bogstavskrift, bevaredes den og udvikledes hos Nordboerne, hvor den
henimod Midten af det 9. Aarhundrede havde udformet sig til det bekendte
yngre Runealfabet med 16 Tegn. Runerne havde ikke alene Betydning som
Skrifttegn, men ogsaa som magiske Tegn, og stor var den Anseelse, hvori de
stod hos Nordboerne. Tydningen af de paa Mindestenene indhuggede Ind-
skrifter til Ære for den afdode er ofte forbunden med store Vanskeligheder,
men deres Værd som historiske Mindesmcerker er i den nyeste Tid traadt
frem med større Kraft end tidligere. Vi have allerede omtalt, hvorledes de
af Dronning Asfrid rejste Mindestene have kastet et helt nyt Tys over et
tvivlsomt Punkt i vor Historie. Indskrifterne lyde saaledes:
l. Asfrid gjorde dette Mindesmaerke efter Sigtrygg, sin Søn,
paa Gnupas Vi (viede Gravplads).
2. Vi-Asfrid gjorde dette Mindesmærke, Odinkars Datter,
efter Sigtrygg Konge, sin og Gnupas Søn.
En endnu større Betydning har dog Mindestenene ved Iellinge. Her
ses endnu de to mægtige Iordhøje, rejste over Gorm og Tyre, med de to
Runestene, der nu findes ved Indgangen til Vaabenhuset til den lille Kirke,
59—
skar-O reiser-en
D o peven
I -:.- y–
-· f-. ,
hist-» « «-
7—
b
-
i s- f-
«·» O , »jc
R skar-troes 0
som ligger mellem begge Hojene Den mindste Sten har sandsynligvis op-
rindelig staaet paa Toppen af den sydlige Høj. Den bærer følgende Indskrift:
Gorm Konge gjorde dette Mindesmcerke efter Tyre, Kone
sin, Danmarks Bod-
Den større Sten er henved fire Alen høj og har antagelig altid staaet
paa sin nuvcerende Plads mellem Hojene. Den har en rig Ornamentik.
Brede Baand med ejendommelige Slyngninger foje sig ind mellem Indskriftens
sire Rækker paa Forsiden· Stenens Bagside er smykket med Fremstilling af
et griflignende Uhyre omslynget af fantastiske Baand. Paa den tredje Side
er Kristus fremstillet med Korsglorie om Hovedet. Indskriften lyder saaledes:
Harald Konge bød gøre disse Mindesmærker efter Gorm, Fader
sin, og efter Tyre, Moder sin, den samme Harald,·som vandt sig
hele Danmark og Norge og gjorde Danerne kristne.
Saxo fortæller, at Gorms og Tyres Søn, Harald Blaatand, paa sine
gamle Dage samlede hele Uigets Flaade og lod en usædvanlig stor Sten,
som var fundet ved den jyske Kyst, drage af Mennesker og Stude til sin
Moders Gravhoj. Medens han selv ledede Arbejdet, lod han sin Søn Sven
blive tilbage ved Flaaden. Kongens Fjender i Hæren udraabte imidlertid
Sven til Konge, og da Harald, uvidende om dette, spurgte en fra Flaaden
hjemvendende Bonde, om han nogensinde før havde set Mennesker drage
en saa stor Byrde, svarede Bonden, at han havde set Mennesker drage en
langt større Byrde. Paa-Haralds forundrede Spørgsmaal om, hvor det
var, sagde Bonden: »Nylig var jeg til Stede, da hele Danmark blev trukket
fra Dig. Dom nu selv, hvilken Byrde der er den tungeste.« Da angrede
Harald, at han havde spændt Mennesker og Dyr i det samme Aag, men
for sent. Kort efter mistede han Livet i Kampen mod Sønnen.
Begge Hojene ved Iellinge ere udgravede og undersøgte I den nord
for Kirken liggende Høj fandtes et stort Gravkammer af Træ, 21 Fod og
? Tonnner langt, 8 Fod og ZVZ Tomme bredt og LXSJZ Fod højt. Gulvet
havde været dækket med Brcedder og Trævæggene beklaedte med uldne Tapeter.
Kamret synes at have været delt i tre Afdelinger. Den vestlige større Del,
i hvilken Gulvbrcedderne vare lagte efter deres Længdeakse, var ved et paa
Hojkant stillet Brædt ligesom delt i to Rum. I den østlige mindre Del laa
derimod Gulvbrcrdderne paa tværs, og man har derfor opkastet den Formod-
ning, at de to Afdelinger have været skilte ved et Gitterværk. Der fandtes
imidlertid kun faa og ubetydelige Levninger af Gravkamrets Indhold. I den
sydlige Høj fandtes intet, men fortsatte Udgravninger under Hojens Bund
kunne muligvis, isLighed med hvad der er sket ved Udgravninger andetsteds,
lede til Opdagelsen af et Gravkammer, og saaledes bringe en endelig Afslut-
ning af Undersøgelserne om Indholdet og Betydningen af vore to største og
mærkeligste Gravhoje.
Mindesmcerkerne ved Iellinge staa som en Hilsen fra en Tid, hvor store
Gerninger ere udførte og nye Opgaver løste. Danevirkes Opførelse, Rigsen-
hedens Grutidlæggelse, Norges Forening med Danmark og Kristendommens
endelige Sejr tale ud fra disse Stene med den ordknappe Vægt, som Old-
tidens Mænd forstod at lægge i deres Tale.
« 60
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
