Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250 EVA.
som den elektriske Strøm, vi kender. Hun kaldte, og hun
følte, at en anden Tanke hørte hendes Tankes Raab.
Den foregaaende Nat havde hun hensat sig til Omegars
gamle By og et Øjeblik vist sig for ham i Drømme. Og
endnu samme Morgen havde hun set hans fortvivlede Hand-
ling og ved en yderste Villieanstrængelse standset hans Arm.
Nu henfaldt hun pludselig i en Slags Døs, halv Søvn, halv
Bedøvelse, og sank om paa sin Løjbænk, der stod tæt ved
Moderens Dødsleje. Hendes omflakkende Tanke svævede vidt
ud til Byen i den tause Dal, hvor Stillehavets Hvaler en
Gang boltrede sig, og hendes ensomme Sjæl drog ud for at
opsøge den eneste anden Sjæl, som endnu levede paa Jorden.
Omegar hørte hendes Kalden, den hemmelighedsfulde Ind-
flydelse fik Magt over ham, og han adlød den fjærne Stemme.
Langsomt, halvt ubevidst, steg han op til den Altan, hvor
hans Luftskib laa rede. Det elektriske Fartøj satte Kursen
mod Øster, fløj hen over de uendelige Ismarker, hvor en
Gang i Urtiden Polynesiens herlige Koraløer dukkede op af
Oceanet; videre gik Farten langs med Ækvator over de glemte
Sundaøers Egn, og snart sænkede Skibet sig ned paa Taget
af det Krystalpalads, den unge Pige boede i.
Udreven af sin Drøm ved den fremmede Luftsejlers An-
komst for hun op, flygtede forskrækket hen til den fjærneste
Væg i det uhyre Rum, løftede det tunge Skindtæppe, som
adskilte denne Sal fra Bibliotheket og vilde ile videre —;
men nu havde han naaet hende. Han kastede sig paa Knæ,
greb hendes Haand og sagde:
>»Du har kaldt paa mig -— her er jeg.«
Og straks efter tilføjede han: »Allerede længe har jeg
kendt dig; jeg vidste, at du var til, jeg saa’ dig ofte. Du
var jo Den, som min Sjæl altid længtes efter. Men aldrig
havde jeg vovet at komme af mig selv.«
Hun havde rejst ham op.
»Min Ven,« sagde hun, »jeg véd, at vi er ene tilbage paa
denne Jord, og at vi snart skal dø. En Røst, jeg ikke kunde
modstaa, bød mig at kalde dig hid. Jeg syntes, dette maatte
være min Moders sidste Villie, et Bud, der sendtes mig over
Dødens Afgrund. Se, dér sover hun den evige Søvn. Hvor
denne Nat dog er lang!« —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
