Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
ensisk; vi bad ham gjentage den^ haa støttede sig til
marmorløven, øg sang øm^.
Den sorhe^ede Elsker.
"flyvl ja flyv, I førte fnglel flyv øg reis med Gud,
Men tag ^ilfener med Eder til min kknge Brud.
I Athen, der hvør jeg fødtes, faae I Ly øg Læ;
I vør Gaard, tæt øp til Pørtekk, staaer et ^Ebletræ,
Der i Træets grønne Grene, std øg fyng, I Smaa.
^ende, føm jeg ene elsker, hende der I sige maa.
At hun ei maa vente paa migl ak, jeg veed, hvør hun har grædt.
Da jeg køm sra gemmets Land, blev jeg Slave, siig knn det.
Ieg har ægtet Enkens Datter, ^e^ens Datterlille,
.^nn, søm bløderne førtrykled^, at de ikke rinde ville,
^nn, søm har sørhe^et Brønden, Bandet vil ei srem,
Ogsaa mig hnn har førhe^et, ei jeg seer mit ^jem,
Tænker jeg at flygte til det, Negn øg Snee ieg har,
Bender jeg da øm til ^en, skinner Sølen klarl"
Og Solen skinnede paa den hvide markkkorlove, som
de vilde ranker holdt bundet, Solen skinnede paa den
smnkke, sørgmodige Græker, der sang, og paa det udstrakte
taudskab, Billedek as Skorhed og Eensomhed. Den mekan-
^hokske Duft i Bisen kaae over den heke ratur, den trækkgte
ind i vor Tanke og svandt ikke der, da vi betraadte den
eensomme Hytte. Al hysningen her faldt ind gjennem
den aabne Dør; Konen stod og sled med at saae nogle
store, sorte Brød ud af den hede Aske midt paa Gulvet;
i hvert Brød var i Anledning as Paaske stukket broget
makede A^g; manden stod kigegykdig og saae Konen
arbeide, en lille Dreng legede i Døren, jeg gav ham en
Skilling, han smilke sørkkøiet øg sagde mig sit ravn,
Denketri. De sorte Brød med de brogede ^Eg var
hans Festgkæde, han var lyksalig derover og havde ventet
Grækerne fynge altid fnøvlende øg skrigende, det er ligefaa
unatnrligt, føm uskjønt; imidlertid mangle de ikke Gehør, det
bemærker man fnart ved at høre, hvør nøiagtigt de athenienstfke
Gadedrenge fløite Bellikkis Melødier, føm de have hørt fpille
af Negimenternes ^øbøifker ndenfør Sløttet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
