Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DE ITALIENSKE STORMESTERE.
201
mægtigt kongerige, hvis jordbund var mættet med
gammel græsk kultur, og i hvis havne fartøier fra
Orientens grænsebyer, Alexandria og Bysantz, seilede
ind, fuldlastede med kostbarheder, — med sine hvide
seil lig store maager udover Middelhavet . .
Kongen var den kunstelskende Robert af Anjou —
han, som i sin tid havde undertegnet beviset for Petrarcas
ret til at bære titelen digterfyrste. Hans hof var et af
datidens galanteste. I de fornemme familiers paladser
og paa slottet afholdtes de pragtfuldeste fester,
trubadurer spillede paa luth, og elskovshede par gled som
skygger om mellem marmorsøilerne eller ned i den
pragtfulde have, hvor maanen skimtedes gjennem
figen-trærnes blade.
Den unge Boccaccio blev godt modtaget ved hove.
Han var ikke nogen særlig smuk mand, men han var
et behageligt selskabsmenneske. Hans konversation
var sprudlende af liv, og han vidste at fortælle en
historie med et saa pudsigt minespil og et saa livligt
fremstillingstalent, at de høifornemme damer regelmæssig
brast ud i en saa overgiven latter, at det flere gange
hændte, at de »maatte støtte hinanden for ikke at falde
af sædet«.
Men under hoffets ydre glans og leven-i-fest
afspilledes et drama saa vildt og lidenskabeligt, at det ikke
kan have undladt at gjøre et varigt indtryk paa den
unge digter.
Robert af Anjou var en gammel mand. Hans søn,
der skulde følge ham paa tronen, døde i sin bedste
alder og efterlod sig en aarsgammel datter, Johanna.
Det var hun, som skulde blive heltinden i det
blodige skuespil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
