- Project Runeberg -  Den europæiske litteratur i kulturhistoriske billeder /
410

(1896) [MARC] Author: Erik Lie
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

410 DET ATTENDE AARHUNDREDE.

unge Montesquieu, der plejede at komme ogsaa her,
ikke var tilstede, saa var det ofte vanskeligt nok selv
for en saa rutineret værtinde som madame de Tencin
at holde konversationen i det niveau som hun
prætenderede. Det hele blev anstrengt og unaturligt; det
blev, som Marmontel udtrykker sig, altfor megen
aand-righed. Enhver sad og brændte efter at udmærke sig
og sige den slags ting, der egnede sig til den følgende dag
at gjentages rundt om i verdensstadens smaasaloner.

Da madame de Tencin døde, overtog den
50-aarige madame Geoffrin arven. Hendes salon, der
aabnedes i 1748 og som var beliggende i rue
Saint-Honoré, var endnu af dem, hvori der taltes »ganske
sagte«. Den ansaaes med rette for at være
aarhundredets mønstergyldigste salon.

Dette havde først og fremmest sin aarsag deri, at
den saa tydelig prægedes af værtindens noble væsen
og karakter. Madame Geoffrin var en af tidens mest
sympathetiske skikkelser. Hun var fremfor alt, hvad
Franskmændene kalder »une honnéte femme«, men hun
var tillige en »dame distinguée«. Hun var datter af en
kammertjener ved hoffet og indgik, 15 aar gammel,
ægteskab med en rig oberst i borgervæbningen, Geoffrin.
Da han døde, sad den unge enke igjen med en pen
formue, som hun, hvad der i hine dage kunde være
fristende nok, ikke kastede bort i letsindighed. Et af
hovedtrækkene i hendes karakter var hjærtensgodhed,
og hun viste sig gjennem sit hele liv i høi grad som
en stille velgjørerinde.

Den brautende, selvgode hjælpsomhed bød hendes
fine natur imod; hun kviede sig ved at modtage en
tak. »At give og at tilgive« var hendes valgsprog.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 23:16:43 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/eurilitt/0424.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free