Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eriks Hals, »jeg sørger rigtigt over, at han ikke
ligner min statelige Erik.« Og da Helena nu slog
sine Øjne op til ham med et lifligt, langt Blik, der
i sin tindrende Klarhed lyste over alt, hvad der
omgav hende, saa kunde han ikke mere tvivle. Hans
pinagtige Uro forsvandt lige med det samme, som
han saa og følte det: hun elskede ham, ene og
alene ham.
Og lykkelige og glade gaa de to ind i deres
Værelse.
»Aa, endelig er vi ene,« siger Helena, »ene, vi
to! Udenfor disse Mure, der omgiver os, hersker
Mørket, Foraarskulden, den sovende Jord, Nathimlen.
Her inde er der lyst, varmt og yndigt. Jeg sidder
hos Dig, læner mit Hoved til din Skulder, og i denne
Stilhed findes indsmigrende, yndige Smil,
kærlighedsfulde Blikke, der trænger ind i Hjertets skjulte Kroge,
Skønhed og mandig Kraft, mere end Ord kan tolke,
mere end Orglets »vox humana« kan spille. Jeg
lytter til dit Pulsslag, dit Smil fødes paa mit Ansigt,
inden det oplyser dine Træk. Dine Tanker er mine
Tanker, som to Vinger hos samme Fugl bærer de
det bedste og skønneste, vi føler, op mod Himlen.«
Og Helena har saa meget at fortælle og spørge
om. Aftenen faar Ende, og Natten kommer, og endnu
bestandig har hun noget at meddele, noget at spørge om.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
