Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
REN AISSAN CENS MÆND.
331
Othello er det naive urmenneskes storladent raa
elskovshævn. Enkel og stærk var han før, Moren fra
Venedig, den mægtige og høitansete feltherre; men
ulige større blir han, da han vinder den skjønne
Desdemona, og mistanken, lig en ond magt fra helvede,
faar indpas hos ham; da blir bare negeren tilbage,
urmennesket med den store, hævnraabende drift.
Overfor denne næsten majestætisk enkle natur staar Jago,
ondskaben i egen person, den gule misundelse,
det »skjelende nid, der fremtræder som stormagt i
menneskelivet.«
Kong Lear staar iblandt de Shakespearske
skikkelser, har en fransk forsker sagt, lig en gammel, graa
kathedral, der i al sin ærværdighed og med alle sine
helgenstøtter og vinduer og stenbalkoner og stræbepiller
delvis synes bygget for øverst oppe at bære en vinget
engleskikkelse, Cordelia. Selv er den gamle konge
kathedralen, der bærer saa megen tyngde; han jages
af sine egne børn i storm og slud ud paa hederne,
han lider sult og savn, hans oldinglegeme sittrer, han
blir vanvittig, gaar i barndommen og laller som et
barn. Alt døier han, alt bærer han. Saa kommer
datteren Cordelia tilsyne, bøiende sig over ham lig
en trøstens engel, kyssende lidelserne af hans pande,
indtil ogsaa hun, det dyreste og kjæreste han ved,
gaar bort for ham, og den gamle i fortvilelsens
raad-vildhed griber sig til hovedet med udbruddet:
Er dette verdens ende?
Dramaet er samtidig en datterkj ærlighedens apotheose
og en gjenspeiling af menneskets tornekronede gang til
Golgatha og graven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
