Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Faar vi saa din Søns Brev at høre?«
»Naturligvis. Lille Hanna, hent Eriks Brev!
»Hør en Gang, hvordan staar det til mellem Dig
og Erik for Tiden?« spurgte Provsten. »Han lader
jo til at skrive til Dig.«
Baronen sukkede. »Hm! Det vil sige, det er
mest til sin Søster, han skriver. Jeg faar ad Omveje
at høre det, som vedrører ham. Men nu har han dog
hædret mig med et Brev.«
Nu var det Provstens Tur til at sukke. — »Du
var for streng mod ham. Han har altid været en blød
Natur, slægtet sin Moer paa. Jeg har mangfoldige
Gange sagt til Dig: far varligt frem med Drengen.
Saadanne Fantaster og Drømmere som han maa man
behandle med stor Varsomhed.«
Baronen stirrede mørkt ned for sig. Dette var
hans Livs bitreste Minde, hans største Sorg. Hans
eneste Søn havde, saa langt han kunde mindes, været
kold, indesluttet, tilbageholdende mod ham, medens
han overfor alle andre lagde et aabent, tilgængeligt
Væsen for Dagen.
Den gamle Baron havde stillet store Fordringer
til sig selv, men ogsaa til sine Omgivelser. Samtidig
gik han, undtagen mod Datteren Hanna, temmelig
barsk til Værks saavel i det offenlige Liv som i
Hjemmet. Lnder saadanne Forhold var det givet, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
