Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ÆLDRE SPAADOMME OM VERDENS UNDERGANG.
135
Det havde været Pavernes tragiske Skæbne at blive en Bold
i Hænderne paa de tyske Kejsere og de italienske Fyrster,
der stredes om Magten”). Hele Kristenheden var kommen i
en ubeskrivelig Forvirring. Uvejret drev over; men Problemet
om Verdens og Tidernes Ende var derfor ikke løst, og skønt
Forventningen derom blev vag og usikker, forsvandt den ikke,
saa meget mindre som Troen paa Djævlen og Jærtegn endnu
igennem mange Aarhundreder skulde vedblive at danne
Grundlaget for den folkelige Overtro. Dommedagens sidste
Scene blev fremstillet i ophøjet Arbejde over Portalen til
alle Domkirker, og Ingen kunde betræde de kristne Hellig-
domme uden at passere under Engelen med Vægtskaalen,
påa hvis venstre Side Djævle og Fordømte vred sig i sæl-
somme og fantastiske Krampetrækninger, i det Øjeblik de
sidste blev kastede i den evige Ilds Luer. — Men Forestil-
lingen om Verdens Undergang viste ogsaa sin Livskraft langt
udenfor Kirkernes Enemærker.
I det tolvte Aarhundrede satte Astrologerne hele Europa i
=) ] 1033, den store Hungersnøds Aar, havde Greverne af Tusculum gjort
en tolvaars Dreng til Pave (Benedikt IX). Han var meget fremmelig for
sin Alder, allerede fordærvet af Udsvævelser, Tyv og Morder, Da han
næppe var seksten Aar, naaede Skandalen sit Toppunkt, og de romerske
Fyrster svor at dræbe ham for Alteret i det Øjeblik, han holdt »Gud«,
den hellige Hostie, i sine urene Hænder. Den Sølformørkelse, vi nys
omtalte, frelste ham: de Sammensvorne lod sig skræmme og vovede
ikke at lægge Haand paa Paven. Ikke desto mindre maatte han flygte
og søgte Tilflugt i Cremona hos Kejser Konrad II. Kejser Henrik III
genindsatte ham 1038, og man saa ham herske endnu i seks Aar som
en Sultan, omgiven af sit Harem. Det antoges, at han vilde nedlægge
Pavemagten for at gifte sig med Datteren af en romersk Baron; men
han vedblev at være Pave, og Folket jog ham da ud af Rom i 1044
og satte i hans Sted en alvorligere Kirkefyrste, Silvester III, paa St.
Peters Stol. Ni og fyrretyve Dage efter kom Benedikt tilbage i Spidsen
for en Røverbande. Aaret efter abdicerede han endelig, imod at hans
Efterfølger, Gregor VI, tilsikrede ham Peterspengene fra England i aar-
lig Indtægt. Aar 1045 var der paa én Gang tre Paver: Benedikt IX,
der anerkendtes af det feudale Parti, som ikke havde nedlagt Vaabnene ;
Silvester III, der agerede Pave i en Borg i Sabinerbjærgene, og Gregor
VI, der herskede i Vatikanet. Kejser Henrik UI lod en Kirkeforsamling
afsætte Gregor og Silvester, der blev indespærrede i et Kloster, og ud-
nævnte en fjerde Pave, Clemens II, som indviedes Julenat 1046. Men
Benedikt sov ikke, og næste Aar slog han ned paa Rom som en Grib, lod
den tyske Pave forgive og regerede endnu i otte Maaneder som Pave.
San kom Greven af Toskanas Hær til Rom med en ny Pave og lod
Benedikt forsvinde for sidste Gang. Han var da seks og tyve Aar gam-
mel. Saadan var en af den Tids Paver. Munken Raoul Glaber vover
næppe at tale om ham. Han nøjes med at sige: »Det vilde være altfor
skrækkeligt at berette hans Livs Vanære.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
