Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helena lyttede til fuld af Rædsel og Forbavselse.
Det var for hende, som naar man pludselig tænder
Lys i et mørkt Værelse, i hvilket man længe har
famlet omkring. Nu forstod hun med et Datja
Mi-chailownas Uro og Taarer, gamle Marfas umotiveret
nedkaldte Forbandelser, Tyendets dunkle
Hentydninger om en truende Revselse og Straf. Nu forstod
hun den pludselige Tavshed, der ofte opstod, naar
man talte om hendes Fader. Nu mindedes hun fra
langt tilbage i Tiden, at der var blevet talt om en
udenlandsk Fyrstinde, som havde bragt Ulykke over
Huset. — Nu saa hun klart i det hidtil dunkle, det
uforklarlige, som saa ofte havde vakt hendes
Nysgerrighed; nu forstod hun alt. Ak, de dybeste
Lidelser strømme over os fra den samme Kilde, som
skulde kunne fylde os med den største Glæde, og de
Saar, en elsket Haand tilføjer os, smerte heftigst.
Og da Helena nu hørte disse Ord af Eriks Mund,
grebes hun af en Sorg, som grænsede til Fortvivlelse.
Det forekom hende, som om sorte Bølger vare slaaede
sammen over hende, og som om hun langsomt var
sunken nedad, stadig nedad. Til en Begyndelse
havde hun ikke en Gang Taarer for sin Sorg.
Det bankede atter paa Døren. Horn følte sig
raadvild. At hun vilde tage sig dette saa nær, det
havde han dog ikke troet, og at der just nu blev
banket paa Døren . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
