Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Endelig! Tredive Aar og Oberst. Nej, »allerede«
skal Du sige, lille Hanna.« Senatoren lagde sine
Hænder paa Frøken Hannas Skuldre, saa venligt ind
i de alvorlige, mørke Øjne og trak Vejret dybt. »Hanna,
jeg er glad over, at han, den sidste af vor Slægt, er
borte fraKrigsskuepladsen. At kalde ham hjem, medens
Felttoget var i fuld Gang, forbød min Stolthed mig,
men nu« — og den Gamles Øjne bleve fugtige.
»Du har da i hvert Tilfælde savnet ham, Faer.«
»Om jeg har savnet ham?« Og i Senatorens
Øjne lyste der noget, som han ikke holdt af at vise
for Verden, ikke en Gang for Frøken Hanna. »Men
se der; der har vi Magnus Jakob!«
Stærkt bevæget skyndte Frøken Hanna sig ud
ad Dagligstuedøren, i samme Øjeblik som Provsten
Magnus Jakob Welenius, Senatorens Skole- og
Studenterkammerat samt gamle Ven, traadte ind gennem
Døren fra Forstuen.
Den Indtrædende var en kraftfuld Mand i
Halvfjerdserne med et rundt, daarligt barberet og fyldigt
Ansigt.
»God Aften, god Aften, i denne velsignede
For-aarsaften. Jeg har saaet mit Korn i Dag.«
iNaa, se til Dig; Du har skyndt Dig. Jeg kunde
have gjort det samme; men min Johannson . . . ja,
saa ved Du det hele. Men vær mig velkommen, gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
